Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
39
1282. Erkebiſkop Jon og to Biſkopper forjagede.

her den ſtavangerſke Biſkop Arnes Mænd lyſe utlæge fordi Biſkoppen ej vilde, at de ſkulde betale Leding; de maatte flygte fra Landet, og Hr. Gaut af Tolga, der havde ſit Hjem i Nærheden af Stavanger, tog deres Gods. Paa ſamme Maade bleve Erkebiſkoppens Mænd behandlede i Throndhjem[1]. Forgjeves optraadte Erkebiſkoppen med hele ſin Embedsmyndighed, paamindende, advarende og truende. Forgjeves ſatte han endnu flere af Kongens Mænd i Bann, ja endog, ſom det lader, Dronningen ſelv[2], og med hende da vel og det hele Raad. Regjeringsherrerne ſvarede med det driſtige Skridt, at lyſe Erkebiſkoppen ſelv og to af hans ivrigſte Tilhængere, Biſkop Andres af Oslo og Biſkop Thorfinn af Hamar utlæge, og nødte dem virkelig til at forlade Landet, medens de Bannſatte lode ſom om de intet vidſte af Bannfættelſen[3]. Erkeſtolens og Biſkopsſtolenes Gods toge de verdslige Herrer ſelv i Forvaring. Over Erkeſtolens Ejendomme fik ſaaledes Jon Brynjulfsſøn Beſtyrelſen. Han havde ſandſynligviis i længere Tid været Befalingsmand i Throndhjem og derfor iſær været virkſom ved Gjennemførelſen af de vedtagne Lovbeſtemmelſer og de Gejſtliges Afſtraffelſe, ſamt

  1. Arne Biſkops Saga, Cap. 36. Her ſkulde det ſynes, ſom om dette ſkede umiddelbart efter Andres Plytts Begravelſe, da Loft Helgesſøn, der beretter det i et Brev til Biſkop Arne, ſe nedf., ikke antyder noget Mellemrum af Tid. Han ſiger kun: „ſaaledes blev der ringet over hele Byen mod Preſternes Forbud; da bleve Preſterne ſtevnede ud til Kongen o. ſ. v. … da holdt Hr. Audun Thing i Mariekirkegaarden … Erkebiſkoppen har bannſat mange af Kongens Mænd“ o. ſ. v. Men Brevet er, vel at merke, ſkrevet 1284, og han ſammendrager i Korthed Begivenheder, der ere forefaldne med længere Mellemrum, ej ſaa meget for at meddele Biſkoppen Nyheder fra Norge, ſom for at advare ham. Hvad han her nævner om, at Biſkop Arnes Mænd bleve forjagede og at Gaut af Tolga tog deres Gods, ſamt at det ſamme ſkede ved Erkebiſkoppens Mænd i Throndhjem, er aabenbart det ſamme, ſom i Pavebrevet, der nedenfor meddeles, omtales ſaaledes: „dine Raadgivere toge og fængſlede de lærde Mænd, der udførte Biſkoppens Erender o. ſ. v. — plyndrede deres Ejendomme og jagede dem i Landflygtighed“; og hvad der her følger om, at Erkebiſkoppen nu gik frem efter ſit Embedes Skyldighed m. m., er igjen det ſamme ſom Loft Helgesſøn betegner ſaaledes: „Erkebiſkoppen har bannſat mange af Kongens Mænd“, o. ſ. v. Men af Pavebrevet ſeer man, at dette ſkede ikke umiddelbart efter Andres Plytts Død, men førſt da Geſandterne vare komne tilbage fra Curien med uforrettet Sag. Muligt, at ogſaa Preſternes Indkaldelſe for Kongen, hvorved de bleve tvungne til at holde Mesſe trods Biſkoppens Forbud, førſt fandt Sted da, men det ſynes dog rimeligſt, at dette Skridt var en umiddelbar Følge af, at de ej tillode Ringningen ved Andres Plytts Begravelſe.
  2. Anderledes ſynes man vanſkeligt at kunne forklare Arne B. Sagas Ord i Begyndelſen af Cap. 36, „at Dronningen blev døv for den daglige Tide-Hørſel og de fleſte brave Mænds Øren en Tidlang“.
  3. Arne B. S., ſammeſteds.