Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
39
1282. Erkebiskop Jon og to Biskopper forjagede.

her den stavangerske Biskop Arnes Mænd lyse utlæge fordi Biskoppen ej vilde, at de skulde betale Leding; de maatte flygte fra Landet, og Hr. Gaut af Tolga, der havde sit Hjem i Nærheden af Stavanger, tog deres Gods. Paa samme Maade bleve Erkebiskoppens Mænd behandlede i Throndhjem[1]. Forgjeves optraadte Erkebiskoppen med hele sin Embedsmyndighed, paamindende, advarende og truende. Forgjeves satte han endnu flere af Kongens Mænd i Bann, ja endog, som det lader, Dronningen selv[2], og med hende da vel og det hele Raad. Regjeringsherrerne svarede med det dristige Skridt, at lyse Erkebiskoppen selv og to af hans ivrigste Tilhængere, Biskop Andres af Oslo og Biskop Thorfinn af Hamar utlæge, og nødte dem virkelig til at forlade Landet, medens de Bannsatte lode som om de intet vidste af Bannfættelsen[3]. Erkestolens og Biskopsstolenes Gods toge de verdslige Herrer selv i Forvaring. Over Erkestolens Ejendomme fik saaledes Jon Brynjulfssøn Bestyrelsen. Han havde sandsynligviis i længere Tid været Befalingsmand i Throndhjem og derfor især været virksom ved Gjennemførelsen af de vedtagne Lovbestemmelser og de Gejstliges Afstraffelse, samt

  1. Arne Biskops Saga, Cap. 36. Her skulde det synes, som om dette skede umiddelbart efter Andres Plytts Begravelse, da Loft Helgessøn, der beretter det i et Brev til Biskop Arne, se nedf., ikke antyder noget Mellemrum af Tid. Han siger kun: „saaledes blev der ringet over hele Byen mod Presternes Forbud; da bleve Presterne stevnede ud til Kongen o. s. v. … da holdt Hr. Audun Thing i Mariekirkegaarden … Erkebiskoppen har bannsat mange af Kongens Mænd“ o. s. v. Men Brevet er, vel at merke, skrevet 1284, og han sammendrager i Korthed Begivenheder, der ere forefaldne med længere Mellemrum, ej saa meget for at meddele Biskoppen Nyheder fra Norge, som for at advare ham. Hvad han her nævner om, at Biskop Arnes Mænd bleve forjagede og at Gaut af Tolga tog deres Gods, samt at det samme skede ved Erkebiskoppens Mænd i Throndhjem, er aabenbart det samme, som i Pavebrevet, der nedenfor meddeles, omtales saaledes: „dine Raadgivere toge og fængslede de lærde Mænd, der udførte Biskoppens Erender o. s. v. – plyndrede deres Ejendomme og jagede dem i Landflygtighed“; og hvad der her følger om, at Erkebiskoppen nu gik frem efter sit Embedes Skyldighed m. m., er igjen det samme som Loft Helgessøn betegner saaledes: „Erkebiskoppen har bannsat mange af Kongens Mænd“, o. s. v. Men af Pavebrevet seer man, at dette skede ikke umiddelbart efter Andres Plytts Død, men først da Gesandterne vare komne tilbage fra Curien med uforrettet Sag. Muligt, at ogsaa Presternes Indkaldelse for Kongen, hvorved de bleve tvungne til at holde Messe trods Biskoppens Forbud, først fandt Sted da, men det synes dog rimeligst, at dette Skridt var en umiddelbar Følge af, at de ej tillode Ringningen ved Andres Plytts Begravelse.
  2. Anderledes synes man vanskeligt at kunne forklare Arne B. Sagas Ord i Begyndelsen af Cap. 36, „at Dronningen blev døv for den daglige Tide-Hørsel og de fleste brave Mænds Øren en Tidlang“.
  3. Arne B. S., sammesteds.