Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/609

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
587
1309—1311. Vinterſidderne og Sutererne i Bergen.

andre gode Mænd tilſtede. Da Biſkoppens Ombudsmand fremſatte ſin Paaſtand, ſvarede Vinterſidderne førſt ſom hidtil, at de ligeſaa lidet ſom andre Udlændinger vare pligtige til at yde Tiende og heller ikke havde ydet den. Men hertil ſvaredes, at Lovens egentlige Bud var, at ingen udenlandſk Handelsmand ſkulde ſidde Vintren over i Bergen fra Korsmesſe om Høſten til Korsmesſe om Vaaren, og ſaa længe dette overholdtes krævedes der ingen Tiende af dem, da der ingen fandtes om Vintren, og de eneſte Udlændinger, der ſad Vintren over, vare Sutererne, ſom af den Grund ogſaa altid havde ydet Tiende. Tydſkerne meente dog, at Kongen havde det i ſin Magt at tillade dem at ſidde Vinterſæde i Byen, om end Loven beſtemte anderledes. Heraf fulgte dog ikke, at de tillige ſkulde være fritagne for Tiende-Ydelſen, og Biſkoppens Ombudsmand ſpurgte derfor kort og godt, om det nogenſteds ſtod ſkrevet i Loven, at Udlændinger ſkulde være mere fritagne for Tiende end Indenlandſke. Da dette naturligviis benegtedes, ſpurgte Lagmanden Tydſkerne om de kunde fremlægge noget Pave- eller Konge-Brev, der fritog dem for at yde Tiende. Dette kunde de ej, og Lagmanden oplæſte nu for dem baade den gamle og den nye Chriſtenrets Beſtemmelſer, idet han gjorde dem opmerkſomme paa, at da Biſkoppen ligeſaavel var forpligtet til at yde dem kirkelig Tjeneſte, der lejede Huus for tolv Maaneder, ſom de faſt boſatte, vare hine følgelig ogſaa ligeſaavel ſkyldige at yde Kirken ſin Ret ſom Indenlandſke. I Henhold hertil afſagde Lagmanden da den Dom, at alle Vinterſidderne i Bergen, de nærværende ſom de tilkommende, vare ſkyldige at yde Tiende, ej mindre end andre i Byen faſt boſatte Mænd. Men et Beviis paa, at han dog fandt Sagen noget tvivlſom, eller og at han nødig vilde opirre Tydſkerne til det Yderſte, var det at han frikjendte dem for den paaſtaaede Bod for deres Forſømmelſe hidtil; kun derſom de herefter viiſte ſig uvillige til at yde ſin Tiende, ſkulde de baade betale den og det ſenere Tiendefald, efter Lovens Bud, hvis ikke Biſkoppen vilde bære over med dem. Denne Dom, der, efter alt hvad man kan ſee blev afſagt i Løbet af Sommeren[1], ſynes virkelig at have gjort Ende paa Sagen, og Tydſkerne maa have givet efter, thi man finder intet Spor til at de paany forſøgte at unddrage ſig Tiende-Ydelſen; de maatte vel ogſaa erkjende, at der fra den verdslige Magts Side var viiſt dem ſaa megen Humanitet ſom det efter Omſtændighederne var muligt. Men Kongen og Nordmændene overhoved havde dog her faaet en Forſmag paa, hvad de

  1. Dommen er endnu ikke trykt, men findes i den oftere omtalte bergenſke Codex Arnam. 331 fol., hvor Sprogformen er betydelig forvanſket, men dog ikke verre, end at Texten kunde omſkrives i ordentligt Sprog. Jvfr. ellers Keyſers N. Kirkehiſt. II. 136—145, hvor alt dette fortælles udførligere.