Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/609

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
587
1309–1311. Vintersidderne og Sutererne i Bergen.

andre gode Mænd tilstede. Da Biskoppens Ombudsmand fremsatte sin Paastand, svarede Vintersidderne først som hidtil, at de ligesaa lidet som andre Udlændinger vare pligtige til at yde Tiende og heller ikke havde ydet den. Men hertil svaredes, at Lovens egentlige Bud var, at ingen udenlandsk Handelsmand skulde sidde Vintren over i Bergen fra Korsmesse om Høsten til Korsmesse om Vaaren, og saa længe dette overholdtes krævedes der ingen Tiende af dem, da der ingen fandtes om Vintren, og de eneste Udlændinger, der sad Vintren over, vare Sutererne, som af den Grund ogsaa altid havde ydet Tiende. Tydskerne meente dog, at Kongen havde det i sin Magt at tillade dem at sidde Vintersæde i Byen, om end Loven bestemte anderledes. Heraf fulgte dog ikke, at de tillige skulde være fritagne for Tiende-Ydelsen, og Biskoppens Ombudsmand spurgte derfor kort og godt, om det nogensteds stod skrevet i Loven, at Udlændinger skulde være mere fritagne for Tiende end Indenlandske. Da dette naturligviis benegtedes, spurgte Lagmanden Tydskerne om de kunde fremlægge noget Pave- eller Konge-Brev, der fritog dem for at yde Tiende. Dette kunde de ej, og Lagmanden oplæste nu for dem baade den gamle og den nye Christenrets Bestemmelser, idet han gjorde dem opmerksomme paa, at da Biskoppen ligesaavel var forpligtet til at yde dem kirkelig Tjeneste, der lejede Huus for tolv Maaneder, som de fast bosatte, vare hine følgelig ogsaa ligesaavel skyldige at yde Kirken sin Ret som Indenlandske. I Henhold hertil afsagde Lagmanden da den Dom, at alle Vintersidderne i Bergen, de nærværende som de tilkommende, vare skyldige at yde Tiende, ej mindre end andre i Byen fast bosatte Mænd. Men et Beviis paa, at han dog fandt Sagen noget tvivlsom, eller og at han nødig vilde opirre Tydskerne til det Yderste, var det at han frikjendte dem for den paastaaede Bod for deres Forsømmelse hidtil; kun dersom de herefter viiste sig uvillige til at yde sin Tiende, skulde de baade betale den og det senere Tiendefald, efter Lovens Bud, hvis ikke Biskoppen vilde bære over med dem. Denne Dom, der, efter alt hvad man kan see blev afsagt i Løbet af Sommeren[1], synes virkelig at have gjort Ende paa Sagen, og Tydskerne maa have givet efter, thi man finder intet Spor til at de paany forsøgte at unddrage sig Tiende-Ydelsen; de maatte vel ogsaa erkjende, at der fra den verdslige Magts Side var viist dem saa megen Humanitet som det efter Omstændighederne var muligt. Men Kongen og Nordmændene overhoved havde dog her faaet en Forsmag paa, hvad de

  1. Dommen er endnu ikke trykt, men findes i den oftere omtalte bergenske Codex Arnam. 331 fol., hvor Sprogformen er betydelig forvansket, men dog ikke verre, end at Texten kunde omskrives i ordentligt Sprog. Jvfr. ellers Keysers N. Kirkehist. II. 136–145, hvor alt dette fortælles udførligere.