Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/608

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
586
Haakon Magnusſøn.

Lönings og de to andre Hovedmænds Bannſættelſe ſom Aarſag, tiltraadtes ogſaa af Sutererne, og den blev ſaa ſtrengt gjennemført, at nogle tydſke Kjøbmænd, der tidligt om Vaaren kom til Byen, ikke torde andet end rette ſig derefter. Biſkoppen lod i den Anledning forkynde Vinterſidderne den 6te Marts, at han efter Kongens Bøn vilde udſætte med at foretage noget yderligere mod dem med Henſyn til ſelve Tiende-Ydelſen førend han kom til Byen (han var nemlig, ſom vi have ſeet, paa denne Tid i Throndhjem og ventedes ſtrax efter til Bergen), men at alle Vinterſidderne i Byen inden 8 Dage ſkulde indfinde ſig hos ham og bøde hvad de havde forbrudt mod ham og Gejſtligheden ved at fatte hiin Beſtemmelſe, ſamt inden ſamme Friſt have tilbagekaldt Beſtemmelſen ſelv; undlod de det, vilde faa Dage derefter Pavens Bann blive lyſt over dem[1]. Vinterſidderne maa have foragtet denne førſte Advarſel, thi den 20de Marts blev den gjentagen[2]. Hvor vidt de nu gave efter, erfares ikke, men man ſkulde dog næſten formode at de, med den Haardnakkethed, de hidtil havde lagt for Dagen, ogſaa lod det komme til den tredie. Men efter Kongens Ankomſt, førſt i Mai eller ſidſt i April, maa de dog have givet efter med Henſyn til Forbudet, thi vi ſee at de nu ogſaa fandt ſig i at lade ſelve Sagen om Tiende-Ydelſen paadømmes af Lagmanden i Bergen, og dette kan neppe tilſkrives andet end Kongens Mellemkomſt, da det lader til at de vare for overmodige til at lyſtre nogen anden. Kongen kunde desuden ikke være bekjendt at taale en Forening ſom den ovennævnte, der ligefrem ſtreed mod Kong Eriks ſtrenge Forbud mod at „tage ſig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte ſig nogen Lov eller Vedtægter“. Merkeligt er det, at ogſaa Biſkoppen fandt ſig i at undergive Sagen Afgjørelſe ved en verdslig Dommer, da den dog egentlig hørte til de kirkelige Sager, og han ſelv var en ivrig Forfegter af den kirkelige Frihed. Men han maa have indſeet, at hvis han vilde have en Afgjørelſe i Sagen, maatte det ſkee ved verdslig Ret, da Tydſkerne under de forhaandenværende Omſtændigheder aldrig vilde have underkaſtet ſig nogen gejſtlig; han kunde desuden viſtnok være temmelig ſikker paa, at Dommen vilde falde ud til hans Fordeel, da han jo aabenbart havde Retten paa ſin Side. Saaledes modtog han da Borgen af vedkommende Huusverter for at Vinterſidderne ſkulde indfinde ſig paa Stevne for Eindride Lagmand i Bergen og lyde hans Orſkurd. Paa denne Stevne lod Biſkoppen møde ved ſin Ombudsmand, Vinterſidderne ved to af ſin Midte, blandt dem den for omtalte Ertmann i Knauſen. Desuden vare Kongens Ombudsmænd og

  1. Forkynd. af 6te Marts 1311, Dipl. Norv. III. 96.
  2. Sammeſteds.