Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/607

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
585
1309—1311. Vinterſidderne og Sutererne i Bergen.

underkaſtet med Henſyn til Kirken ſom indfødde Nordmænd. Og da en vis Henrik Skult, formodentlig en Broder af hiin, laa ſyg, fik han ej den ſidſte Olje og øvrige Sakramenter førend han havde betalt ſin Tiende. Flere lignende Vidnesbyrd bleve hørte, alle oplyſende det ſamme; de tilſtedeværende vare Provſt Finn, Magiſter Capellarum, Hr. Agmund Sigurdsſøn, Hr. Erling Aamundesſøn, Hr. Hauk Erlendsſøn og Sira Botolf, Fehirden, alle Medlemmer af Kongens Raad[1]. Vinterſidderne vedbleve imidlertid med ſin Ulydighed, og Biſkoppen maa paa ſin Side ogſaa have ømmet ſig noget ved at gaa til Yderligheder mod dem, thi endnu i Mai 1310 vare de tre Hovedmænd, der imidlertid maa være komne tilbage til Bergen, ej bannſatte, hvilket man kan ſee af et Brev, han ſidſt i denne Maaned udgav, og hvori han kun gjentog ſit Forbud for dem om at beſøge nogen Kirke under Truſel om Bann[2]. Dog hjalp heller ikke dette, ſaa at han omſider maatte ſkride til at lade Bannſættelſen forkynde[3]. Det er ikke uſandſynligt at disſe Ubehageligheder for en ſtor Deel kan have været en af Aarſagerne til Kong Haakons Skynderejſe til og fra Bergen om Høſten 1310. Et Aar var nu gaaet hen, og der maatte gjøres et alvorligt Skridt for at tvinge de Gjenſtridige til Lydighed. Kongen ſtillede ſig her ganſke paa Biſkoppens Side, og udſtedte ikke mindre end to Breve, det ene fra Fane den 10de November, det andet fra Fitje (altſaa paa Tilbagerejſen) den 30te November, hvorved han udtrykkeligt bød Vinterſidderne at yde Tiende efter gammel Skik, og ſaaledes ſom de havde gjort i hans Faders og Forfedres Dage[4]. Et af disſe Breve, formodentlig det ſidſte, lod Biſkoppen den 12te Januar i Kongens Maalſtue oplæſe for Raadsmedlemmerne Hr. Sæbjørn, Hr. Agmund, Hr. Erling, Hr. Hauk og Sira Botolf, med Anmodning til den ſidſte i Egenſkab af Kongens Sysſelmand og Fehirde, at han vilde ſkaffe Biſkoppen og Kirken ſin Ret, efterſom Kongen i ſit Brev udtrykkeligt foreſkrev. Formodentlig maa Sira Botolf nu og paa en eller anden Maade have ſkredet alvorligt ind, ſiden man ſtrax derefter ſporer en mere end almindelig Forbitrelſe blandt Tydſkerne, idet nemlig de meſt formaaende blandt disſe indgik en Forening om hverken at kjøbe noget af eller ſælge noget til Biſkoppen eller andre Gejſtlige og at forbyde alle ſine øvrige Landsmænd det under haarde Truſler. Denne Forening, hvortil Tydſkerne ſelv kun angave Engelbrecht

  1. Dipl. Norv. I. 102.
  2. Dipl. Norv. II. 102.
  3. At Bannſættelſen havde fundet Sted før 6te Marts 1311, ſees af den paa denne Dag udſtedte Forkyndelſe, ſe nedf.
  4. Dipl. Norv. II. 104, 105.