Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/607

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
585
1309–1311. Vintersidderne og Sutererne i Bergen.

underkastet med Hensyn til Kirken som indfødde Nordmænd. Og da en vis Henrik Skult, formodentlig en Broder af hiin, laa syg, fik han ej den sidste Olje og øvrige Sakramenter førend han havde betalt sin Tiende. Flere lignende Vidnesbyrd bleve hørte, alle oplysende det samme; de tilstedeværende vare Provst Finn, Magister Capellarum, Hr. Agmund Sigurdssøn, Hr. Erling Aamundessøn, Hr. Hauk Erlendssøn og Sira Botolf, Fehirden, alle Medlemmer af Kongens Raad[1]. Vintersidderne vedbleve imidlertid med sin Ulydighed, og Biskoppen maa paa sin Side ogsaa have ømmet sig noget ved at gaa til Yderligheder mod dem, thi endnu i Mai 1310 vare de tre Hovedmænd, der imidlertid maa være komne tilbage til Bergen, ej bannsatte, hvilket man kan see af et Brev, han sidst i denne Maaned udgav, og hvori han kun gjentog sit Forbud for dem om at besøge nogen Kirke under Trusel om Bann[2]. Dog hjalp heller ikke dette, saa at han omsider maatte skride til at lade Bannsættelsen forkynde[3]. Det er ikke usandsynligt at disse Ubehageligheder for en stor Deel kan have været en af Aarsagerne til Kong Haakons Skynderejse til og fra Bergen om Høsten 1310. Et Aar var nu gaaet hen, og der maatte gjøres et alvorligt Skridt for at tvinge de Gjenstridige til Lydighed. Kongen stillede sig her ganske paa Biskoppens Side, og udstedte ikke mindre end to Breve, det ene fra Fane den 10de November, det andet fra Fitje (altsaa paa Tilbagerejsen) den 30te November, hvorved han udtrykkeligt bød Vintersidderne at yde Tiende efter gammel Skik, og saaledes som de havde gjort i hans Faders og Forfedres Dage[4]. Et af disse Breve, formodentlig det sidste, lod Biskoppen den 12te Januar i Kongens Maalstue oplæse for Raadsmedlemmerne Hr. Sæbjørn, Hr. Agmund, Hr. Erling, Hr. Hauk og Sira Botolf, med Anmodning til den sidste i Egenskab af Kongens Sysselmand og Fehirde, at han vilde skaffe Biskoppen og Kirken sin Ret, eftersom Kongen i sit Brev udtrykkeligt foreskrev. Formodentlig maa Sira Botolf nu og paa en eller anden Maade have skredet alvorligt ind, siden man strax derefter sporer en mere end almindelig Forbitrelse blandt Tydskerne, idet nemlig de mest formaaende blandt disse indgik en Forening om hverken at kjøbe noget af eller sælge noget til Biskoppen eller andre Gejstlige og at forbyde alle sine øvrige Landsmænd det under haarde Trusler. Denne Forening, hvortil Tydskerne selv kun angave Engelbrecht

  1. Dipl. Norv. I. 102.
  2. Dipl. Norv. II. 102.
  3. At Bannsættelsen havde fundet Sted før 6te Marts 1311, sees af den paa denne Dag udstedte Forkyndelse, se nedf.
  4. Dipl. Norv. II. 104, 105.