til Udførelse; men sandsynligviis rejste de Bannsatte hjem til Tydskland om Sommeren, og kærede sig ej her om det i Norge udtalte Bann. I September Maaned, da den nys udvalgte Erkebiskop Eilif opholdt sig i Bergen, lod Biskop Arne nemlig i hans Herberge indkalde flere af de Gjenstridige, som for Tiden opholdt sig i Bergen, og optage et Vidnesbyrd om hvorledes det forholdt sig med deres Tiendepligt, og blandt dem, som da mødte, nævnes ej de tre Hovedmænd; den, som nu fornemmelig svarede paa de øvriges Vegne, var en gammel Vintersidder ved Navn Wernicke Jungmeister. Biskoppen begyndte denne Forhandling med at klage over Vintersiddernes Gjenstridighed, og lod oplæse to Breve af Kong Haakon, hvori Udenlandske saavel som Indenlandske tilholdtes at yde Kirken Tiende og andre Rettigheder. Men Wernicke svarede at nu havde han tilbragt over 30 Vintre i Bergen uden nogensinde at betale Tiende, og at aldrig nogen Tydsker havde betalt den. Biskoppen lod da oplæse et Brev, udstedt 1296 af Hr. Peter Gudleikssøn, Erik Lagmand og tre Tydskere, hvorved de indestod for 8 andre Tydskere, der vare blevne bannsatte, fordi de ej betalte Tiende, at denne skulde blive erlagt. Wernicke maatte nu selv tilstaa at han for ni Aar tilbage havde betalt Tiende, men kun fordi den kongelige Sysselmand, Hr. Basse Guthormssøn, tvang ham dertil med kongelig Magt; heller ikke vilde han eller hans Kammerater nu betale, uden tvungne ved den kongelige Myndighed. Biskoppen svarede at det var en gammel Sedvane, som allerede ved edelige Vidnesbyrd var bleven beviist for Biskop Narve i Hr. Basses og andre gode Mænds Nærværelse, at Udenlandske saavel som Indenlandske ydede Tiende, saa at han ej egentlig behøvede at optage flere Vidnesbyrd derom; men for Sikkerheds Skyld kaldte han dog nogle gamle Prester frem og bad dem sige hvad de vidste, idet han tillige spurgte Tydskerne om de havde noget at indvende imod deres Vidnesbyrd. De svarede nej, men stode dog op og gik bort, trods Biskoppens udtrykkelige Forbud, uden at ville høre Vidnesbyrdet. Biskoppen sendte en Prest efter dem og lod dem anmode om at komme tilbage, men de vægrede sig. Da lod Biskoppen lige fuldt Vidnesbyrdene føres; de tvende Prester oplyste at allerede for 50 Aar tilbage, i Biskop Peters og Kong Haakon Haakonssøns Dage, havde de tydske Vintersiddere, som dengang kun vare faa, betalt Tiende lige saa fuldt som Indenlandske, og de som vægrede sig, bleve tvungne dertil ved Bann. For een af dem, Herman Skult, havde hans Huusvert henvendt sig til Kong Haakon med Klage over at Presten ved Peterskirken vilde forbyde ham Kirkegang, fordi han vægrede sig ved at yde Tiende, men Kongen havde svaret Nordmanden, at da denne lejede Huus til ham paa tolv Maaneder som til Indfødde, og tog samme Afgift af ham som af indenlandske Lejere, maatte denne og verre samme Vilkaar
