Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/606

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
584
Haakon Magnusſøn.

til Udførelſe; men ſandſynligviis rejſte de Bannſatte hjem til Tydſkland om Sommeren, og kærede ſig ej her om det i Norge udtalte Bann. I September Maaned, da den nys udvalgte Erkebiſkop Eilif opholdt ſig i Bergen, lod Biſkop Arne nemlig i hans Herberge indkalde flere af de Gjenſtridige, ſom for Tiden opholdt ſig i Bergen, og optage et Vidnesbyrd om hvorledes det forholdt ſig med deres Tiendepligt, og blandt dem, ſom da mødte, nævnes ej de tre Hovedmænd; den, ſom nu fornemmelig ſvarede paa de øvriges Vegne, var en gammel Vinterſidder ved Navn Wernicke Jungmeiſter. Biſkoppen begyndte denne Forhandling med at klage over Vinterſiddernes Gjenſtridighed, og lod oplæſe to Breve af Kong Haakon, hvori Udenlandſke ſaavel ſom Indenlandſke tilholdtes at yde Kirken Tiende og andre Rettigheder. Men Wernicke ſvarede at nu havde han tilbragt over 30 Vintre i Bergen uden nogenſinde at betale Tiende, og at aldrig nogen Tydſker havde betalt den. Biſkoppen lod da oplæſe et Brev, udſtedt 1296 af Hr. Peter Gudleiksſøn, Erik Lagmand og tre Tydſkere, hvorved de indeſtod for 8 andre Tydſkere, der vare blevne bannſatte, fordi de ej betalte Tiende, at denne ſkulde blive erlagt. Wernicke maatte nu ſelv tilſtaa at han for ni Aar tilbage havde betalt Tiende, men kun fordi den kongelige Sysſelmand, Hr. Basſe Guthormsſøn, tvang ham dertil med kongelig Magt; heller ikke vilde han eller hans Kammerater nu betale, uden tvungne ved den kongelige Myndighed. Biſkoppen ſvarede at det var en gammel Sedvane, ſom allerede ved edelige Vidnesbyrd var bleven beviiſt for Biſkop Narve i Hr. Basſes og andre gode Mænds Nærværelſe, at Udenlandſke ſaavel ſom Indenlandſke ydede Tiende, ſaa at han ej egentlig behøvede at optage flere Vidnesbyrd derom; men for Sikkerheds Skyld kaldte han dog nogle gamle Preſter frem og bad dem ſige hvad de vidſte, idet han tillige ſpurgte Tydſkerne om de havde noget at indvende imod deres Vidnesbyrd. De ſvarede nej, men ſtode dog op og gik bort, trods Biſkoppens udtrykkelige Forbud, uden at ville høre Vidnesbyrdet. Biſkoppen ſendte en Preſt efter dem og lod dem anmode om at komme tilbage, men de vægrede ſig. Da lod Biſkoppen lige fuldt Vidnesbyrdene føres; de tvende Preſter oplyſte at allerede for 50 Aar tilbage, i Biſkop Peters og Kong Haakon Haakonsſøns Dage, havde de tydſke Vinterſiddere, ſom dengang kun vare faa, betalt Tiende lige ſaa fuldt ſom Indenlandſke, og de ſom vægrede ſig, bleve tvungne dertil ved Bann. For een af dem, Herman Skult, havde hans Huusvert henvendt ſig til Kong Haakon med Klage over at Preſten ved Peterskirken vilde forbyde ham Kirkegang, fordi han vægrede ſig ved at yde Tiende, men Kongen havde ſvaret Nordmanden, at da denne lejede Huus til ham paa tolv Maaneder ſom til Indfødde, og tog ſamme Afgift af ham ſom af indenlandſke Lejere, maatte denne og verre ſamme Vilkaar