om at lade Kornet bringe i Land, havde disse tvert imod med en Skare „Ildgjerningsmænd“ strax ved Landsættelsen taget Kornet og sat Folkene fast, i hvilket Fangenskab de nu havde hensmægtet over et halvt Aar. Aarsagen hertil kan ikke have været den, at det engelske Skib kom fra det danske Landskab Estland, thi mellem Danmark og Norge var der netop paa den Tid Fred og Venskab. Heller ikke kan man vel antage, at Skipperen, hvis Ankomst til Ekerøerne maa have fundet Sted just som Kongen belejrede Ragnhildarholmen[1], har været mistænkt for at ville bringe Levnetsmidler til den svenske Besætning i denne, eller om dette endog var Tilfældet, at det har været Hovedaarsagen til den Behandling, han og hans Folk lede, men Kongen, efter hvis udtrykkelige Befaling det hele maa være skeet, maa hertil have haft en anden og vigtigere Grund. Thi ej nok med, at Kong Edwards Brev ikke frugtede, men Besætningen fremdeles holdtes fangen, blev endog Overbringeren af Brevet selv sat fast ved Ankomsten til Norge, der vel maa have fundet Sted netop som Kongen drog ned til Fredscongressen i Helsingborg, og endnu i det følgende Aars Mai Maaned vare Fangerne ikke satte paa fri Fod, saa at Kong Edward fra Berwick, hvor han havde tilbragt Vintren paa et større Tog til Skotland, den 5te Mai maatte skrive et nyt Brev til Kong Haakon herom, hvori han udtrykkeligt klagede over, at denne foragtede hans Forestillinger[2]. Dette kan neppe forklares af anden Aarsag end den, at Kong Haakon nu havde erklæret sig for Robert Bruce og derfor betragtede Englænderne som Fiender. Formodentlig har vel ogsaa denne Omstændighed allerede bevirket, at norske Skibe paa samme Maade vare blevne anholdte og priisdømte i England, saa at hvad der stede i Norge med engelske Skibe, kun var Repressalier.
For øvrigt maa den ydre, eller man kunde lige officielle Aarsag, Kong Haakon anførte for at retferdiggjøre det uvenskabelige Forhold, hvori han nu traadte til England, have været den, at den aarlige Skat, der ifølge Tractaten til Perth skulde betales af Skotland til Norge, siden Kong Edward den 1stes Død ikke blev betalt. Da denne selv erklærede sig for Skotlands Herre, overtog han naturligviis ogsaa de Forpligtelser, der fulgte med Skotlands Krone, hvoriblandt Skatten til Norge, og ligesom vi have seet, at han i sin Tid tilholdt Kong John Balliol at opfylde
