Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/591

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
569
1309—1311. Tviſt med England.

Forurettelſer og Ulemper, der tilføjedes dem af de Norſke, idet de nemlig bleve tvungne til mod deres Vilje at deeltage i Skibsdræt og følge Misdædere til Henrettelſe m. m., hvorover der allerede før havde været klaget, og for at dette kunde blive afhjulpet, var Kong Edward villig til at godtgjøre de Norſke, hvad de paa ſin Side maatte anke over[1]. Det ſees let, at hvad Englænderne her fandt ſaa ſlemt, og hvad viſtnok ogſaa i ſig ſelv var en ſtor Ubehagelighed, dog ikke var andet end hvad alle Byboere i Norge og de, ſom i en vis Tid opholdt ſig i Byen, vare underkaſtede ifølge Byloven, og ſom man derfor ikke vel kunde kalde en Forurettelſe; ja fra norſk Side maatte man vel endog ſnarere betragte det ſom en Utilbørlighed af Englænderne, naar de egenmægtigt vilde unddrage ſig Forpligtelſen. En anden Sag var, at Beſtemmelſen, ſom forældet og upasſende til Tidsforholdene, ved ſærſkilt Overeenskomſt kunde modificeres eller endog ophæves for de Fremmede. Dette var allerede tildeels ſkeet for de tydſke Stæders Borgere, navnlig for Hamburgerne (ſe ovf. S. 242). Men hvis Englænderne uden nogen ſaadan foregaaende Overeenskomſt have villet tiltvinge ſig Fritagelſen, eller endog deraf taget Anledning til, ſom Represſalier, at forurette norſke Borgere i England, da kunde dette allerede i ſig ſelv være nok til at fremkalde et uvenligt Forhold mellem begge Riger og ſaaledes fremſkynde det Øjeblik, da Kong Haakon uforbeholdent erklærede ſig for Kong Roberts Ven. Dette maa i alle Fald være ſkeet inden 1312, ſom det vil ſees af hvad ſtrax herefter anføres. Robert Bruce var ogſaa ſikkert for opmerkſom paa alt, hvad der foregik om ham, til ej at have bemerket den mellem begge Hoffer indtrædende Kulde, og for klog til ej ſtrax at have grebet Lejligheden til at vinde Kong Haakon ganſke over paa ſin Side. Anledning hertil gav ſandſynligviis fortſatte gjenſidige Klagemaal om Sømænds Forurettelſe. Den 9de Juli 1310 ſkrev Kong Edward et Brev til Kong Haakon[2], hvori han klagede over, at, da et Skib, der tilhørte en Kjøbmand i Grimsby, paa Tilbagerejſen fra Eſtland med en Ladning Korn var ſtrandet i Kalfſund ti Ekerøerne, lidt ſøndenfor Marſtrand), og Skipperen havde ſluttet en Overeenskomſt med Sysſelmanden ſammeſteds, Hr. Peter, ſaavelſom en Erik Gunnarsſøn[3],

  1. Rymer II. 1. S. 81.
  2. Rymer II. 1. S. 110.
  3. Sysſelmanden kaldes hos Romer Here Peterdire, ſom viſtnok maa være en Forvanſkning, maaſkee alene i den trykte Text, og kunne berigtiges ved Efterſyn af Originalen. Blandt de i vore Oldſkrifter omtalte norſke Riddere paa den Tid er der ingen, hvis Navn har ſaa megen Liighed med „Peterdire“, at man kunde gjette paa ham, ſom den, der her ſkulde være meent. Hans Kammerat kaldes Eyricus Gunnoresſone. Havnen, hvor Skibet ſtrandede, ſkrives i den