vexlet Breve og Budsendinger mellem ham og Hertug Erik, i Førstningen vel endog med temmelig Bitterhed, og at man nu ogsaa atter betragtede Forholdet mellem Norge og Danmark som et Krigsforhold, saa at der maatte en udtrykkelig Overeenskomst til, for at Fredsstilstanden kunde vedblive. En saadan Overeenskomst sluttedes dog allerede den 16de December mellem Kong Erik og Hertugen i Helsingborg. De foretrak begge af let begribelige Grunde en fredelig –Afgjørelse for en ny Krig. De enedes om at voldgive alt sit Mellemværende til Afgjørelse af 8 Opmænd, og Kong Erik nævnte dertil sin Broder, Hertug Christopher, Erkebiskop Æsger af Lund, Grev Adolf af Schauenburg og Fyrst Henrik af Meklenburg, medens Hertugen nævnte sin Broder Valdemar, Biskop Karl i Linkøping og Lagmændene Byrge Peterssøn og Gudmar Magnussøn. Førstkommende Michelsdag skulde disse møde i Falkenberg og afsige sin Kjendelse, hvilken ufravigeligt skulde staa ved Magt; kunde de da ej blive enige, skulde de komme sammen Michelsdag det følgende Aar tilligemed Kongen og Hertugen selv, for da at bringe Sagen til Ende. Døde nogen af Voldgiftsmændene, skulde en anden nævnes i hans Sted. Imidlertid skulde der mellem Kong Erik, Hertug Christopher og deres Venner paa den ene Side, og Kong Haakon og de svenske Hertuger paa den anden være sikker Stilstand; Indbyggerne af begge Riger maatte frit besøge hinanden gjensidigt og nyde sit Gods hvor som helst, dog skulde ikke de fredløse Kongemordere eller deres Arvinger heri være indbegrebne[1]. Øjensynligt var det ogsaa netop til Brug ved den forestaaende Paakjendelse af Trætten, at Kong Erik den 2den Januar 1313 fik Biskop Christjern af Ribe til at udstede det før omhandlede Vidnesbyrd om, at Kong Haakon havde samtykket i hans Forslag, at forlene de svenske Hertuger med Halland. Man skulde næsten formode, at Kong Haakon til Retfærdiggjørelse af Løftesbruddet har paaskudt, at hiint Samtykke ej var erhvervet paa nogen redelig Maade, men kun ved Overlistelse.
Trætten bilagdes dog hurtigere, end den nys omtalte Overeenskomst syntes at bebude, og nogen Sammenkomst af Voldgiftsmænd eller Afsigelse af Voldgifts-Kjendelse fandt ikke engang Sted. Aarsagen synes at maatte have været den, at de jydske Anliggender antoge en betænkeligere Charakteer, end Kong Erik fra først af havde ventet. Saa vidt man kan skjønne, maa de Sammensvorne have faaet Nys om, at Sammensvergelsen var røbet og at Kongen beredede sig til at tage en haard Dom over dem, saa at de i et Slags Fortvivlelse besluttede sig til, lige saa godt selv at gjøre
- ↑ Huitfeld S. 363. Dagen angives som Løverdag før St. Thomæ Dag, hvilket bliver den 16de Decbr.
