Et Skaar maa det dog have gjort i Glæden, at Dronning Euphemia, der vilde have frydet sig saa inderligt over at see dette sit kjæreste Ønske opfyldt, ikke længer var i Live. Hun døde den 1ste Mai, uvist om i Bergen eller Oslo[1]. Det er tydeligt nok, at hun maa have taget den ivrigste Deel i Forberedelserne til det dobbelte Bryllup, og navnlig været betænkt paa, at hendes Yndlingsfornøjelse, Forelæsning af en ny fransk Roman, ej skulde savnes, thi det fortælles udtrykkeligt, at hun kun lidet før sin Død lod „Flores og Blanzeflor“ oversætte paa Svensk[2]. Af hendes Testamente kjendes kun saa meget, at hun skjenkede til Mariekirken 100 Mkr. Norsk, hvilke Kongen Aaret efter lod udbetale[3]. Hvad for øvrigt Brylluppet angaar, er det ej usandsynligt, at det oprindeligen allerede var berammet til Mai, umiddelbart efter Hertugens Hjemkomst, men at hendes Død gjorde det nødvendigt at udsætte det nogle Maaneder. Kong Haakons Datter Ingebjørg var da endnu kun 11 Aar gammel, og Ingebjørg, Kong Eriks Datter, 15; de fulgte derfor ikke strax Brudgommene til Sverige, men bleve endnu et Aars Tid hjemme i Norge.
Det er let at begribe, at Efterretningen om dette Dobbelt-Bryllup maatte vække den største Forbauselse og Forbitrelse ved det danske Hof, ej at tale om den forsmaaede Sophias Fader, Nikolas af Werle, og om Kong Byrge. Men om begge disses Vrede brød vistnok hverken Kong Haakon eller Hertug Erik sig synderligt, og hvad den danske Konge angaar, da kunde Tiden neppe være belejligere til at slippe for noget hevnende Angreb af ham, thi det var just ved denne Tid, at Sophia af Langeland havde meddeelt ham det Brev, der underrettede ham om Jydernes Sammensvergelse, og han optoges nu, som det lader, mest af sine Forberedelser til at hevne denne. Dog seer man at der maa have været
- ↑ Hendes Dødsdag findes deels i Nekrologiet hos Langebek H. 509, deels i det norske Kalendarium i den Arnam Samling. No. 736 qv. Hendes Død omtales i et Brev, som Nikolas af Halland, Grev Jakobs Søn, skrev til Erkebiskop Jens Grand (hans Frænde) i Bremen, dateret den 16de Juli (Lamey, Gesch. d. Gr. v. Ravensberg S. 495, men her urigtigt henført til 1310). Han kalder hende her „fin Frue“, beder Erkebiskoppen at befordre hans Sag ved Curien (hvilken, vides ej), og siger at hvad Greven af Ravensberg bestemte, vilde han og hans give i Overflod.
- ↑ Se Udgaven af den svenske „Flores og Blanzeflor“ S. 69 i „Svenska Fornskr. S. Samlingar“.
- ↑ Nemlig ved Ordre til Gyrd Throndssøn, der synes at have været hendes Ombudsmand, dateret Nidaros 21de April 1313. Dipl. Norv. II. 118.
ej vare dem fornemme nok, og de alene vilde have Kongedøttre, paa det at deres Børn skulde blive lige saa højbyrdige som Kong Byrges. Han kalder Ingebjørg Eriksdatter, Valdemars Brud, en Datter af Kongen af Skotland. Det har foresvævet ham at hun var en Systerdatter af Robert Bruce.
