land den 6te Januar 1312[1]; den 1ste Februar var han allerede i Køln, hvor han laante en Deel Penge[2], og maa derfra have begivet sig til Valfartssteder Rocamadour, strax nordenfor Cahors i Frankrige, der udgaves for hans Rejses Maal; men det var dog utvivlsomt det nærliggende Vienne, hvor Pave Clemens just paa denne Tid holdt det store Concilium, og hvor han meget hurtigt maa have faaet udrettet hvad han ønskede, thi den 11te Marts var han allerede tilbage i Lübeck. Paa denne Tid laa Kong Erik af Danmark i Strid med Rostock, fordi Staden ej vilde underkaste sig, og Aaret forud, da Kongen kom derhen med en stor Hær og glimrende Følge, for at holde den brandenburgske Markgreve Valdemars Bryllup med overvettes Pragt, ikke engang havde villet lukke Portene op for ham eller nogen af de øvrige Fyrster, saa at de alle maatte ligge i Telte. Rostock understøttedes af de øvrige Stæder, Lübeck undtagen, der ej vilde føre Krig mod sin Skytsherre; de udrustede en Flaade, hvormed de tidligt paa Vaaren, strax efter Paaske, herjede de danske Kyster, fornemmelig ved Beltessund. Just paa denne Tid, i April, kom Hertug Erik paa et lübecksk Skib sejlende for at drage til Falster og derfra videre, men mødte endeel af Stædernes Kogger, hvis Besætning gjorde Landgang; strax gjorde han fælles Sag med Indbyggerne og hjalp dem saa godt, at Fienderne bleve slagne og maatte flygte. Da Kong Erik, som opholdt sig i Nestved, hørte dette, betragtede han det som en stor Vennetjeneste og modtog Hertugen med aabne Arme[3]. Hvad denne nu kan have forebragt Danekongen, der upaatvivleligt maa have spurgt ham om hvorledes det gik med Dispensationssagen ved Curien, er vanskeligt at gjette. Saa meget seer man, at Danekongen endnu var og fremdeles vedblev at være i god Tro, saa at Hertugen vel maa have givet ham det bedste Haab og kun foregivet at Sagen endnu vilde tage nogen Tid. Han drev endog Forstillelsen faa vidt, at han paa Søborg den 18de April gav Danekongen et formeligt Brev paa, at han skulde understøtte ham mod hvem som helst, undtagen mod sin egen Broder Valdemar[4]. Kong Erik var i den nærmest paafølgende Tid saa beskjeftiget med at bekrige Rostock, i hvis Nærhed han befandt sig lige fra Slutningen af Juni til October, at han neppe kunde ofre synderlig Opmerksomhed paa hvad Hertug Erik tog sig for, og troede nu desuden alt indledet og for-
