Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/57

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
35
1281. Haard Fremfærd mod Gejſtligheden.


ligt jordfæſte ved Apoſtelkirken, og da Stadens Preſter negtede at ringe med Kirkeklokkerne ved Begravelſen, lod Cantſleren Hr. Bjarne Lodinsſøn Chriſtkirkens Taarn bryde op, for at faa Ringningen begyndt her, og nu blev der ringet over hele Byen, hvad ſaa end Preſterne ſagde. Siden blev Bergens Preſter ſtevnede for Kongen, og der blev forelagt dem tvende Vilkaar, enten at fare utlæge, eller iagttage de gamle Sedvaner, og ſynge Mesſe, hvad ſaa end Biſkopperne ſagde. De valgte det ſidſte[1]. Forgjeves truede og bønfaldt Erkebiſkoppen Regjeringsherrerne om at høre op med de Tyngſler og Trængſler, der nu paalagdes Kirkerne, og om at tilbagegive Kirker og Preſter hvad der uretteligen var blevet dem berøvet, ſamt enten ganſke at udſlette af Lovbogen og Breve de nye Beſtemmelſer til Kirkens Skade, eller i det mindſte at give offentligt Tilſagn om, at de ikke for Eftertiden vilde anvende dem mod Kirken eller dens Ombudsmænd. Mod alle Truſler og Foreſtillinger fatte Høvdingerne den meſt afgjorte Trods[2].

Endelig beſluttede da Erkebiſkoppen ſig til at ſende Befuldmægtigede til Curien for paa egne og de øvrige Biſkoppers Vegne at ſvare de kongelige Sendebud, der allerede vare dragne til Rom med Appellen[3]. Ved Efterretningen herom ſendte Høvdingerne endnu en Geſandt paa Kongens Vegne, ſandſynligviis med de mere udſtrakte Forholdsordrer, ſom de ſidſt indtrufne Omſtændigheder gjorde nødvendige. Disſe ſidſte Geſandter maa være ankomne til Rom ved Juletider. Den Pave, ſom da herſkede, var Simon af Brie, en Franſkmand af Fødſel, Cardinalpresbyter af St. Cecilia, udvalgt til Pave den 23de Februar ſ. A., og indviet

  1. Arne B. Saga Fare. 36, jvfr. Pavebrev nedenfor af 1285. Tiden, da Bjarne Erlingsſøn blev bannſat, angives ej, men af Dipl. Norv. III. 30 ſeer man, at det ſkede efter at han i Bergen, ſamme Dag, Erkebiſkoppen drog derfra, havde erklæret Brevet om Myntretten m. m. ophævet. Ret kan dette ej være ſkeet paa Mødet 1280, da det deels endnu ikke var kommet til ſaadanne Yderligheder, deels ikke er tænkeligt, at Bjarne Erlingsſøn ſom bannſat ſkulde have været Geſandt i Skotland Aaret efter. Det maa ſaaledes være ſkeet i 1281, ſtrax efter Brylluppet. Man ſeer ligeledes af det oven anførte Diplom, at Formyndernes Appel til Paven ſkede paa ſamme Tid, ſom Myntretten blev Erkebiſkoppen fratagen. Af alt dette fremgaar Rigtigheden af det ovenfor antagne, at der umiddelbart efter Brylluppet fandt alvorlige Forhandlinger Sted mellem de gejſtlige og verdslige Herrer, og at Erkebiſkoppen i Harme afbrød dem og forlod Bergen. Andres Plytts Begravelſe omtaler Pavebrevet mellem Formyndernes Appel og Afſendelſen af de erkebiſkoppelige Geſandter; men at disſe maa være afrejſte om Høſten 1281, viſer igjen Pave Martins Breve af Febr. 1282, der nedenfor omtales. Altſaa maa Andres Plytt være død i Efterſommeren i 1281.
  2. Se Pavebrevet af 1285.
  3. Sammeſteds.