ligt jordfæste ved Apostelkirken, og da Stadens Prester negtede at ringe med Kirkeklokkerne ved Begravelsen, lod Cantsleren Hr. Bjarne Lodinssøn Christkirkens Taarn bryde op, for at faa Ringningen begyndt her, og nu blev der ringet over hele Byen, hvad saa end Presterne sagde. Siden blev Bergens Prester stevnede for Kongen, og der blev forelagt dem tvende Vilkaar, enten at fare utlæge, eller iagttage de gamle Sedvaner, og synge Messe, hvad saa end Biskopperne sagde. De valgte det sidste[1]. Forgjeves truede og bønfaldt Erkebiskoppen Regjeringsherrerne om at høre op med de Tyngsler og Trængsler, der nu paalagdes Kirkerne, og om at tilbagegive Kirker og Prester hvad der uretteligen var blevet dem berøvet, samt enten ganske at udslette af Lovbogen og Breve de nye Bestemmelser til Kirkens Skade, eller i det mindste at give offentligt Tilsagn om, at de ikke for Eftertiden vilde anvende dem mod Kirken eller dens Ombudsmænd. Mod alle Trusler og Forestillinger fatte Høvdingerne den mest afgjorte Trods[2].
Endelig besluttede da Erkebiskoppen sig til at sende Befuldmægtigede til Curien for paa egne og de øvrige Biskoppers Vegne at svare de kongelige Sendebud, der allerede vare dragne til Rom med Appellen[3]. Ved Efterretningen herom sendte Høvdingerne endnu en Gesandt paa Kongens Vegne, sandsynligviis med de mere udstrakte Forholdsordrer, som de sidst indtrufne Omstændigheder gjorde nødvendige. Disse sidste Gesandter maa være ankomne til Rom ved Juletider. Den Pave, som da herskede, var Simon af Brie, en Franskmand af Fødsel, Cardinalpresbyter af St. Cecilia, udvalgt til Pave den 23de Februar s. A., og indviet
- ↑ Arne B. Saga Fare. 36, jvfr. Pavebrev nedenfor af 1285. Tiden, da Bjarne Erlingssøn blev bannsat, angives ej, men af Dipl. Norv. III. 30 seer man, at det skede efter at han i Bergen, samme Dag, Erkebiskoppen drog derfra, havde erklæret Brevet om Myntretten m. m. ophævet. Ret kan dette ej være skeet paa Mødet 1280, da det deels endnu ikke var kommet til saadanne Yderligheder, deels ikke er tænkeligt, at Bjarne Erlingssøn som bannsat skulde have været Gesandt i Skotland Aaret efter. Det maa saaledes være skeet i 1281, strax efter Brylluppet. Man seer ligeledes af det oven anførte Diplom, at Formyndernes Appel til Paven skede paa samme Tid, som Myntretten blev Erkebiskoppen fratagen. Af alt dette fremgaar Rigtigheden af det ovenfor antagne, at der umiddelbart efter Brylluppet fandt alvorlige Forhandlinger Sted mellem de gejstlige og verdslige Herrer, og at Erkebiskoppen i Harme afbrød dem og forlod Bergen. Andres Plytts Begravelse omtaler Pavebrevet mellem Formyndernes Appel og Afsendelsen af de erkebiskoppelige Gesandter; men at disse maa være afrejste om Høsten 1281, viser igjen Pave Martins Breve af Febr. 1282, der nedenfor omtales. Altsaa maa Andres Plytt være død i Eftersommeren i 1281.
- ↑ Se Pavebrevet af 1285.
- ↑ Sammesteds.
