Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/562

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
540
Haakon Magnussøn.

det, som sagt, i højeste Maade troligt, at han har været i Forstaaelse med de Sammensvorne, og under alle de Forhandlinger, hvorom vi her berette, forventningsfuld har oppebiet Sammensvergelsens Udbrud. Men hvor dybt han har indladt sig med de Sammensvorne, er umuligt at sige. Saa meget maa man kun formode, at han har været alt for klog til at give sig ganske i deres Vold, og at han derfor aldeles ikke har givet noget skriftligt Tilsagn om sin Deeltagelse, end mindre beseglet det ovenfor omtalte Forbundsbrev. Thi hvis hans Navn eller Segl havde staaet der, vilde Danekongen neppe have ladet det gaa upaatalt hen; nu derimod ville vi see, at denne, uagtet Hertug Erik havde gjort sig skyldig i grov Uordholdenhed mod ham, dog viste ham en Tillid eller i det mindste Velvilje, som vilde have været utænkelig, om Danekongen havde troet ham deelagtig i Planer mod hans eget Liv. En saadan Deelagtighed vilde vel ogsaa udtrykkeligt have været omtalt.

Under disse aabenbare og hemmelige Forhandlinger gik Tiden hen, indtil det aftalte almindelige Møde skulde holdes. Kong Haakon havde imidlertid, som sagt, begivet sig til Bergen; Hertugerne vare dragne til Upsala og Stockholm, hvor de nu sees at være komne paa en venskabelig Fod med Erkebiskoppen[1]; Kong Byrge var vel endnu ikke vendt tilbage til Sverige, men han var dog allerede factisk anerkjendt som Konge, med fuld Hersker-Ret i den ham bestemte Deel af Riget, og omgiven af mange mægtige svenske Herrer, ja han skjenkede endog allerede den 5te Marts, i Helsingør, Hr. Folke Jonssøn, en af Hertugernes ivrigste Tilhængere, noget Jordegods „til Belønning for troe Tjenester“, et Tegn paa, at Forstaaelsen mellem ham og Brødrene nu i det mindste skulde have Udseendet af at være god[2]. Danekongen havde i April Maaned været over i sine vendiske Besiddelser ved Rostock, fornemmelig for at faa bilagt nogle Stridigheder, han havde haft med Markgreven af Brandenburg. Han ansaa sig altsaa ganske betrygget for noget Angreb fra Sverige eller Norge. Kong Haakon maa have forladt Bergen i de sidste Dage af Juni eller de første af Juli Maaned[3]. Han ledsagedes af Biskop Ketil af Stavanger, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore

  1. Brev af 13de Juni 1310, hvorved det indskærpes at udrede Tiende tilbørligt, Dipl. Sv. No. 1678.
  2. Dipl. Sv. No. 1057. Om Byrges Anerkjendelse i Østergøtland, der skulde være hans Andeel, vidner det, at vi nu finde et østgøtisk Testament-Brev, hvor den sedvanlige Formular om at ville erhverve Kongens, Hertugernes og Lagmandens Besegling til Stadfestelse er optagen.
  3. Hensigten med Kongens Ophold i Bergen denne Gang var neppe nogen anden end at udskrive Stevneleding. Naar større Leding skulde udskrives, begav Kongen sig i Regelen til Bergen.