lig havde til Hensigt at sætte Hertug Valdemar af Sønderjylland paa Tronen, da Jyderne altid ansaa den Abelske Linje, som den ældre, for mere berettiget til Tronen end den yngre Christopherske – hvilket ogsaa var den egentlige Grund til at Marsk Stig og de øvrige Fredløse i sin Tid satte sig op mod Kong Erik Christopherssøn og toge ham af Dage – saa vilde dog neppe de jydske Fyrster see sig istand til at sejre ved egne Kræfter, og Hertug Eriks Bistand vilde derfor være dem yderst velkommen; Hertug Valdemar var desuden selv nær beslægtet med Sophia af Werle og vilde altsaa betragte hendes Mand som en Nærpaarørende, hvortil ogsaa kommer, at Forholdet mellem Valdemar af Jylland og Hertug Erik hidtil ej kan have været andet end heel venskabeligt, endog medens hiin som dansk Vasall deeltog i Krigstog mod Sverige, thi det er bekjendt nok, at mellem Valdemar og Danekongen stod Venskabet paa yderst svage Fødder. Usandsynligt er det heller ikke, at ogsaa den usle Hertug Christopher kan have været hemmelig Deeltager i Forbundet, thi vi have allerede seet, at det ej kostede ham stort at slutte Forbund mod sin egen Broder, naar det gjaldt hans Fordeel; ogsaa han har maaskee smigret sig med Haabet om under den almindelige Forvirring at erhverve Tronen. Som den pommerske Euphemias Mand var han Medlem af den store Familiekreds, hvortil Hertug Valdemar og Nikolas af Werle hørte, og saaledes var det en let Sag, ad denne Vej at bearbejde ham. Om Hertug Erik end ikke gjorde sig noget Haab om at erhverve Danmarks Krone, skjønt intet Maal synes at have været for fjernt eller for højt for hans Ærgjerrighed, saa kunde man dog i det mindste have forespejlet ham Muligheden af at faa Skaane og Bleking, og dette var allerede et Bytte, verdt at stræbe efter. Man er her vistnok berettiget til at slutte fra de danske Stormænds Ferd efter Kong Eriks Død i 1319, til hvorledes de efter al Rimelighed vilde have baaret sig ad allerede i 1310, om deres Plan da var lykkets og Kongen tagen af Dage; det er bekjendt, hvorledes Danmark da, under Christophers kraftløse Regjering, udstykkedes og sønderlemmedes ved Pantsættelser og Forleninger, og hvorledes navnlig Skaane kom under Sveriges og Norges daværende Konge, Hertug Eriks Søn. At Hertug Erik selv ikke, naar Lejligheden gaves, skulde have villet gribe til, og derhos endog gjerne have medvirket til at Lejligheden kom, uden at lade sig afholde af Hensyn til Løfter og nys indgangne Venskabsforbund, er ej at antage; han lod sig i alle Fald ikke trykke af saadanne Hensyn i sin Ferd mod Kong Haakon, for hvilken han dog vel havde noget mere tilovers, end for Danekongen. Derfor er
umiskjendeligt en Sammenhæng mellem hiin Sammensvergelse og det senere Forræderi. Og indrømmes først denne Sammenhæng, følger deraf Hertug Eriks Medviderskab saa at sige ligefrem.
