Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/561

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
539
1310. Hertug Eriks Intriguer.

lig havde til Henſigt at ſætte Hertug Valdemar af Sønderjylland paa Tronen, da Jyderne altid anſaa den Abelſke Linje, ſom den ældre, for mere berettiget til Tronen end den yngre Chriſtopherſke — hvilket ogſaa var den egentlige Grund til at Marſk Stig og de øvrige Fredløſe i ſin Tid ſatte ſig op mod Kong Erik Chriſtophersſøn og toge ham af Dage — ſaa vilde dog neppe de jydſke Fyrſter ſee ſig iſtand til at ſejre ved egne Kræfter, og Hertug Eriks Biſtand vilde derfor være dem yderſt velkommen; Hertug Valdemar var desuden ſelv nær beſlægtet med Sophia af Werle og vilde altſaa betragte hendes Mand ſom en Nærpaarørende, hvortil ogſaa kommer, at Forholdet mellem Valdemar af Jylland og Hertug Erik hidtil ej kan have været andet end heel venſkabeligt, endog medens hiin ſom danſk Vaſall deeltog i Krigstog mod Sverige, thi det er bekjendt nok, at mellem Valdemar og Danekongen ſtod Venſkabet paa yderſt ſvage Fødder. Uſandſynligt er det heller ikke, at ogſaa den uſle Hertug Chriſtopher kan have været hemmelig Deeltager i Forbundet, thi vi have allerede ſeet, at det ej koſtede ham ſtort at ſlutte Forbund mod ſin egen Broder, naar det gjaldt hans Fordeel; ogſaa han har maaſkee ſmigret ſig med Haabet om under den almindelige Forvirring at erhverve Tronen. Som den pommerſke Euphemias Mand var han Medlem af den ſtore Familiekreds, hvortil Hertug Valdemar og Nikolas af Werle hørte, og ſaaledes var det en let Sag, ad denne Vej at bearbejde ham. Om Hertug Erik end ikke gjorde ſig noget Haab om at erhverve Danmarks Krone, ſkjønt intet Maal ſynes at have været for fjernt eller for højt for hans Ærgjerrighed, ſaa kunde man dog i det mindſte have foreſpejlet ham Muligheden af at faa Skaane og Bleking, og dette var allerede et Bytte, verdt at ſtræbe efter. Man er her viſtnok berettiget til at ſlutte fra de danſke Stormænds Ferd efter Kong Eriks Død i 1319, til hvorledes de efter al Rimelighed vilde have baaret ſig ad allerede i 1310, om deres Plan da var lykkets og Kongen tagen af Dage; det er bekjendt, hvorledes Danmark da, under Chriſtophers kraftløſe Regjering, udſtykkedes og ſønderlemmedes ved Pantſættelſer og Forleninger, og hvorledes navnlig Skaane kom under Sveriges og Norges daværende Konge, Hertug Eriks Søn. At Hertug Erik ſelv ikke, naar Lejligheden gaves, ſkulde have villet gribe til, og derhos endog gjerne have medvirket til at Lejligheden kom, uden at lade ſig afholde af Henſyn til Løfter og nys indgangne Venſkabsforbund, er ej at antage; han lod ſig i alle Fald ikke trykke af ſaadanne Henſyn i ſin Ferd mod Kong Haakon, for hvilken han dog vel havde noget mere tilovers, end for Danekongen. Derfor er

    umiskjendeligt en Sammenhæng mellem hiin Sammenſvergelſe og det ſenere Forræderi. Og indrømmes førſt denne Sammenhæng, følger deraf Hertug Eriks Medviderſkab ſaa at ſige ligefrem.