Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/56

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
34
Erik Magnussøn.

og navnlig om Erkebiskoppens Myntret, tilbagekalde, og denne Tilbagekaldelse oplæste Hr. Bjarne af Giske selv offentligt i Kongsgaarden[1], selvsamme Dag, Erkebiskoppen forlod Bergen. Da Efterretningen herom naaede Erkebiskoppen, kunde han ikke længer være bekjendt at tilbageholde den Bannstraale, hvormed han saa ofte havde truet, men excommunicerede Hr. Bjarne saavel som Hr. Andres Plytt, og sendte Brevet herom til Biskop Narve, der ogsaa højtideligt forkyndte eller lod forkynde Bannsættelsen[2]. Det maa ansees som et Slags Maadehold fra Erkebiskoppens Side, baade at han ventede saa længe med Bannsættelsen, og at han kun rettede den mod tvende af Raadet, uagtet man af de strax paafølgende Begivenheder seer, at de øvrige Regjeringsmedlemmer vare ganske enige med de tvende bannsatte. Især er det merkeligt, at Hr. Audun Hugleikssøn undgik Excommunication, da han dog paa denne Tid, som Kongens Frænde, regnedes for den ypperste i Raadet[3]. Men man seer rigtignok, at Hr. Audun netop i denne Tid skjenkede 5 Maanedmaters Bool Jord til Munkeliv Kloster[4]; maaskee lykkedes det ham ved slige store Gaver at vinde flere af de formaaende Gejstlige for sig. Sandsynligviis have vel ogsaa Bjarne og Andres Plytt været de virksomste til at faa de for Gejstligheden saa forhadte Bestemmelser drevne igjennem. Erkebiskoppen kunde imidlertid gjerne for den Sags Skyld have bannsat dem alle tilhobe, thi der stode de alle som een; i Stedet for, at man ifølge et af Hovedbudene ved Bannsættelser skulde unddrage sig fra alt Samkvem med de Bannsatte, gjorde de øvrige Høvdinger lig netop Umag for at tilkjendegive, hvor lidet de agtede Bannstraalen, ej alene ved at omgaaes lige saa fortroligt med Hr. Bjarne, Hr. Andres og Hr. Hallkell, som før, og faa andre til at omgaaes dem paa samme Maade, men endog ved at vise dem langt større Ære end forhen. Hvor lidet de verdslige Høvdinger ensede Bannet, saa man især da Andres Plytt kort efter døde, førend han endnu havde faaet Absolution. Han skulde naturligviis ikke begraves ved nogen Kirke, men Høvdingerne lode ham lige fuldt højtide-

  1. Se Vidnesbyrdet af 1291.
  2. Dette fremgaar af Udtrykkene i det nedenfor meddeelte Pavebrev af 1285, „at Biskoppen (d. e. Narve i Bergen) gjorde sin Skyldighed, efter at Erkebiskoppen ved sit Brev havde erklæret Andres Plytt og Bjarne bannsatte“. Paa samme Maade lod Erkebiskop Jørund, Jons Eftermand, senere Biskop Narve lyse Jon Brynjulfssøn i Bann; Arne Biskops Saga Cap. 70.
  3. Arne B. Saga, Cap. 31.
  4. Hr. Auduns Brev af 27de Sept. 1281 i Munkelivs Brevbog S. 166, hvorved han skjenker 5 Maanedmatbool i Unnarseter i Søndfjord til Munkeliv Kloster „som mig og mine Forfædre altid har været og fremdeles skal være kjær i gudelig Agt“.