Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/56

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34
Erik Magnusſøn.

og navnlig om Erkebiſkoppens Myntret, tilbagekalde, og denne Tilbagekaldelſe oplæſte Hr. Bjarne af Giſke ſelv offentligt i Kongsgaarden[1], ſelvſamme Dag, Erkebiſkoppen forlod Bergen. Da Efterretningen herom naaede Erkebiſkoppen, kunde han ikke længer være bekjendt at tilbageholde den Bannſtraale, hvormed han ſaa ofte havde truet, men excommunicerede Hr. Bjarne ſaavel ſom Hr. Andres Plytt, og ſendte Brevet herom til Biſkop Narve, der ogſaa højtideligt forkyndte eller lod forkynde Bannſættelſen[2]. Det maa anſees ſom et Slags Maadehold fra Erkebiſkoppens Side, baade at han ventede ſaa længe med Bannſættelſen, og at han kun rettede den mod tvende af Raadet, uagtet man af de ſtrax paafølgende Begivenheder ſeer, at de øvrige Regjeringsmedlemmer vare ganſke enige med de tvende bannſatte. Iſær er det merkeligt, at Hr. Audun Hugleiksſøn undgik Excommunication, da han dog paa denne Tid, ſom Kongens Frænde, regnedes for den ypperſte i Raadet[3]. Men man ſeer rigtignok, at Hr. Audun netop i denne Tid ſkjenkede 5 Maanedmaters Bool Jord til Munkeliv Kloſter[4]; maaſkee lykkedes det ham ved ſlige ſtore Gaver at vinde flere af de formaaende Gejſtlige for ſig. Sandſynligviis have vel ogſaa Bjarne og Andres Plytt været de virkſomſte til at faa de for Gejſtligheden ſaa forhadte Beſtemmelſer drevne igjennem. Erkebiſkoppen kunde imidlertid gjerne for den Sags Skyld have bannſat dem alle tilhobe, thi der ſtode de alle ſom een; i Stedet for, at man ifølge et af Hovedbudene ved Bannſættelſer ſkulde unddrage ſig fra alt Samkvem med de Bannſatte, gjorde de øvrige Høvdinger lig netop Umag for at tilkjendegive, hvor lidet de agtede Bannſtraalen, ej alene ved at omgaaes lige ſaa fortroligt med Hr. Bjarne, Hr. Andres og Hr. Hallkell, ſom før, og faa andre til at omgaaes dem paa ſamme Maade, men endog ved at viſe dem langt ſtørre Ære end forhen. Hvor lidet de verdslige Høvdinger enſede Bannet, ſaa man iſær da Andres Plytt kort efter døde, førend han endnu havde faaet Abſolution. Han ſkulde naturligviis ikke begraves ved nogen Kirke, men Høvdingerne lode ham lige fuldt højtide-

  1. Se Vidnesbyrdet af 1291.
  2. Dette fremgaar af Udtrykkene i det nedenfor meddeelte Pavebrev af 1285, „at Biſkoppen (d. e. Narve i Bergen) gjorde ſin Skyldighed, efter at Erkebiſkoppen ved ſit Brev havde erklæret Andres Plytt og Bjarne bannſatte“. Paa ſamme Maade lod Erkebiſkop Jørund, Jons Eftermand, ſenere Biſkop Narve lyſe Jon Brynjulfsſøn i Bann; Arne Biſkops Saga Cap. 70.
  3. Arne B. Saga, Cap. 31.
  4. Hr. Auduns Brev af 27de Sept. 1281 i Munkelivs Brevbog S. 166, hvorved han ſkjenker 5 Maanedmatbool i Unnarſeter i Søndfjord til Munkeliv Kloſter „ſom mig og mine Forfædre altid har været og fremdeles ſkal være kjær i gudelig Agt“.