Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/556

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
534
Haakon Magnusſøn.

var vel for Hertug Erik den vigtigſte, og den, for hvis Skyld han egentlig havde ſluttet den hele Tractat. Den berørte viſtnok et i Tronfølgeloven ikke omtalt eller forudſat Tilfælde, men hvis Omſtændighederne havde føjet ſig ſaaledes, at den var traadt i Kraft, vilde Følgen dog have været den, at de Beſtemmelſer om Rigsſtyrelſen, der ledſagede Tronfølgeloven, ikke vilde blive tagne til Følge; thi naar Hertug Erik førſt havde faaet Rigsſtyrelſen i Hænde, er det ikke rimeligt at han, om han bagefter fik en Søn, ſkulde have overladt Regjeringen til andre. At en ſaa forſtandig Mand, ſom Kong Haakon var, ej ſkulde have forudſeet Muligheden heraf, ſynes utænkeligt, og derfor bliver det højſt merkverdigt, ja næſten uforklarligt, at han nu bekvemmede ſig til at ſamtykke deri, da man dog ikke kan ſige at han var mere tvungen af Omſtændighederne end før. Enten maa man altſaa antage at Gjenerhvervelſen af Kongehelle Slot og Halland for enhver Priis nu var ham Hovedſagen, eller at han ſtolede paa at det forudſatte Tilfælde ej i Virkeligheden vilde indtræde.

8. Hvad Breve der vare udſtedte til Fordeel for Dronning Euphemia, ſkulde blive i Kraft.

9. Aatte Dage efter Philippi og Jacobi Dag (altſaa 8de Mai) vil Kongen møde Hertugerne i Balgø[1], for da at afſlutte den endelige Overeenskomſt med dem. Ligeledes ſkulde til ſelve Philippi og Jacobi Dag alle Fanger fra begge Sider ſættes paa fri Fod, ſaafremt de øvrige her givne Løfter bleve opfyldte.

Men foruden de her ſkriftligt opførte Puncter maa der have været andre, ſom mundtligt bleve aftalte, navnligen at Hertug Erik ſkulde afſkedige ſine fremmede Krigsfolk. Thi Hertug Erik gjorde nu virkelig Alvor heraf. Saa ſnart han var kommen hjem, ſiges der, lod han kundgjøre for alle Udlændingerne i ſin Hær, at han ſtrax efter Paaſketid vilde give dem deres Afſked og udbetale deres Tilgodehavende, hvorefter de ſkulde forføje ſig ud af Riget. Og da Paaſken kom, gjorde han et ſtort „Hof“, det vil ſige: havde en ſtor Forſamling hos M„ i Ljodhuus, hvor det ſkal have gaaet prægtigt til, og hvor de fremmede Krigere ej alene fik ſin Løn, men og, ſom det ſynes, ſtore Foræringer, medens mange af dem derhos bleve ſlagne til Riddere. Derpaa bleve de hjemſendte, og ſaaledes var endelig denne farlige Anſtødsſteen mod en almindelig Fred bortryddet. Man ſeer desuden af de overordentlige og tunge Skatter, han maatte paalægge for at betale og underholde Krigsfolket, at han ſelv allerede havde Møje med at finde Udvej dertil, og da Folket

  1. Balgø, ej langt fra Vardberg, er allerede ovenfor omtalt.