var vel for Hertug Erik den vigtigste, og den, for hvis Skyld han egentlig havde sluttet den hele Tractat. Den berørte vistnok et i Tronfølgeloven ikke omtalt eller forudsat Tilfælde, men hvis Omstændighederne havde føjet sig saaledes, at den var traadt i Kraft, vilde Følgen dog have været den, at de Bestemmelser om Rigsstyrelsen, der ledsagede Tronfølgeloven, ikke vilde blive tagne til Følge; thi naar Hertug Erik først havde faaet Rigsstyrelsen i Hænde, er det ikke rimeligt at han, om han bagefter fik en Søn, skulde have overladt Regjeringen til andre. At en saa forstandig Mand, som Kong Haakon var, ej skulde have forudseet Muligheden heraf, synes utænkeligt, og derfor bliver det højst merkverdigt, ja næsten uforklarligt, at han nu bekvemmede sig til at samtykke deri, da man dog ikke kan sige at han var mere tvungen af Omstændighederne end før. Enten maa man altsaa antage at Gjenerhvervelsen af Kongehelle Slot og Halland for enhver Priis nu var ham Hovedsagen, eller at han stolede paa at det forudsatte Tilfælde ej i Virkeligheden vilde indtræde.
8. Hvad Breve der vare udstedte til Fordeel for Dronning Euphemia, skulde blive i Kraft.
9. Aatte Dage efter Philippi og Jacobi Dag (altsaa 8de Mai) vil Kongen møde Hertugerne i Balgø[1], for da at afslutte den endelige Overeenskomst med dem. Ligeledes skulde til selve Philippi og Jacobi Dag alle Fanger fra begge Sider sættes paa fri Fod, saafremt de øvrige her givne Løfter bleve opfyldte.
Men foruden de her skriftligt opførte Puncter maa der have været andre, som mundtligt bleve aftalte, navnligen at Hertug Erik skulde afskedige sine fremmede Krigsfolk. Thi Hertug Erik gjorde nu virkelig Alvor heraf. Saa snart han var kommen hjem, siges der, lod han kundgjøre for alle Udlændingerne i sin Hær, at han strax efter Paasketid vilde give dem deres Afsked og udbetale deres Tilgodehavende, hvorefter de skulde forføje sig ud af Riget. Og da Paasken kom, gjorde han et stort „Hof“, det vil sige: havde en stor Forsamling hos M„ i Ljodhuus, hvor det skal have gaaet prægtigt til, og hvor de fremmede Krigere ej alene fik sin Løn, men og, som det synes, store Foræringer, medens mange af dem derhos bleve slagne til Riddere. Derpaa bleve de hjemsendte, og saaledes var endelig denne farlige Anstødssteen mod en almindelig Fred bortryddet. Man seer desuden af de overordentlige og tunge Skatter, han maatte paalægge for at betale og underholde Krigsfolket, at han selv allerede havde Møje med at finde Udvej dertil, og da Folket
- ↑ Balgø, ej langt fra Vardberg, er allerede ovenfor omtalt.
