Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/550

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
528
Haakon Magnusſøn.

han til Jønkøpings Slot, ſom Kong Byrge allerede havde forladt for at deeltage i Nykøpings Belejring; Slottet blev ſtormet og brændt, og Hertugen fortſatte nu ſin Vej til Axvalla ved Skara i Veſtergøtland, hvor han opbød Veſtgøterne, for, ſom han ſagde, at møde Danekongen. Det var altſaa maaſkee hans Henſigt at afſkjære ham Tilbagetoget, og Danekongens Stilling var i Sandhed heel betænkelig, mellem Havet i Øſt, Mælaren og uvejſomme Skovegne i Nord, de ikke mindre uvejſomme ſmaalandſke Skove og Sumpe i Syd, og Hovedvejen, ad hvilken Tilbagetoget alene kunde ſkee, i Hertugens Hænder. Derhos var Vintren allerede begyndt, Kulden følelig, og Landet i en viid Omkreds udtømt, ſaa at Danerne begyndte at lide Briſt paa Levnetsmidler[1]. Snart blev Mangelen uudholdelig; mange ſkulle være omkomne af Hunger, og der tales endog om, at der ej fandtes tilſtrækkeligt Vand, maaſkee formedelſt Kulden; der udbrød Sygdomme i Hæren, og Krigsmændene begyndte at gjøre Mytteri. Der ſiges etſteds, at Hertugerne ſkulle have beſtukket flere af de danſke Herrer[2]; men det er i alle Fald ej nødvendigt at forklare Mytteriet af den Aarſag, thi alle erfarne og fornuftige Krigsmænd maatte indſee, at Kongen havde begaaet den ſtørſte Uforſigtighed ved at trænge ſaa langt ind i et fiendtligt og uvejſomt Land paa denne Tid af Aaret, uden at have ſikret ſig Tilbagetoget, og deres Harme over at være bragte i en ſaadan Fare maatte være ſaa meget ſtørre, ſom Toget ej ſkede til Danmarks Fordeel, men alene for at hjelpe en fremmed Konge og tilfredsſtille Danekongens perſonlige Hevnlyſt. Det er ſaaledes let at forſtaa, hvorledes Efterretningen om at Hertug Erik havde indtaget en Stilling, hvorved han kunde afſkjære Danehæren Tilbagetoget, kunde bringe det dertil, at en ſtor Deel af den danſke Hær rinder Anførſel af endeel af de fornemſte Adelsmænd ſkilte ſig fra Hovedhæren og ſnareſt muligt ilede hjem. Dette havde til Følge, at Kong Erik ſelv ſtrax efter maatte bryde op. Hans Folk befandt ſig da i den ynkeligſte Forfatning; en Mængde Heſte vare omkomne, ſaa at mange af de forrige Ryttere nu maatte gaa til Fods, og Stedet, hvor Lejren havde ſtaaet, ſiden var kjendeligt nok ved de mange Heſtebeen, der laa ſtrøede omkring[3]. Kong Erik ſkal af Harme have herjet frygteligt paa Tilbagevejen, dog varede dette vel neppe længere end til han havde haft en Sammenkomſt med Hertugen. Hvor dette var,

  1. Kirchberg beſkriver i ſin meklenburgſke Riimkrønike (l. c.) Nøden og Mangelen i den danſke Hær l ſærdeles ſterke Udtryk.
  2. Huitfeld S. 337. Han nævner endog Anførerne for de oprørſke Krigere, Nikolas Brokk, Timme Laurentsſøn og Nikolas Uffesſøn, tilføjende at Hertugen ſkulde have beſtukket dem ved Penge og Løfter.
  3. Riimkrøniken S. 40.