Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/550

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
528
Haakon Magnussøn.

han til Jønkøpings Slot, som Kong Byrge allerede havde forladt for at deeltage i Nykøpings Belejring; Slottet blev stormet og brændt, og Hertugen fortsatte nu sin Vej til Axvalla ved Skara i Vestergøtland, hvor han opbød Vestgøterne, for, som han sagde, at møde Danekongen. Det var altsaa maaskee hans Hensigt at afskjære ham Tilbagetoget, og Danekongens Stilling var i Sandhed heel betænkelig, mellem Havet i Øst, Mælaren og uvejsomme Skovegne i Nord, de ikke mindre uvejsomme smaalandske Skove og Sumpe i Syd, og Hovedvejen, ad hvilken Tilbagetoget alene kunde skee, i Hertugens Hænder. Derhos var Vintren allerede begyndt, Kulden følelig, og Landet i en viid Omkreds udtømt, saa at Danerne begyndte at lide Brist paa Levnetsmidler[1]. Snart blev Mangelen uudholdelig; mange skulle være omkomne af Hunger, og der tales endog om, at der ej fandtes tilstrækkeligt Vand, maaskee formedelst Kulden; der udbrød Sygdomme i Hæren, og Krigsmændene begyndte at gjøre Mytteri. Der siges etsteds, at Hertugerne skulle have bestukket flere af de danske Herrer[2]; men det er i alle Fald ej nødvendigt at forklare Mytteriet af den Aarsag, thi alle erfarne og fornuftige Krigsmænd maatte indsee, at Kongen havde begaaet den største Uforsigtighed ved at trænge saa langt ind i et fiendtligt og uvejsomt Land paa denne Tid af Aaret, uden at have sikret sig Tilbagetoget, og deres Harme over at være bragte i en saadan Fare maatte være saa meget større, som Toget ej skede til Danmarks Fordeel, men alene for at hjelpe en fremmed Konge og tilfredsstille Danekongens personlige Hevnlyst. Det er saaledes let at forstaa, hvorledes Efterretningen om at Hertug Erik havde indtaget en Stilling, hvorved han kunde afskjære Danehæren Tilbagetoget, kunde bringe det dertil, at en stor Deel af den danske Hær rinder Anførsel af endeel af de fornemste Adelsmænd skilte sig fra Hovedhæren og snarest muligt ilede hjem. Dette havde til Følge, at Kong Erik selv strax efter maatte bryde op. Hans Folk befandt sig da i den ynkeligste Forfatning; en Mængde Heste vare omkomne, saa at mange af de forrige Ryttere nu maatte gaa til Fods, og Stedet, hvor Lejren havde staaet, siden var kjendeligt nok ved de mange Hestebeen, der laa strøede omkring[3]. Kong Erik skal af Harme have herjet frygteligt paa Tilbagevejen, dog varede dette vel neppe længere end til han havde haft en Sammenkomst med Hertugen. Hvor dette var,

  1. Kirchberg beskriver i sin meklenburgske Riimkrønike (l. c.) Nøden og Mangelen i den danske Hær l særdeles sterke Udtryk.
  2. Huitfeld S. 337. Han nævner endog Anførerne for de oprørske Krigere, Nikolas Brokk, Timme Laurentssøn og Nikolas Uffessøn, tilføjende at Hertugen skulde have bestukket dem ved Penge og Løfter.
  3. Riimkrøniken S. 40.