Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
33
1281. Fornyet Strid mellem Erkebiſkoppen og Høvdingerne.

Ophør ſynes derfor et Høvdingemøde at have været holdt, for at gjentage de afbrudte Forhandlinger om Stridspunkter mellem Kirkens og Kronens Repræſentanter, og, om muligt, bringe et Forlig til Veje. Men hertil vare dog Gemytterne paa begge Sider alt for ophidſede mod hinanden, og det er iſær tydeligt at ſee, at de verdslige Høvdinger nu ganſke lode det Maadehold fare, ſom de hidtil havde viiſt, ſaa længe det vigtige Giftermaals-Anliggende endnu ej var bragt paa det Rene, og muligtviis kunde lide Forhindring eller Skade ved et aabenbart Brud mellem dem og de gejſtlige Herrer. Striden luede derfor ſtrax op i fuld Flamme, og Bryllupsfeſten var, ſom nys bemerket, den ſidſte Lejlighed, hvorved man ſaa begge Parter nogenledes fredeligt tilſammen. Hvorledes Forhandlingerne begyndte, vides ikke, men ſaa meget kan man ſkjønne, at Erkebiſkoppen atter paa det indſtændigſte maa have fordret de forhadte Beſtemmelſer i Lovbogen ophævede, og at han paany har mindet om den Bannsſtraf, man paadrog ſig ved at paabyde og overholde Beſtemmelſer, ſigtende til at formindſke Kirkens Frihed og Indtægter. Men alle Foreſtillinger vare uvirkſomme, og den Truſel at appellere til Paven, ſom de verdslige Høvdinger oftere havde fremſat, blev nu endelig udført[1]. Herover blev Erkebiſkoppen ſaa forbitret, at han afbrød Forhandlingerne og forlod Bergen. Høvdingerne lode ſig imidlertid ikke afſkrække derved, men lagde kun end tydeligere ſin Henſigt for Dagen at berøve Kirken alle eller de fleſte af de Friheder, den havde erhvervet i Kong Magnus’s Tid, ſaavel bed Compoſitionen, ſom ved ſærſkilte Kongebreve. De erklærede de nye Tiendebeſtemmelſer for ulovlige og utaalelige Tiltag fra Kirkens Side, og fattede, ſom man af ſenere Hentydninger kan ſlutte, en formelig Beſlutning om deres Afſkaffelſe, ja man maa endog antage, at de have erklæret Compoſitionen ſelv ophævet, under Paaſkud af, at Erkebiſkoppen ikke ſamvittighedsfuldt havde overholdt den. De vilde naturligviis intet mere høre om Erkebiſkoppens nye Chriſtenret, hvor dette Tiendeſtatut bar optaget, men erklærede, at ingen verdslig Lov ſkulde gjelde uden den nye Lovbog, og ingen anden Chriſtenret end den, der bar vedtagen i 1244, ligeſom de overhoved ſøgte at bringe Kirken tilbage i den ſamme Stilling, ſom den indtog i Erkebiſkop Sigurds Tid[2]. De gik endog ſaavidt, at de i Kongens Navn lode Kong Magnus’s ovenfor omtalte Brev af 13de September 1277, om udvidede Friheder for Kirken,

  1. Dette ſees tydeligſt af Vidnesbyrdet af 1291, Dipl. Norv. III. No. 30.
  2. Dette kan iſær ſluttes af nys nævnte Vidnesbyrd, ſammenholdt med Arne Biſkops Saga Cap. 36. Vidnesbyrdet omhandler kun hvad Bjarne Erlingsſøn havde foretaget ſig i Haalogaland, men det forſtaar ſig af ſig ſelv, at ogſaa de øvrige Høvdinger gjorde lignende Skridt, hver i fin Sysſel, om de end ikke gik fuldt ſaa vidt ſom Bjarne.