Ophør synes derfor et Høvdingemøde at have været holdt, for at gjentage de afbrudte Forhandlinger om Stridspunkter mellem Kirkens og Kronens Repræsentanter, og, om muligt, bringe et Forlig til Veje. Men hertil vare dog Gemytterne paa begge Sider alt for ophidsede mod hinanden, og det er især tydeligt at see, at de verdslige Høvdinger nu ganske lode det Maadehold fare, som de hidtil havde viist, saa længe det vigtige Giftermaals-Anliggende endnu ej var bragt paa det Rene, og muligtviis kunde lide Forhindring eller Skade ved et aabenbart Brud mellem dem og de gejstlige Herrer. Striden luede derfor strax op i fuld Flamme, og Bryllupsfesten var, som nys bemerket, den sidste Lejlighed, hvorved man saa begge Parter nogenledes fredeligt tilsammen. Hvorledes Forhandlingerne begyndte, vides ikke, men saa meget kan man skjønne, at Erkebiskoppen atter paa det indstændigste maa have fordret de forhadte Bestemmelser i Lovbogen ophævede, og at han paany har mindet om den Bannsstraf, man paadrog sig ved at paabyde og overholde Bestemmelser, sigtende til at formindske Kirkens Frihed og Indtægter. Men alle Forestillinger vare uvirksomme, og den Trusel at appellere til Paven, som de verdslige Høvdinger oftere havde fremsat, blev nu endelig udført[1]. Herover blev Erkebiskoppen saa forbitret, at han afbrød Forhandlingerne og forlod Bergen. Høvdingerne lode sig imidlertid ikke afskrække derved, men lagde kun end tydeligere sin Hensigt for Dagen at berøve Kirken alle eller de fleste af de Friheder, den havde erhvervet i Kong Magnus’s Tid, saavel bed Compositionen, som ved særskilte Kongebreve. De erklærede de nye Tiendebestemmelser for ulovlige og utaalelige Tiltag fra Kirkens Side, og fattede, som man af senere Hentydninger kan slutte, en formelig Beslutning om deres Afskaffelse, ja man maa endog antage, at de have erklæret Compositionen selv ophævet, under Paaskud af, at Erkebiskoppen ikke samvittighedsfuldt havde overholdt den. De vilde naturligviis intet mere høre om Erkebiskoppens nye Christenret, hvor dette Tiendestatut bar optaget, men erklærede, at ingen verdslig Lov skulde gjelde uden den nye Lovbog, og ingen anden Christenret end den, der bar vedtagen i 1244, ligesom de overhoved søgte at bringe Kirken tilbage i den samme Stilling, som den indtog i Erkebiskop Sigurds Tid[2]. De gik endog saavidt, at de i Kongens Navn lode Kong Magnus’s ovenfor omtalte Brev af 13de September 1277, om udvidede Friheder for Kirken,
- ↑ Dette sees tydeligst af Vidnesbyrdet af 1291, Dipl. Norv. III. No. 30.
- ↑ Dette kan især sluttes af nys nævnte Vidnesbyrd, sammenholdt med Arne Biskops Saga Cap. 36. Vidnesbyrdet omhandler kun hvad Bjarne Erlingssøn havde foretaget sig i Haalogaland, men det forstaar sig af sig selv, at ogsaa de øvrige Høvdinger gjorde lignende Skridt, hver i fin Syssel, om de end ikke gik fuldt saa vidt som Bjarne.
