Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/549

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
527
1309. Kong Eriks Tilbagetog fra Nykøping.

borg; da Kongen ſiden kom efter, opgav han ogſaa denne Stilling, og drog over Holaveden til ſin Ættegaard Bjelbo. Imidlertid tog Kong Byrge Jønkøpings Slot i Beſiddelſe med ſine Riddere og Svenne, lod de forfaldne Befeſtninger i Haſt udbedre, ſkjønt kun med Træ, da der var ondt for Steen, og drev alt det Kvæg, Faar og andet Fæ, der fandtes i Omegnen, derind og ſlagtede det ned, for at Borgen kunde holde ſig en Stund, om Hertugen belejrede den. Danekongen ſøgte imidlertid at omgaa Holaveden, men Hertugen mødte ham ved et Pas, hvor der, ſom det heder, vilde være kommet til Slag, hvis ikke Matthias Ketilmundsſøn, der førte Merket, havde ſtyrtet med ſin Heſt, ſaa at Merkesſtangen gik af. Dette betragtede de Svenſke ſom et uheldigt Varſel; maaſkee udlagde Hertugen det ſelv ſaaledes, for at have Paaſkud til fremdeles at trække ſig tilbage. Erik begav ſig til Kalmar, og Valdemar, der maaſkee havde været med ham den hele Tid, eller maaſkee nu førſt begivet ſig til Hæren, gik til Stockholm for at drive paa nye Udruſtninger[1]. Kong Erik drog derimod med Danehæren til Nykøping, ſom han begyndte at belejre, hvad enten han nu anſaa dette Slot for Nøglen til Svithjod, eller han betragtede det ſom en ſærdeles Tilfredsſtillelſe at kunne indtage og maaſkee ødelægge det Slot, hvor hans Svoger havde ſiddet fangen. Men Slottet var ſterkt befæſtet og Beſætningen tapper; Kong Eriks ſtore Hær og glimrende Riddere kunde intet udrette imod den, og Belejringen drog ſig i Langdrag. Imidlertid udviklede Hertugerne en ſtor Virkſomhed. Fra Stockholm, hvor Erik ogſaa for nogle Dage havde begivet ſig hen, udſkreve de hos Indbyggerne af Tiundaland og maaſkee alle Landſkaber om Mælaren en betydelig Krigshjelp in natura, og befalede at de tilligemed denne ſkulde ſende alle Fartøjer, der kunde bære flere end 20 Mand, til Stockholm, og nedſænke de øvrige, for at Fienden ej ſkulde bruge dem til deres Skade, ſamt at een Mand med Heſt og Vaaben af hver Havn ſkulde holde ſig ferdig Nat og Dag til at afgaa til Hæren, naar Tilſagn kom enten fra dem ſelv eller Lagmanden, Byrge Petersſøn[2]. Derpaa ilede Hertug Erik tilbage til Kalmar, hvor han fik en betimelig Hjelp af tydſke Lejetropper, der kom paa tvende Fartøjer; ligeledes drog han endeel af Beſætningen[3] paa Kalmar og Vardberg til ſig. Med den ſaaledes forſterkede Hær drog

  1. Riimkrøniken nævner overalt kun Hertug Erik, ſaa at det aldeles ikke er viſt, at Valdemar ledſagede ham paa Toget mod den danſke Grændſe, og ej var bleven tilbage for at lede Udruſtningerne i det øvre Sverige. Dette var i det mindſte ſenere Tilfældet.
  2. Dipl. Sv. No. 1636.
  3. De kaldes i Riimkrøniken „Borgare“, hvilket ej maa overſættes med vort nuværende „Borgere“, ſe ovf. IV. 1. S. 444.