Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/549

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
527
1309. Kong Eriks Tilbagetog fra Nykøping.

borg; da Kongen siden kom efter, opgav han ogsaa denne Stilling, og drog over Holaveden til sin Ættegaard Bjelbo. Imidlertid tog Kong Byrge Jønkøpings Slot i Besiddelse med sine Riddere og Svenne, lod de forfaldne Befestninger i Hast udbedre, skjønt kun med Træ, da der var ondt for Steen, og drev alt det Kvæg, Faar og andet Fæ, der fandtes i Omegnen, derind og slagtede det ned, for at Borgen kunde holde sig en Stund, om Hertugen belejrede den. Danekongen søgte imidlertid at omgaa Holaveden, men Hertugen mødte ham ved et Pas, hvor der, som det heder, vilde være kommet til Slag, hvis ikke Matthias Ketilmundssøn, der førte Merket, havde styrtet med sin Hest, saa at Merkesstangen gik af. Dette betragtede de Svenske som et uheldigt Varsel; maaskee udlagde Hertugen det selv saaledes, for at have Paaskud til fremdeles at trække sig tilbage. Erik begav sig til Kalmar, og Valdemar, der maaskee havde været med ham den hele Tid, eller maaskee nu først begivet sig til Hæren, gik til Stockholm for at drive paa nye Udrustninger[1]. Kong Erik drog derimod med Danehæren til Nykøping, som han begyndte at belejre, hvad enten han nu ansaa dette Slot for Nøglen til Svithjod, eller han betragtede det som en særdeles Tilfredsstillelse at kunne indtage og maaskee ødelægge det Slot, hvor hans Svoger havde siddet fangen. Men Slottet var sterkt befæstet og Besætningen tapper; Kong Eriks store Hær og glimrende Riddere kunde intet udrette imod den, og Belejringen drog sig i Langdrag. Imidlertid udviklede Hertugerne en stor Virksomhed. Fra Stockholm, hvor Erik ogsaa for nogle Dage havde begivet sig hen, udskreve de hos Indbyggerne af Tiundaland og maaskee alle Landskaber om Mælaren en betydelig Krigshjelp in natura, og befalede at de tilligemed denne skulde sende alle Fartøjer, der kunde bære flere end 20 Mand, til Stockholm, og nedsænke de øvrige, for at Fienden ej skulde bruge dem til deres Skade, samt at een Mand med Hest og Vaaben af hver Havn skulde holde sig ferdig Nat og Dag til at afgaa til Hæren, naar Tilsagn kom enten fra dem selv eller Lagmanden, Byrge Peterssøn[2]. Derpaa ilede Hertug Erik tilbage til Kalmar, hvor han fik en betimelig Hjelp af tydske Lejetropper, der kom paa tvende Fartøjer; ligeledes drog han endeel af Besætningen[3] paa Kalmar og Vardberg til sig. Med den saaledes forsterkede Hær drog

  1. Riimkrøniken nævner overalt kun Hertug Erik, saa at det aldeles ikke er vist, at Valdemar ledsagede ham paa Toget mod den danske Grændse, og ej var bleven tilbage for at lede Udrustningerne i det øvre Sverige. Dette var i det mindste senere Tilfældet.
  2. Dipl. Sv. No. 1636.
  3. De kaldes i Riimkrøniken „Borgare“, hvilket ej maa oversættes med vort nuværende „Borgere“, se ovf. IV. 1. S. 444.