Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/547

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
525
1309. Samtidigt Indfald i Sverige fra Norge og Danmark.

ſkee ſenere er ført fra Danmark til Sverige[1]. Ogſaa Kong Byrge fulgte med, uden at enſe den Eed, han havde aflagt i Nykøping, ej at ville føre en udenlandſk fiendtlig Hær ind i Riget; men han betragtede ſig vel for længe ſiden løſt fra Eden, fordi Biſkopperne af Skara og Linkøping allerede efter hans Flugt og Kong Eriks Sommertog i 1308 havde anklaget ham for at have brudt Forliget, og erklæret at ville forfølge ham til Banns Straf, hvorimod han paa ſin Side havde udſtedt en højtidelig Proteſt (11te Marts 1309) og henſkudt ſin Sag under Pavens egen Domſtol, paaſtaaende at de ſvenſke Biſkopper, ſom Hertugens Venner, ej vare competente til at dømme ham[2]. Til ſamme Tid ruſtede ogſaa Kong Haakon ſig for at drage til Elven og tage Ragnhildarholms Slot og Baahuus tilbage, og der er al Sandſynlighed for, at han og Kong Erik have aftalt at gjøre Angrebet ſamtidigt, for at nøde Hertugerne til at dele ſine Stridskræfter. I ſaa Fald gjorde de nu det ſamme ſom Hertugerne Vintren forud havde gjort mod Norge. Men aldrig viiſte Hertug Eriks overlegne ſtrategiſke Dygtighed ſig i et mere glimrende Lys, end under denne Fare. Han ſamlede alle ſine Krigere og ſaa ſig ſnart i Spidſen for en betydelig Hær, om end ikke ſaa ſtor ſom den danſke; med denne Styrke ilede han ned mod den ſmaalandſke Grændſe for at møde Danekongen, der nu, ligeſom de ſidſt foregaaende Gange, ſynes at have ladet ſine Tropper ſamle ſig ved Ødknaljung Slot for derfra at trænge ind i Smaaland opad den Vej, der fører langs Laga-Aa forbi Markaryd, Ljungby, Berga o. ſ. v. til Jønkøping. Hertugerne kom uden Hinder lige ned til Grændſen, førend Danekongen havde tiltraadt Marſchen. Hertug Erik overbeviiſte ſig dog ſnart om, at Danehæren var for ſtor til at han kunde tænke paa at binde an med den i

  1. Det er, ſaa vidt vides, alene Huitfeld, der angiver det ſtore Antal. Riimkrøniken taler kun om 100 fremmede Riddere med 320 Øre„ thi Læſemaaden i Texten „åtta hertoga och landsherra“ er aabenbart urigtig, medens Variantens „å hertugans land at härja“ maa være det rette Detmar ſiger, hvad der vel vil komme Sandheden nærmeſt, at Kong Erik havde „25 Grot Heſte“ (et Grot eller Gros = 12 Duſin, altſaa 3600 Heſte), Henrik af Meklenburg bragte omtrent 400 Mand, ifølge Kirchberg (Weſtphalens Monumenta IV. 788). Denne fortæller, at Kong Erik klagede for Henrik over at Hertugerne havde tilføjet hans Syſter, den ſvenſke Dronning, den Haan at føre hende mellem deres Heſte og ſaaledes tvinge hende til at løbe en halv Miil, medens de rede; er dette ſandt, ſaa maa det vel være ſkeet da Kong Byrge blev fangen paa Haatuna, ſkjønt det vel og kunde have været, da Byrge og Dronningen bleve løsladte fra Nykøping.
  2. Dipl. Sv. No. 1612. Brevet er dateret fra Viborg, og ledſagedes af et Brev, dat. Viborg 19de Marts, til Erkebiſkop Nikolas, med Bøn om gode Raad i denne Sag. Dette Brev ſendtes viſtnok til Norge, hvor Nikolas paa den Tid endnu maa have været.