Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/540

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
518
Haakon Magnussøn.

anden svensk Afdeling under Magnus Christinessøn, Magnus Algotssøn og Erengisl Jønssøn, der ogsaa forsøgte et Angreb paa Nordmændene. Formodentlig vare disse nu bedre paa sin Post, medens de Svenske baade vare faa og deres Fartøjer smaa; Nordmændene kunde deels fra sine høje Skibe, deels fra Klipperne ved Sundet saaledes overvælde dem ved Steenkast og Vaabenbyrd, at de bleve slagne, og Anførerne selv tagne til Fange. De bleve førte i Land, og det var vistnok de norske Befalingsmænds Hensigt at skaane deres Liv, men da kom endeel vilde og ustyrlige Folk stimlende til, vilde, heder det, forsøge om Klingen beed, og hugg alle Fangerne ubarmhjertigt ned[1].

Da dette skede, var dog Kong Haakon allerede med Hovedflaaden kommen til Danmark og havde sluttet Tractaten med Kong Erik. Siden der nu ej længer kunde være Tale om nogen Sammenkomst ved Isefjorden, holdtes Mødet mellem begge Konger i Kjøbenhavn[2]. Under-

    Hertugen virkelig lod Hr. Ivar hederligt begrave, tilføjer han end ydermere udtrykkeligt: „mangen hederlig Mand det saa“, hvilket han ej havde fundet i nødvendigt, dersom Sagen ikke i og for sig var noget usedvanlig. Hertil kommer nu, at de isl. Annaler udtrykkeligt anføre for 1309: „Ivar Jonssøns og hans Broder Thores Fald“; og at disse to Brødre vare Sønner af Jon Rand, sees deraf, at Thores Fald siden, og rigtigere, henføres til Vinterfelttoget 1310, med disse Ord, „der faldt Thore Thinghøvde, Søn af Jon Ivarssøn Raud“. Man kan let forstaa, hvorledes en islandsk Annalist, der om Vaaren 1310 paa een Gang fik Efterretning om begge Brødres Fald, kunde antage, at de virkelig ogsaa faldt paa een Gang. Saaledes er det aabenbart, at Riimkrønikens Joar Jonssøn ikke er nogen anden end Hr. Ivar Jonssøn. Det er ellers uheldigt, at Brevet i Dipl. Norv. III. 92, hvorved Hr. Jon Ivarssøn giver 5 Øres Bool i Baudanger og 1 Øres Bool i Sveinsrud ved Eidsvold til Mariekirken for sin Søn Hr. Ivars Sjæl til hans Aartidehold, ej er dateret, thi ellers vilde vi og derfra kunne hente et yderligere Beviis. Sandsynligviis er det dog fra Høsten 1309, thi var det f. Ex. fra Vaaren eller Sommeren 1310, vilde Hr. Jon vel have givet Gods for begge sine Sønners Sjæle. At Jon endnu levede efter Kongens Tilbagekomst fra Danmarkstoget, skjønt han vel paa Grund af Alderdom ej var med paa dette, sees deraf, at han overvar Kongedatterens Festemaal. Derfor er det, som allerede før bemerket, aldeles urigtigt, naar nogle Annaler lade Jon Raud dø 1300; Flatø-Annalerne have Jon Raudssøn, maaskee dette har været en fjerde Søn af Jon Ivarssøn. Betegnende er det, at Jon Ivarssøn, som han siger, skjenkede hiint Gods for sin Søn „efter Kongens Raad“. Sikkert har han da selv været svag, og ej levet længe efter.

  1. Riimkr. S. 38. I et Haandskrift læses „Mathis Christinessøn“ og „Mathis Algøtssøn“. I Chronicon hos Fant Scr. r. Sv. S. 65 staar: „samme Aar (1309) bleve Herrerne Magnus Christinessøn, Magnus Algotssøn og Erengisl Jønssøn dræbte af de Norske, men af disse faldt der mange“.
  2. At Mødet holdtes i Kjøbenhavn, sees deraf, at Freden sluttedes der; havde det været holdt ved Isefjorden, vilde ogsaa Tractaten have været dateret etsteds derfra. Før øvrigt er her at bemerke, at Præliminær-Tractaten, der