Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/540

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
518
Haakon Magnusſøn.

anden ſvenſk Afdeling under Magnus Chriſtinesſøn, Magnus Algotsſøn og Erengiſl Jønsſøn, der ogſaa forſøgte et Angreb paa Nordmændene. Formodentlig vare disſe nu bedre paa ſin Poſt, medens de Svenſke baade vare faa og deres Fartøjer ſmaa; Nordmændene kunde deels fra ſine høje Skibe, deels fra Klipperne ved Sundet ſaaledes overvælde dem ved Steenkaſt og Vaabenbyrd, at de bleve ſlagne, og Anførerne ſelv tagne til Fange. De bleve førte i Land, og det var viſtnok de norſke Befalingsmænds Henſigt at ſkaane deres Liv, men da kom endeel vilde og uſtyrlige Folk ſtimlende til, vilde, heder det, forſøge om Klingen beed, og hugg alle Fangerne ubarmhjertigt ned[1].

Da dette ſkede, var dog Kong Haakon allerede med Hovedflaaden kommen til Danmark og havde ſluttet Tractaten med Kong Erik. Siden der nu ej længer kunde være Tale om nogen Sammenkomſt ved Iſefjorden, holdtes Mødet mellem begge Konger i Kjøbenhavn[2]. Under-

    Hertugen virkelig lod Hr. Ivar hederligt begrave, tilføjer han end ydermere udtrykkeligt: „mangen hederlig Mand det ſaa“, hvilket han ej havde fundet i nødvendigt, derſom Sagen ikke i og for ſig var noget uſedvanlig. Hertil kommer nu, at de isl. Annaler udtrykkeligt anføre for 1309: „Ivar Jonsſøns og hans Broder Thores Fald“; og at disſe to Brødre vare Sønner af Jon Rand, ſees deraf, at Thores Fald ſiden, og rigtigere, henføres til Vinterfelttoget 1310, med disſe Ord, „der faldt Thore Thinghøvde, Søn af Jon Ivarsſøn Raud“. Man kan let forſtaa, hvorledes en islandſk Annaliſt, der om Vaaren 1310 paa een Gang fik Efterretning om begge Brødres Fald, kunde antage, at de virkelig ogſaa faldt paa een Gang. Saaledes er det aabenbart, at Riimkrønikens Joar Jonsſøn ikke er nogen anden end Hr. Ivar Jonsſøn. Det er ellers uheldigt, at Brevet i Dipl. Norv. III. 92, hvorved Hr. Jon Ivarsſøn giver 5 Øres Bool i Baudanger og 1 Øres Bool i Sveinsrud ved Eidsvold til Mariekirken for ſin Søn Hr. Ivars Sjæl til hans Aartidehold, ej er dateret, thi ellers vilde vi og derfra kunne hente et yderligere Beviis. Sandſynligviis er det dog fra Høſten 1309, thi var det f. Ex. fra Vaaren eller Sommeren 1310, vilde Hr. Jon vel have givet Gods for begge ſine Sønners Sjæle. At Jon endnu levede efter Kongens Tilbagekomſt fra Danmarkstoget, ſkjønt han vel paa Grund af Alderdom ej var med paa dette, ſees deraf, at han overvar Kongedatterens Feſtemaal. Derfor er det, ſom allerede før bemerket, aldeles urigtigt, naar nogle Annaler lade Jon Raud dø 1300; Flatø-Annalerne have Jon Raudsſøn, maaſkee dette har været en fjerde Søn af Jon Ivarsſøn. Betegnende er det, at Jon Ivarsſøn, ſom han ſiger, ſkjenkede hiint Gods for ſin Søn „efter Kongens Raad“. Sikkert har han da ſelv været ſvag, og ej levet længe efter.

  1. Riimkr. S. 38. I et Haandſkrift læſes „Mathis Chriſtinesſøn“ og „Mathis Algøtsſøn“. I Chronicon hos Fant Scr. r. Sv. S. 65 ſtaar: „ſamme Aar (1309) bleve Herrerne Magnus Chriſtinesſøn, Magnus Algotsſøn og Erengiſl Jønsſøn dræbte af de Norſke, men af disſe faldt der mange“.
  2. At Mødet holdtes i Kjøbenhavn, ſees deraf, at Freden ſluttedes der; havde det været holdt ved Iſefjorden, vilde ogſaa Tractaten have været dateret etſteds derfra. Før øvrigt er her at bemerke, at Præliminær-Tractaten, der