Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/539

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
517
1309. Kong Haakons Tog til Kjøbenhavn. Fegtninger i Kalfſund.

Halldorsſøn, Magiſter Capellarum, og den udvalgte Biſkop til Færøerne, Lodin af Borgund. De fornemſte verdslige Herrer, der fulgte med, vare Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Thore Haakonsſøn med ſin Søn Haakon Thoresſøn, Hr. Snare Aſlaksſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn fra Hjaltland, Hr. Eilif Eilifsſøn af Nauſtdal, Lagmanden Hr. Sigurd af Rande, Sysſelmanden Hr. Thore Harf fra Throndhjem, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres[1]. Toget gik dog ikke ſtrax mod Sverige, da Fejden mod dette Land for Øjeblikket hvilede, men for det førſte til Danmark, hvor Kongen ifølge Præliminær-Tractaten allerede ſkulde have mødt Danekongen den 11te Juni ved Iſefjorden, for at ſlutte endelig Fred med ham. Men denne Dag var, ſom ſagt, rimeligviis allerede omme, førend Kongen forlod Tunsberg, og dertil ſinkedes Rejſen ved Modvind, der endog nødte endeel af Skibene til at lægge ind i Kalfſund, mellem Ekerøerne. Aldrig ſaa ſnart blev dette meldt til Hertug Erik, der ſynes at have ligget paa Kongehelle Slot for at holde Øje med den norſke Flaades Bevægelſer, førend han ſendte endeel raſke Mænd ud paa de Fartøjer, han i Haſt kunde faa ſamlet, for at overfalde dem. Dette Overfald gik heldigt, thi det lykkedes de Svenſke at erobre ſyv norſke Skibe. Ved denne Lejlighed faldt ikke faa Nordmænd, og blandt dem Hr. Ivar Jonsſøn, der maa have været ombord paa et af de erobrede Skibe, ſiden hans Liig faldt i de Svenſkes Hænder; men Hertug Erik viiſte ſig her meget ridderlig; han beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave i Barfodbrødrenes Kirke i Skara[2]. Ikke ſaa heldig var en

  1. Blandt dem, der ſad hjemme, dog viſtnok efter Kongens egen Befaling, var Drottſeten Asſur Jonsſøn og den ſenere til Merkesmand udnævnte Paal Eriksſøn, Broderſøn af Fru Jardthrud, Guthorm Gydasſøns Enke; de udſtedte nemlig et Brev fra Oslo 10de Juni 1309 (Dipl. Norv. II. 98) og nævnes ej ſom Medbeſeglere paa Tractaten.
  2. Riimkr. S. 38. Man har almindeligviis antaget (allerede Ericus Olai ſynes at have forſtaaet det ſaaledes), at denne Ivar Jonsſøn, eller ſom Riimkrøniken har det, Ivar Jonsſøn, ſkulde have været Hertug Eriks Mand, og man har her aabenbart kun ſluttet det deraf, at Erik beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave. Men naar man læſer det foregaaende, ſeer man tydeligt, at Riimkrøniken her umuligt kan mene nogen anden „Joar Jonsſøn“, end den ſamme, den nys forud har omtalt, Anføreren for Nordmændene paa Toget til Dalsland; at Erik beklagede hans Død m. m., er netop hvad man kunde vente af en i alt, hvad der ikke vedkom hans politiſke Planer, ſaa ridderlig Fyrſte ſom Hertug Erik, iſær naar man erindrer, at han maa have kjendt Ivar Jonsſøn ſaavelſom de fleſte andre fornemme Nordmænd perſonligt, og Ivar Jonsſøn desuden ſynes at have ſtaaet i hans Tjeneſte. At Ivars Liig faldt i Fiendens Vold, er netop rimeligt, da han jo vel faldt ombord paa et af de ſyv erobrede Skibe. Det er endog tydeligt, at Riimkrønikens Forfatter her med Flid har villet ſtille Hertugens ridderlige Ferd i Modſætning til Nordmændenes Gruſomhed mod de ſvenſke Fanger; til Bekræftelſe paa, at