Halldorssøn, Magister Capellarum, og den udvalgte Biskop til Færøerne, Lodin af Borgund. De fornemste verdslige Herrer, der fulgte med, vare Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Thore Haakonssøn med sin Søn Haakon Thoressøn, Hr. Snare Aslakssøn, Hr. Thorvald Thoressøn fra Hjaltland, Hr. Eilif Eilifssøn af Naustdal, Lagmanden Hr. Sigurd af Rande, Sysselmanden Hr. Thore Harf fra Throndhjem, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres[1]. Toget gik dog ikke strax mod Sverige, da Fejden mod dette Land for Øjeblikket hvilede, men for det første til Danmark, hvor Kongen ifølge Præliminær-Tractaten allerede skulde have mødt Danekongen den 11te Juni ved Isefjorden, for at slutte endelig Fred med ham. Men denne Dag var, som sagt, rimeligviis allerede omme, førend Kongen forlod Tunsberg, og dertil sinkedes Rejsen ved Modvind, der endog nødte endeel af Skibene til at lægge ind i Kalfsund, mellem Ekerøerne. Aldrig saa snart blev dette meldt til Hertug Erik, der synes at have ligget paa Kongehelle Slot for at holde Øje med den norske Flaades Bevægelser, førend han sendte endeel raske Mænd ud paa de Fartøjer, han i Hast kunde faa samlet, for at overfalde dem. Dette Overfald gik heldigt, thi det lykkedes de Svenske at erobre syv norske Skibe. Ved denne Lejlighed faldt ikke faa Nordmænd, og blandt dem Hr. Ivar Jonssøn, der maa have været ombord paa et af de erobrede Skibe, siden hans Liig faldt i de Svenskes Hænder; men Hertug Erik viiste sig her meget ridderlig; han beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave i Barfodbrødrenes Kirke i Skara[2]. Ikke saa heldig var en
- ↑ Blandt dem, der sad hjemme, dog vistnok efter Kongens egen Befaling, var Drottseten Assur Jonssøn og den senere til Merkesmand udnævnte Paal Erikssøn, Brodersøn af Fru Jardthrud, Guthorm Gydassøns Enke; de udstedte nemlig et Brev fra Oslo 10de Juni 1309 (Dipl. Norv. II. 98) og nævnes ej som Medbeseglere paa Tractaten.
- ↑ Riimkr. S. 38. Man har almindeligviis antaget (allerede Ericus Olai synes at have forstaaet det saaledes), at denne Ivar Jonssøn, eller som Riimkrøniken har det, Ivar Jonssøn, skulde have været Hertug Eriks Mand, og man har her aabenbart kun sluttet det deraf, at Erik beklagede hans Død, og lod ham hederligt begrave. Men naar man læser det foregaaende, seer man tydeligt, at Riimkrøniken her umuligt kan mene nogen anden „Joar Jonssøn“, end den samme, den nys forud har omtalt, Anføreren for Nordmændene paa Toget til Dalsland; at Erik beklagede hans Død m. m., er netop hvad man kunde vente af en i alt, hvad der ikke vedkom hans politiske Planer, saa ridderlig Fyrste som Hertug Erik, især naar man erindrer, at han maa have kjendt Ivar Jonssøn saavelsom de fleste andre fornemme Nordmænd personligt, og Ivar Jonssøn desuden synes at have staaet i hans Tjeneste. At Ivars Liig faldt i Fiendens Vold, er netop rimeligt, da han jo vel faldt ombord paa et af de syv erobrede Skibe. Det er endog tydeligt, at Riimkrønikens Forfatter her med Flid har villet stille Hertugens ridderlige Ferd i Modsætning til Nordmændenes Grusomhed mod de svenske Fanger; til Bekræftelse paa, at
