Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/535

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
513
1309. Erkebiskoppens Forhold til Kongen.

dige Ulemper der af Erkebiskoppen og flere andre af Rigets Biskopper tilføjedes ham selv, hans Klerker og Lægmænd“[1]. Her sigtede han vistnok fornemmelig til de Hindringer, Erkebiskoppen søgte at lægge i Vejen for hans Krigsrustninger. Naar han taler om andre Biskopper, maa man fornemmelig tænke paa Ingjald i Hamar, der var en ivrig Tilhænger af Erkebiskoppen og vistnok skyldte ham sin Ophøjelse[2]. Ingjald, saavel som Helge af Oslo, der vare blevne tilsagte lidt før Juul[3], havde, som Erkebiskoppen sagde, ubetinget lovet at møde[4], men for Helge i det mindste var det vel ikke at tænke paa at drage bort, saa længe Krigen rasede i hans Hjem; han havde desuden nys indgaaet Præliminær-Tractaten med Danmark, der aldeles stred mod Hertug Eriks Interesser; saaledes kan han ej have været nogen Tilhænger af denne, men maa oprigtigt have staaet paa Kongens Side. Med Hensyn til Erkebiskoppen faar man dog af alt dette det bestemte Indtryk, at han omtrent har villet spille samme Rolle, som Erkebiskop Jens i Danmark 1294, det vil sige, under Paaskud af at overholde Fred og Ro begunstige og understøtte Kongens Fiender; ja man kan vanskeligt holde den Mistanke borte, at Erkebiskoppen allerede fra Høsten af har staaet i hemmelig Underhandling med Hertug Erik og de misfornøjede norske Høvdinger; at de Svenskes Tog til Jemteland eller rettere gjennem Jemteland til Throndhjem havde været aftalt imellem dem, og at Erkebiskoppen havde lovet at anvende al sin Indflydelse for at lette deres Fremgang, samt at han havde sammenkaldet Conciliet deels for at forøge Forvirringen og Hjelpeløsheden i den sydlige Deel af Landet, deels for at alle Rigets Biskopper kunde være tilstede i Nidaros, hvis det lykkedes de Svenske at trænge saa langt frem, og da enten ved Tvang eller Overtalelse bringes til i Fællesskab at gjøre et afgjørende Skridt, enten at sætte Kong Haakon i Bann, eller endog ligefrem at afsætte ham. Kongen havde saaledes fuld Berettigelse til at tale om Rigets overhængende Fare. Vel sigtede han ej Erkebiskoppen med aabenbare Ord for højforræderske Agitationer; det vilde have været voveligt og voldt manges Forargelse; men

  1. Dipl. Norv. I. 120.
  2. Vi ville rigtignok senere erfare, at Biskop Arne laa i Tvist med Magister Capellarum om dennes Rettigheder, men saavidt det kan sees, blandede Kongen sig ikke selv umiddelbart deri.
  3. I Jørunds Brev til Arne, Dipl. Norv. III. 75, der indløb lidt før Juul (III. 80), siger han udtrykkeligt, at hans Chorsbrødre Salomon og Hallvard vare borte i hans Erender, blandt andet for at indkalde Biskopperne Ingjald og Helge til Concilium.
  4. Dipl. Norv. III. 76.