Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/535

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
513
1309. Erkebiſkoppens Forhold til Kongen.

dige Ulemper der af Erkebiſkoppen og flere andre af Rigets Biſkopper tilføjedes ham ſelv, hans Klerker og Lægmænd“[1]. Her ſigtede han viſtnok fornemmelig til de Hindringer, Erkebiſkoppen ſøgte at lægge i Vejen for hans Krigsruſtninger. Naar han taler om andre Biſkopper, maa man fornemmelig tænke paa Ingjald i Hamar, der var en ivrig Tilhænger af Erkebiſkoppen og viſtnok ſkyldte ham ſin Ophøjelſe[2]. Ingjald, ſaavel ſom Helge af Oslo, der vare blevne tilſagte lidt før Juul[3], havde, ſom Erkebiſkoppen ſagde, ubetinget lovet at møde[4], men for Helge i det mindſte var det vel ikke at tænke paa at drage bort, ſaa længe Krigen raſede i hans Hjem; han havde desuden nys indgaaet Præliminær-Tractaten med Danmark, der aldeles ſtred mod Hertug Eriks Interesſer; ſaaledes kan han ej have været nogen Tilhænger af denne, men maa oprigtigt have ſtaaet paa Kongens Side. Med Henſyn til Erkebiſkoppen faar man dog af alt dette det beſtemte Indtryk, at han omtrent har villet ſpille ſamme Rolle, ſom Erkebiſkop Jens i Danmark 1294, det vil ſige, under Paaſkud af at overholde Fred og Ro begunſtige og underſtøtte Kongens Fiender; ja man kan vanſkeligt holde den Mistanke borte, at Erkebiſkoppen allerede fra Høſten af har ſtaaet i hemmelig Underhandling med Hertug Erik og de misfornøjede norſke Høvdinger; at de Svenſkes Tog til Jemteland eller rettere gjennem Jemteland til Throndhjem havde været aftalt imellem dem, og at Erkebiſkoppen havde lovet at anvende al ſin Indflydelſe for at lette deres Fremgang, ſamt at han havde ſammenkaldet Conciliet deels for at forøge Forvirringen og Hjelpeløsheden i den ſydlige Deel af Landet, deels for at alle Rigets Biſkopper kunde være tilſtede i Nidaros, hvis det lykkedes de Svenſke at trænge ſaa langt frem, og da enten ved Tvang eller Overtalelſe bringes til i Fællesſkab at gjøre et afgjørende Skridt, enten at ſætte Kong Haakon i Bann, eller endog ligefrem at afſætte ham. Kongen havde ſaaledes fuld Berettigelſe til at tale om Rigets overhængende Fare. Vel ſigtede han ej Erkebiſkoppen med aabenbare Ord for højforræderſke Agitationer; det vilde have været voveligt og voldt manges Forargelſe; men

  1. Dipl. Norv. I. 120.
  2. Vi ville rigtignok ſenere erfare, at Biſkop Arne laa i Tviſt med Magiſter Capellarum om dennes Rettigheder, men ſaavidt det kan ſees, blandede Kongen ſig ikke ſelv umiddelbart deri.
  3. I Jørunds Brev til Arne, Dipl. Norv. III. 75, der indløb lidt før Juul (III. 80), ſiger han udtrykkeligt, at hans Chorsbrødre Salomon og Hallvard vare borte i hans Erender, blandt andet for at indkalde Biſkopperne Ingjald og Helge til Concilium.
  4. Dipl. Norv. III. 76.