Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/534

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
512
Haakon Magnusſøn.

Hilſen. Da, ſom vi frygte for vore Synders Skyld, nogle Høvdinger, ſaavel uden- ſom indenlandſke, hvilke vi med god Samvittighed kan forſikre at vi antoge for troe, og ſom vi endog viiſte Yndeſt, efter hvad flere troverdige Folk kunde bevidne, dog alene af Overmod og uden ſkjellig Grund have fiendtligt anfaldt vort Rige og vakt Forſtyrrelſe, lode vi ſaavel de højærverdige Fedre Hr. Erkebiſkoppen og de øvrige Biſkopper i vort Rige ſom vore andre troe Mænd tilligemed alle de øvrige i Almindelighed opbyde til Fedrelandets Forſvar. Men bemeldte Hr. Erkebiſkop, ledet, vi vide ikke af hvilken Aand, kaldte derimod Lydbiſkopperne til Provincial-Concilium i Nidaroos, altſaa efter den ſedvanlige Beregning en heel Maaneds Rejſe fra det Sted, hvor de Udbudne ſkulde komme ſammen for at verge Fedrelandet og holde Raad om Rigets Bedſte. Skjønt han nu rigtignok allerede havde ladet Indkaldelſen udgaa førend hiint fiendtlige Indfald ſkede i Riget, bleve dog baade vi og andre viſe Mænd højſt forundrede derover, og vi lode ſtrax ſaavel Breve ſom ſærſkilte Sendebud af vore troe Mænds Raad afgaa til ham, foreholdende ham i al Venſkabelighed, ſom en ſand og ſpeciel Ven, at han paa Grund af Rigets farefulde Stilling omſorgsfuldt vilde tilbagekalde den af ham mindre forſigtigt udſtedte Concil-Indkaldelſe. Men i dets Sted fornyede Erkebiſkoppen, ſom vi med Vished have erfaret, Indkaldelſen i endnu ſterkere Udtryk. Da nu den 20de Marts de højærverdige Herrer Biſkop Ketil i Stavanger og Biſkop Arne i Bergen deels kom, deels allerede var i Bergen, og efter det modtagne Paalæg vare rede til at drage til Nidaroos, til Conciliet, befalede vi dem i Betragtning af Rigets paatrængende Nød, ſaavel ſom andre vigtige Anliggender, og efter Overlæg med vore troe Mænd, i Kraft af vor kongelige Myndighed, ſaa at paalidelige Mænd hørte det, under Straf af at miſte de Ejendomme, Friheder og Rettigheder, ſom de maatte vides at eje eller have her i Riget, at de, da Sagerne ſtaa ſaaledes ſom nu, uden Henſyn til Hr. Erkebiſkoppens Mandat ſkulle følge os paa det Tog, hvortil vi nu paa det nærmeſte have gjort os iſtand, for at fremme de oven berørte nødvendige Anliggender. Og hvad ſom helſt Hr. Erkebiſkoppen i denne Anledning maatte forekaſte dem, eller om han endog ſtrider til at afſige nogen forhaſtet Dom over dem, da ere vi lige ſaa villige ſom ſkyldige til at bære Anſvaret for dem hos Paven eller hvilken ſom helſt anden competent Dommer. Til Bekræftelſe vedhænges vort Segl. Givet Aar, Dag og Sted ſom ovenfor“. Med dette Brev til ſin Retfærdiggjørelſe og Kongen paa ſin Side kunde begge Biſkopper med temmelig Tryghed trodſe Erkkebiſkoppens Harme. Dagen efter indgav Kongen ogſaa i eget Navn forſkjellige Appeller til det apoſtoliſke Sæde angaaende „mangfol-