Hilsen. Da, som vi frygte for vore Synders Skyld, nogle Høvdinger, saavel uden- som indenlandske, hvilke vi med god Samvittighed kan forsikre at vi antoge for troe, og som vi endog viiste Yndest, efter hvad flere troverdige Folk kunde bevidne, dog alene af Overmod og uden skjellig Grund have fiendtligt anfaldt vort Rige og vakt Forstyrrelse, lode vi saavel de højærverdige Fedre Hr. Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i vort Rige som vore andre troe Mænd tilligemed alle de øvrige i Almindelighed opbyde til Fedrelandets Forsvar. Men bemeldte Hr. Erkebiskop, ledet, vi vide ikke af hvilken Aand, kaldte derimod Lydbiskopperne til Provincial-Concilium i Nidaroos, altsaa efter den sedvanlige Beregning en heel Maaneds Rejse fra det Sted, hvor de Udbudne skulde komme sammen for at verge Fedrelandet og holde Raad om Rigets Bedste. Skjønt han nu rigtignok allerede havde ladet Indkaldelsen udgaa førend hiint fiendtlige Indfald skede i Riget, bleve dog baade vi og andre vise Mænd højst forundrede derover, og vi lode strax saavel Breve som særskilte Sendebud af vore troe Mænds Raad afgaa til ham, foreholdende ham i al Venskabelighed, som en sand og speciel Ven, at han paa Grund af Rigets farefulde Stilling omsorgsfuldt vilde tilbagekalde den af ham mindre forsigtigt udstedte Concil-Indkaldelse. Men i dets Sted fornyede Erkebiskoppen, som vi med Vished have erfaret, Indkaldelsen i endnu sterkere Udtryk. Da nu den 20de Marts de højærverdige Herrer Biskop Ketil i Stavanger og Biskop Arne i Bergen deels kom, deels allerede var i Bergen, og efter det modtagne Paalæg vare rede til at drage til Nidaroos, til Conciliet, befalede vi dem i Betragtning af Rigets paatrængende Nød, saavel som andre vigtige Anliggender, og efter Overlæg med vore troe Mænd, i Kraft af vor kongelige Myndighed, saa at paalidelige Mænd hørte det, under Straf af at miste de Ejendomme, Friheder og Rettigheder, som de maatte vides at eje eller have her i Riget, at de, da Sagerne staa saaledes som nu, uden Hensyn til Hr. Erkebiskoppens Mandat skulle følge os paa det Tog, hvortil vi nu paa det nærmeste have gjort os istand, for at fremme de oven berørte nødvendige Anliggender. Og hvad som helst Hr. Erkebiskoppen i denne Anledning maatte forekaste dem, eller om han endog strider til at afsige nogen forhastet Dom over dem, da ere vi lige saa villige som skyldige til at bære Ansvaret for dem hos Paven eller hvilken som helst anden competent Dommer. Til Bekræftelse vedhænges vort Segl. Givet Aar, Dag og Sted som ovenfor“. Med dette Brev til sin Retfærdiggjørelse og Kongen paa sin Side kunde begge Biskopper med temmelig Tryghed trodse Erkkebiskoppens Harme. Dagen efter indgav Kongen ogsaa i eget Navn forskjellige Appeller til det apostoliske Sæde angaaende „mangfol-
