Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/529

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
507
1308—1309. Svenſk Indfald i Jemteland. Jemtelands Forhold til Norge.

noget til deres politiſke Sympathier, thi Birkebeinerne betragtedes da endnu kun ſom en Oprørs- og Røver-Flok, hvilken de fleſte Bygders Indbyggere helſt ønſkede at holde borte. Siden efter ſees ikke andet, end at Kong Sverres Autoritet erkjendtes der, ſom andenſteds i Norge; han paalagde nemlig Indbyggerne enten i hele Landſkabet eller i det mindſte i Brekke Sogn at erlægge en aarlig Afgift til et formodentlig af ham ſelv oprettet Capell i Sunde, og ſaa vidt man kan ſkjønne, blev den i det mindſte en Tidlang uvægerligt betalt[1]. Heldigviis havde der indtil Hertug Eriks Tid ej herſket nogen ſynderlig Uenighed mellem Norge og Sverige; Krig havde der kun været i Kong Haakon Haakonsſøns Tid, under. Ribbungerfejden, og den ſtrakte ſig neppe videre end til Vermeland og Dalsland; desuden indtraadte med Folkunga-Ættens Ophøjelſe paa Tronen et venſkabeligt Forhold mellem begge Riger, under hvilket de norſke Sysſelmænd i Jemteland uhindret kunde befæſte den norſke Konges Magt og oppebære hans Indtægter. Under Kong Magnus blev og, ſom vi have ſeet, Grændſen nærmere beſtemt eller rettere opfriſket, men Forbindelſen med Sverige blev for ſaa vidt mere lettet, ſom Erkebiſkop Jakob i Upſala (fra 1277 eller 1278) oprettede et Herberge (Hoſpitium, sálastofa) paa Ravundaſkogen mellem Jemteland og Helſingeland, og hans Eftermand, Archielekten Johannes, fritog Manden, der holdt Gjeſteſtuen (kaldet búðakarl eller stofukarl) for alle kirkelige Afgifter; ſiden, da Erkebiſkop Nikolas I. i Begyndelſen af 1303 viſiterede Jemteland, bekræftede han ikke alene Erkebiſkop Jakobs Indretning, men ſkjenkede endog noget Jordegods til Herberget, for at ſætte Stuekarlen (nu en Søn af den, der var det paa Erkebiſkop Jakobs Tid) bedre iſtand til at opfylde ſine Pligter mod de Rejſende[2]. Dette var nu viſtnok gjort aldeles i menneſkevenligt Øjemed, uden mindſte politiſk Bihenſyn, men det tjente dog til at gjøre Communicationen mellem Jemteland og de ſvenſke tilgrændſende Landſkaber mindre beſværlig og følgelig vel ogſaa hyppigere. Ved denne ſamme Lejlighed havde Erkebiſkop Nikolas ogſaa en Sammenkomſt med den før omtalte Chorsbroder i Nidaroos, Sira Erlend Styrkaarsſøn, ſenere Fehirde, der indfandt ſig paa Kong Haakons Vegne for at beſtemme Kirkens og Preſternes Ret i Landſkabet, ſandſynligviis efter gammel Vedtægt. Der oprettedes en formelig Skraa derover, ſom ſiden ſendtes Kong Haakon til Bekræftelſe, dog ikke førend i Mai 1305, da han laa i Tunsberg, ſaa optagen med ſit foreſtaaende Tog til Elven og ſiden til Danmark, at han ej fik Tid til ret at ſætte

  1. Se Kong Magnus Eriksſøns Brev af 4de Juli 1343, Dipl. Norv. III. 220.
  2. Dipl. Sv. No. 1382, 1384. Man ſeer heraf, at den, der var Stuekarl paa Erkebiſkop Jakobs Tid, heed Gyrd, og hans Søn Thore Gyrdsſøn.