noget til deres politiske Sympathier, thi Birkebeinerne betragtedes da endnu kun som en Oprørs- og Røver-Flok, hvilken de fleste Bygders Indbyggere helst ønskede at holde borte. Siden efter sees ikke andet, end at Kong Sverres Autoritet erkjendtes der, som andensteds i Norge; han paalagde nemlig Indbyggerne enten i hele Landskabet eller i det mindste i Brekke Sogn at erlægge en aarlig Afgift til et formodentlig af ham selv oprettet Capell i Sunde, og saa vidt man kan skjønne, blev den i det mindste en Tidlang uvægerligt betalt[1]. Heldigviis havde der indtil Hertug Eriks Tid ej hersket nogen synderlig Uenighed mellem Norge og Sverige; Krig havde der kun været i Kong Haakon Haakonssøns Tid, under. Ribbungerfejden, og den strakte sig neppe videre end til Vermeland og Dalsland; desuden indtraadte med Folkunga-Ættens Ophøjelse paa Tronen et venskabeligt Forhold mellem begge Riger, under hvilket de norske Sysselmænd i Jemteland uhindret kunde befæste den norske Konges Magt og oppebære hans Indtægter. Under Kong Magnus blev og, som vi have seet, Grændsen nærmere bestemt eller rettere opfrisket, men Forbindelsen med Sverige blev for saa vidt mere lettet, som Erkebiskop Jakob i Upsala (fra 1277 eller 1278) oprettede et Herberge (Hospitium, sálastofa) paa Ravundaskogen mellem Jemteland og Helsingeland, og hans Eftermand, Archielekten Johannes, fritog Manden, der holdt Gjestestuen (kaldet búðakarl eller stofukarl) for alle kirkelige Afgifter; siden, da Erkebiskop Nikolas I. i Begyndelsen af 1303 visiterede Jemteland, bekræftede han ikke alene Erkebiskop Jakobs Indretning, men skjenkede endog noget Jordegods til Herberget, for at sætte Stuekarlen (nu en Søn af den, der var det paa Erkebiskop Jakobs Tid) bedre istand til at opfylde sine Pligter mod de Rejsende[2]. Dette var nu vistnok gjort aldeles i menneskevenligt Øjemed, uden mindste politisk Bihensyn, men det tjente dog til at gjøre Communicationen mellem Jemteland og de svenske tilgrændsende Landskaber mindre besværlig og følgelig vel ogsaa hyppigere. Ved denne samme Lejlighed havde Erkebiskop Nikolas ogsaa en Sammenkomst med den før omtalte Chorsbroder i Nidaroos, Sira Erlend Styrkaarssøn, senere Fehirde, der indfandt sig paa Kong Haakons Vegne for at bestemme Kirkens og Presternes Ret i Landskabet, sandsynligviis efter gammel Vedtægt. Der oprettedes en formelig Skraa derover, som siden sendtes Kong Haakon til Bekræftelse, dog ikke førend i Mai 1305, da han laa i Tunsberg, saa optagen med sit forestaaende Tog til Elven og siden til Danmark, at han ej fik Tid til ret at sætte
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/529
Denne siden er korrekturlest
507
1308–1309. Svensk Indfald i Jemteland. Jemtelands Forhold til Norge.
