slaaet paa Tromme bag om et Holt, ved et Kjærr; strax hed det: det er Hertugen, og der blev en stor Forskrækkelse i Flokken. Helge søgte at sætte Mod i dem, og forestillede dem, at de jo slet ikke kunde vide, om det var Hertugen selv, og at han nok haabede, alt skulde gaa godt. Derved fik han dem talt noget til Rette, saa at de ej strax toge Flugten. Men nu viiste Fienden sig; det var endeel svenske Krigere under Anførsel af Slotsfogden paa Dalaborg, med Hertugens Merke i Spidsen. Da vege Nordmændene tilbage, i Førstningen, som det synes, i temmelig god Orden, men efterhaanden i virkelig Flugt, givende Slip paa Byttet, og kun higende efter at komme hjem, som de bedst kunde. Det lykkedes dog Anføreren endnu engang at bringe dem til at staa, og det kom virkelig til en Fegtning, men Udfaldet blev; som man kunde vente. Nordmændene, siger Riimkrøniken,
tappado segren där
och lofwado gud at skogen war när
och skyldo sik innan skog och riis,
och hertugens männ de wunno där priis.
Ogsaa paa Jemteland skede der et Angreb af de Svenske, maaskee under Anførsel eller i det mindste efter Foranstaltning af Hertug Valdemar, der synes at være bleven tilbage i det østlige Sverige, medens Hertug Erik gjorde Toget mod Oslo. Jemtelands Forhold til den norske Krone maa have været højst besynderligt, eftersom Landskabet, hvad der allerede ovenfor er omtalt (II. 602), ej hørte under Throndhjems Biskopsstol, men derimod rinder Upsalas, fordi det paa den Tid, da Christendommen indførtes der, stod under svenskt Herredømme, og Missionærerne vel og for største Delen vare udgangne fra Svithjod. Det var saaledes Erkebiskopperne i Upsala, som beskikkede Prester der og fra Tid til anden rejste om paa Visitats; da man nu vistnok kan antage, at mange af disse Prester, om ikke de fleste, vare svenske af Fødsel, og deres Sympathier saaledes aldeles svenske, følger heraf ogsaa, at Indbyggerne, hvorvel af norsk Ætt og talende norsk Mundart, dog stadigt maa have været sterkt paavirkede i svensk Interesse, og deres undersaatlige Forhold til Norge følgelig meget løst; i det mindste synes det, som om de i Tilfælde af Krig mellem begge Riger ej kunde have haft Lyst til at stride mod de Svenske, deres halve Landsmænd, selv om de ikke ligefrem sluttede sig til dem. Skade, at vi vide saa lidet om, hvad der foregik paa de Kanter; siden Beretningen om Jemternes Underkastelse under Kong Eystein nævnes der intet om dem, uden da Kong Sverre i sine første Trængselsaar kom paa de Kanter; men af den Omstændighed, at Jemterne da gjorde ham Modstand, kan man ikke slutte
