Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/528

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
506
Haakon Magnusſøn.

ſlaaet paa Tromme bag om et Holt, ved et Kjærr; ſtrax hed det: det er Hertugen, og der blev en ſtor Forſkrækkelſe i Flokken. Helge ſøgte at ſætte Mod i dem, og foreſtillede dem, at de jo ſlet ikke kunde vide, om det var Hertugen ſelv, og at han nok haabede, alt ſkulde gaa godt. Derved fik han dem talt noget til Rette, ſaa at de ej ſtrax toge Flugten. Men nu viiſte Fienden ſig; det var endeel ſvenſke Krigere under Anførſel af Slotsfogden paa Dalaborg, med Hertugens Merke i Spidſen. Da vege Nordmændene tilbage, i Førſtningen, ſom det ſynes, i temmelig god Orden, men efterhaanden i virkelig Flugt, givende Slip paa Byttet, og kun higende efter at komme hjem, ſom de bedſt kunde. Det lykkedes dog Anføreren endnu engang at bringe dem til at ſtaa, og det kom virkelig til en Fegtning, men Udfaldet blev; ſom man kunde vente. Nordmændene, ſiger Riimkrøniken,

tappado ſegren där
och lofwado gud at ſkogen war när
och ſkyldo ſik innan ſkog och riis,
och hertugens männ de wunno där priis.

Ogſaa paa Jemteland ſkede der et Angreb af de Svenſke, maaſkee under Anførſel eller i det mindſte efter Foranſtaltning af Hertug Valdemar, der ſynes at være bleven tilbage i det øſtlige Sverige, medens Hertug Erik gjorde Toget mod Oslo. Jemtelands Forhold til den norſke Krone maa have været højſt beſynderligt, efterſom Landſkabet, hvad der allerede ovenfor er omtalt (II. 602), ej hørte under Throndhjems Biſkopsſtol, men derimod rinder Upſalas, fordi det paa den Tid, da Chriſtendommen indførtes der, ſtod under ſvenſkt Herredømme, og Misſionærerne vel og for ſtørſte Delen vare udgangne fra Svithjod. Det var ſaaledes Erkebiſkopperne i Upſala, ſom beſkikkede Preſter der og fra Tid til anden rejſte om paa Viſitats; da man nu viſtnok kan antage, at mange af disſe Preſter, om ikke de fleſte, vare ſvenſke af Fødſel, og deres Sympathier ſaaledes aldeles ſvenſke, følger heraf ogſaa, at Indbyggerne, hvorvel af norſk Ætt og talende norſk Mundart, dog ſtadigt maa have været ſterkt paavirkede i ſvenſk Interesſe, og deres underſaatlige Forhold til Norge følgelig meget løſt; i det mindſte ſynes det, ſom om de i Tilfælde af Krig mellem begge Riger ej kunde have haft Lyſt til at ſtride mod de Svenſke, deres halve Landsmænd, ſelv om de ikke ligefrem ſluttede ſig til dem. Skade, at vi vide ſaa lidet om, hvad der foregik paa de Kanter; ſiden Beretningen om Jemternes Underkaſtelſe under Kong Eyſtein nævnes der intet om dem, uden da Kong Sverre i ſine førſte Trængſelsaar kom paa de Kanter; men af den Omſtændighed, at Jemterne da gjorde ham Modſtand, kan man ikke ſlutte