Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/527

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
505
1309. Norske Plyndringstog ind i Dalsland.

nu Tilbagetoget, og brandskattede og herjede Landet, hvor han kom. „Saaledes skiltes de ved Nordmændene“, siger Riimkrøniken, „at jeg tror de mindes det endnu“[1]. Nøjagtigt veed man ikke Tiden, da Hertugen forlod Oslo; det kan dog ikke have været efter Udgangen af Januar[2].

Nordmændene forfulgte dem vel ikke, men de gjorde dog strax efter et Tog ind over den svenske Grændse, for at hevne den lidte Skade. De samlede sig sammen, fortæller Riimkrøniken, og sagde til hinanden indbyrdes: „skulle Gøterne gjøre sig lystige over at de have brændt vort Land? Det vilde længe være os til Skam og Skade, og al Verden vil spotte os, hvis vi ej finde paa Raad; vi ville brænde hos dem paa lignende Viis, saa at Skaden seent skal bødes“. Den samlede Skare drog derpaa afsted under Anførsel af Ridderen Hr. Ivar Jonssøn[3], ganske vist den før omtalte Søn af Hr. Jon Ivarssøn og Broder til Hr. Hafthor Jonssøn, Kongens Svigersøn. Maaskee var det ogsaa ham, som nys havde faaet Bønderne til at gribe til Vaaben og ført dem til Oslo. Han brød nu med sin Skare ind i Dalsland, og Nordmændene brændte, siges der, et Hered saaledes at ikke et Huus stod tilbage; de kom vel beholdne hjem igjen, sikkert ikke uden betydeligt Bytte. Saa heldigt gik det dog ikke en anden Skare af Nordmænd, der strax efter gjorde et lignende Plyndringstog til Dalsland, under Anførsel af en Helge Baat[4], maaskee Broder til den i Kampen mod de Danske i 1305 faldne Hallvard Baat. Helge, siges der, fik ved at høre, hvor heldigt det var gaaet Hr. Ivar, ogsaa Lyst til at gjøre en saadan Rejse, foor ned til Dalsland med en stor Hær og sterk Ufred og tog baade Fæ, Faar og Sviin. Men da de skulde drive alt dette Bytte hjem, over Bjerge og Stier, den korteste Vej, hørte de en Dag at der blev

  1. Riimkrøniken S. 37.
  2. Den 27de Marts var han med sin Broder hjemme i Sverige, se Dipl. Sv. No. 1616. Dette er den første Gang vi finde dem nævnte i Diplomer for 1309.
  3. I Riimkrøniken kaldes han Joar Jonssøn, men Joar og Ivar er det samme Navn, og Riimkrøniken bruger mest Formen Joar. Kort efter, hvor Riimkrøniken omtaler Fegtningen i Kalfsund om Sommeren 1309, melder den: „Joar Jonsson blev der død“ o. s. v., saaledes at man tydeligt kan see at det maa være den samme Joar Jonssøn, som her menes. Og at dette igjen ej var nogen anden end Ivar, Søn af Jon Raud, vil nedenfor, hvor Slaget i Kalfsund omhandles, blive viist.
  4. Helge Baat nævnes ingensteds i de hidtil bekjendte norske Oldbreve, saa at man ej veed andet og mere om ham, end hvad Riimkrøniken her beretter. I en Codex kaldes han ogsaa Holger, men da dette Navn ej var brugeligt i Norge, er denne Læsemaade sikkert urigtig.