Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/527

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
505
1309. Norſke Plyndringstog ind i Dalsland.

nu Tilbagetoget, og brandſkattede og herjede Landet, hvor han kom. „Saaledes ſkiltes de ved Nordmændene“, ſiger Riimkrøniken, „at jeg tror de mindes det endnu“[1]. Nøjagtigt veed man ikke Tiden, da Hertugen forlod Oslo; det kan dog ikke have været efter Udgangen af Januar[2].

Nordmændene forfulgte dem vel ikke, men de gjorde dog ſtrax efter et Tog ind over den ſvenſke Grændſe, for at hevne den lidte Skade. De ſamlede ſig ſammen, fortæller Riimkrøniken, og ſagde til hinanden indbyrdes: „ſkulle Gøterne gjøre ſig lyſtige over at de have brændt vort Land? Det vilde længe være os til Skam og Skade, og al Verden vil ſpotte os, hvis vi ej finde paa Raad; vi ville brænde hos dem paa lignende Viis, ſaa at Skaden ſeent ſkal bødes“. Den ſamlede Skare drog derpaa afſted under Anførſel af Ridderen Hr. Ivar Jonsſøn[3], ganſke viſt den før omtalte Søn af Hr. Jon Ivarsſøn og Broder til Hr. Hafthor Jonsſøn, Kongens Svigerſøn. Maaſkee var det ogſaa ham, ſom nys havde faaet Bønderne til at gribe til Vaaben og ført dem til Oslo. Han brød nu med ſin Skare ind i Dalsland, og Nordmændene brændte, ſiges der, et Hered ſaaledes at ikke et Huus ſtod tilbage; de kom vel beholdne hjem igjen, ſikkert ikke uden betydeligt Bytte. Saa heldigt gik det dog ikke en anden Skare af Nordmænd, der ſtrax efter gjorde et lignende Plyndringstog til Dalsland, under Anførſel af en Helge Baat[4], maaſkee Broder til den i Kampen mod de Danſke i 1305 faldne Hallvard Baat. Helge, ſiges der, fik ved at høre, hvor heldigt det var gaaet Hr. Ivar, ogſaa Lyſt til at gjøre en ſaadan Rejſe, foor ned til Dalsland med en ſtor Hær og ſterk Ufred og tog baade Fæ, Faar og Sviin. Men da de ſkulde drive alt dette Bytte hjem, over Bjerge og Stier, den korteſte Vej, hørte de en Dag at der blev

  1. Riimkrøniken S. 37.
  2. Den 27de Marts var han med ſin Broder hjemme i Sverige, ſe Dipl. Sv. No. 1616. Dette er den førſte Gang vi finde dem nævnte i Diplomer for 1309.
  3. I Riimkrøniken kaldes han Joar Jonsſøn, men Joar og Ivar er det ſamme Navn, og Riimkrøniken bruger meſt Formen Joar. Kort efter, hvor Riimkrøniken omtaler Fegtningen i Kalfſund om Sommeren 1309, melder den: „Joar Jonsſon blev der død“ o. ſ. v., ſaaledes at man tydeligt kan ſee at det maa være den ſamme Joar Jonsſøn, ſom her menes. Og at dette igjen ej var nogen anden end Ivar, Søn af Jon Raud, vil nedenfor, hvor Slaget i Kalfſund omhandles, blive viiſt.
  4. Helge Baat nævnes ingenſteds i de hidtil bekjendte norſke Oldbreve, ſaa at man ej veed andet og mere om ham, end hvad Riimkrøniken her beretter. I en Codex kaldes han ogſaa Holger, men da dette Navn ej var brugeligt i Norge, er denne Læſemaade ſikkert urigtig.