Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/526

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
504
Haakon Magnusſøn.

lændingerne[1]; dette er vel at forklare ſaaledes, at Bønderne fra Ringerike (med Modeim o. ſ. v.), der hørte til Oplandene, og de i Lider forenede ſig og droge ind til Oslo, de ſidſte i Spidſen. Den hele Bondehær ſkal have været 3000 Mand ſterk, et for de Tider betydeligt Antal. Det kaldes ogſaa af den ſvenſke Riimkrønike-Forfatter „en diger Skare“. Da de Svenſke i Oslo eller rettere Tydſkerne — thi den ſtørſte Deel af den ſvenſke Hær beſtod vel af Eriks tydſke Ryttere — fik høre at de nærmede ſig, ſtege de til Heſt og ſkyndte ſig imod dem. De vare da netop komne over Broen ved Nedre-Foſs, et Tegn paa, at det maa have været deres Henſigt at overrumple de Svenſke. Det var netop i Julen[2]; maaſkee gjorde de Regning paa at de Svenſke under Julelyſtigheden ej holdt ſaa nøje Udkig, iſær da Hertugen var upasſelig; nær ſynes det og at have lykkets dem at komme ubemerkede til Byen, ſiden de allerede førend de Svenſke mødte dem havde naaet ſaa langt. Her blev der nu et heftigt og blodigt Slag, hvis Udfald dog beſkrives noget forſkjelligt af de tvende Forfattere, der have efterladt os en Beretning derom, den islandſke Annaliſt og den ſvenſke Riimkrønikeſkriver. Hiin ſiger at der faldt ikke fuldt tredive af Nordmændene, men at man ej vidſte nøje hvor mange der faldt af de Svenſke, og at Hertugen flygtede tilbage til Sverige. Denne ſiger, at Nordmændene faldt ſom Græs for Bondens Ljaa, ſaa at man lagde dem i Dynger, og at de ſom ønſkede at frelſe ſit Liv, flygtede, men at de Svenſke toge mange Fanger. Med Fangerne ſynes det at have haft ſin Rigtighed, og at de uøvede Bønder kom til kort i en Kamp mod hvad man kunde kalde regulære Tropper, var højſt rimeligt; alligevel ſynes de at have kæmpet meget tappert, og ſelv den ſvenſke Forfatter erkjender „at Ingen bør give dem Laſt; de havde gjerne verget ſit Land, og om det gik dem uheldigt, ſaa var det ikke deres Skyld“. Da det nu er ſikkert nok, at Hertugen ikke længe efter forlod Byen, har man dog al Grund til at tro, at Kampen med Bønderne dog har været ſaa haard, at Hertugen ej vilde oppebie et nyt Angreb, og at Henſigten med deres Tog ſaaledes dog, naar alt kommer til alt, opnaaedes. Den ſvenſke Forfatter ſiger rigtignok at det kun var Sygdommen, der bragte Erik til at drage hjem; den var visſelig en medvirkende Aarſag, men man maa dog antage, at hvis man havde ladet ham ganſke uforſtyrret i Oslo, vilde han nok være bleven der længere, indtil Feſtningen var indtagen. Medtagende alle Fanger, tiltraadte han

  1. I de isl. Annaler ſtaar: „Lidungerne rejſte ſig mod Svearne og de mødtes ved Oslo Bro“; i Riimkrøniken heder det, hvor Slagets Udfald omtales: „de Oplandſke bleve der ſaare“ o. ſ. v.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt i Riimkrøniken.