lændingerne[1]; dette er vel at forklare saaledes, at Bønderne fra Ringerike (med Modeim o. s. v.), der hørte til Oplandene, og de i Lider forenede sig og droge ind til Oslo, de sidste i Spidsen. Den hele Bondehær skal have været 3000 Mand sterk, et for de Tider betydeligt Antal. Det kaldes ogsaa af den svenske Riimkrønike-Forfatter „en diger Skare“. Da de Svenske i Oslo eller rettere Tydskerne – thi den største Deel af den svenske Hær bestod vel af Eriks tydske Ryttere – fik høre at de nærmede sig, stege de til Hest og skyndte sig imod dem. De vare da netop komne over Broen ved Nedre-Foss, et Tegn paa, at det maa have været deres Hensigt at overrumple de Svenske. Det var netop i Julen[2]; maaskee gjorde de Regning paa at de Svenske under Julelystigheden ej holdt saa nøje Udkig, især da Hertugen var upasselig; nær synes det og at have lykkets dem at komme ubemerkede til Byen, siden de allerede førend de Svenske mødte dem havde naaet saa langt. Her blev der nu et heftigt og blodigt Slag, hvis Udfald dog beskrives noget forskjelligt af de tvende Forfattere, der have efterladt os en Beretning derom, den islandske Annalist og den svenske Riimkrønikeskriver. Hiin siger at der faldt ikke fuldt tredive af Nordmændene, men at man ej vidste nøje hvor mange der faldt af de Svenske, og at Hertugen flygtede tilbage til Sverige. Denne siger, at Nordmændene faldt som Græs for Bondens Ljaa, saa at man lagde dem i Dynger, og at de som ønskede at frelse sit Liv, flygtede, men at de Svenske toge mange Fanger. Med Fangerne synes det at have haft sin Rigtighed, og at de uøvede Bønder kom til kort i en Kamp mod hvad man kunde kalde regulære Tropper, var højst rimeligt; alligevel synes de at have kæmpet meget tappert, og selv den svenske Forfatter erkjender „at Ingen bør give dem Last; de havde gjerne verget sit Land, og om det gik dem uheldigt, saa var det ikke deres Skyld“. Da det nu er sikkert nok, at Hertugen ikke længe efter forlod Byen, har man dog al Grund til at tro, at Kampen med Bønderne dog har været saa haard, at Hertugen ej vilde oppebie et nyt Angreb, og at Hensigten med deres Tog saaledes dog, naar alt kommer til alt, opnaaedes. Den svenske Forfatter siger rigtignok at det kun var Sygdommen, der bragte Erik til at drage hjem; den var visselig en medvirkende Aarsag, men man maa dog antage, at hvis man havde ladet ham ganske uforstyrret i Oslo, vilde han nok være bleven der længere, indtil Festningen var indtagen. Medtagende alle Fanger, tiltraadte han
