Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/525

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
503
1308–1309. Hertug Eriks Indfald i Norge. Akershuus belejret.

antage at her menes Broen ved Foss, der endnu var den nederste og saaledes nærmeste Overgang, man havde over Frysja eller Akers-Elven, og som det er rimeligt at de i Oslo liggende Stridsmænd, der ej følte sig mandsterke nok til at oppebie Eriks Angreb paa aaben Gade, afbrøde, idet de ilede over til den anden Side for at kaste sig ind i Akershuus Slot[1]. Thi dette forsvarede M„ saa at han formeligt maatte belægge det. Imidlertid herjede han Oslo Hered og brandskattede Byen, som maatte udrede store Contributioner. „Det kjende de, saa længe Norge staar“, siger Riimkrøniken, „at Hertug Erik var der; det tykkes dem end som om han foor der;“ han lagde sig for Akershuus, uden at bryde sig om hvad Kongen sagde[2], han gjorde Riddere og holdt prægtigt Hof, uden at ræddes det mindste for Nordmændene; Stadens Indbyggere maatte gjøre hvad han bød, der var ej andet for, thi Slottet og Byen adskilles kun ved en liden Sø-Viik; Staden var da tilstrækkeligt riig;

„och gerde hwat hans fogde sade;
hwad det war, han å dem lade,
det skole allt till reda wara
swå framt som de wille wäl fara;
de bryggde och bakade dag och natt,
och redde kost och intet war fått (mangelagtigt),
af landet togo de swin och nöt,
hestafoder swå att enkte tröt“.

Belejringen for Akershuus vedvarede til ind i Julen, uden at Hertugen kunde indtage det. Det var ogsaa til stor Hinder for ham at han faldt i en alvorlig Sygdom, der endog synes at have truet hans Liv. Han havde vel, siges der, en Læge med, der frelste ham saa vidt at han var uden Fare, men han blev dog ikke paa længere Tid fuldkommen rask. Imidlertid grebe Bønderne i flere Landskaber omkring Oslo til Vaaben for at jage de ubudne Gjester bort. Paa et Sted siges der, at det var Lidungerne eller Indbyggerne af Lider (Lier) ved Dramn, som saaledes rejste sig mod de Svenske, paa et andet Sted at det var Op-

  1. Her kommer dog igjen altid det Spørgsmaal, om ikke Vejen til Oslo, selv østenfra, først gik over Frysja længer oppe og siden tilbage igjen ved Foss. Se ovfr. III. S. 364. At Erik ej kom over Ekeberg, men for desbedre at overraske Byen ad en Omvej over Bagaas eller Gjelleraasen, er højst rimeligt; sandsynligviis kom han endog ej fra Kongehelle, men fra Vermeland, ellers vilde han vel have ødelagt det nys paabegyndte Baagahuus Slot.
  2. Heraf følger aldeles ikke, at Kongen befandt sig paa Akershuus, eller endog i Nærheden; Meningen er aabenbart kun den at Hertugen ej brød sig om hvad Kongen enten sagde eller vilde sige hertil.