Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/525

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
503
1308—1309. Hertug Eriks Indfald i Norge. Akershuus belejret.

antage at her menes Broen ved Foſs, der endnu var den nederſte og ſaaledes nærmeſte Overgang, man havde over Fryſja eller Akers-Elven, og ſom det er rimeligt at de i Oslo liggende Stridsmænd, der ej følte ſig mandſterke nok til at oppebie Eriks Angreb paa aaben Gade, afbrøde, idet de ilede over til den anden Side for at kaſte ſig ind i Akershuus Slot[1]. Thi dette forſvarede M„ ſaa at han formeligt maatte belægge det. Imidlertid herjede han Oslo Hered og brandſkattede Byen, ſom maatte udrede ſtore Contributioner. „Det kjende de, ſaa længe Norge ſtaar“, ſiger Riimkrøniken, „at Hertug Erik var der; det tykkes dem end ſom om han foor der;“ han lagde ſig for Akershuus, uden at bryde ſig om hvad Kongen ſagde[2], han gjorde Riddere og holdt prægtigt Hof, uden at ræddes det mindſte for Nordmændene; Stadens Indbyggere maatte gjøre hvad han bød, der var ej andet for, thi Slottet og Byen adſkilles kun ved en liden Sø-Viik; Staden var da tilſtrækkeligt riig;

„och gerde hwat hans fogde ſade;
hwad det war, han å dem lade,
det ſkole allt till reda wara
ſwå framt ſom de wille wäl fara;
de bryggde och bakade dag och natt,
och redde koſt och intet war fått (mangelagtigt),
af landet togo de ſwin och nöt,
heſtafoder ſwå att enkte tröt“.

Belejringen for Akershuus vedvarede til ind i Julen, uden at Hertugen kunde indtage det. Det var ogſaa til ſtor Hinder for ham at han faldt i en alvorlig Sygdom, der endog ſynes at have truet hans Liv. Han havde vel, ſiges der, en Læge med, der frelſte ham ſaa vidt at han var uden Fare, men han blev dog ikke paa længere Tid fuldkommen raſk. Imidlertid grebe Bønderne i flere Landſkaber omkring Oslo til Vaaben for at jage de ubudne Gjeſter bort. Paa et Sted ſiges der, at det var Lidungerne eller Indbyggerne af Lider (Lier) ved Dramn, ſom ſaaledes rejſte ſig mod de Svenſke, paa et andet Sted at det var Op-

  1. Her kommer dog igjen altid det Spørgsmaal, om ikke Vejen til Oslo, ſelv øſtenfra, førſt gik over Fryſja længer oppe og ſiden tilbage igjen ved Foſs. Se ovfr. III. S. 364. At Erik ej kom over Ekeberg, men for desbedre at overraſke Byen ad en Omvej over Bagaas eller Gjelleraaſen, er højſt rimeligt; ſandſynligviis kom han endog ej fra Kongehelle, men fra Vermeland, ellers vilde han vel have ødelagt det nys paabegyndte Baagahuus Slot.
  2. Heraf følger aldeles ikke, at Kongen befandt ſig paa Akershuus, eller endog i Nærheden; Meningen er aabenbart kun den at Hertugen ej brød ſig om hvad Kongen enten ſagde eller vilde ſige hertil.