Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/524

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
502
Haakon Magnusſøn.

og at Grev Jakobs Raad ſaaledes var meget vel betænkt, viſe nokſom de naive Beklagelſer derover af Riimkrønikens ſamtidige Forfatter. „Huſet“, ſiger han, „gjør dem Vaande, der fare op og ned ad Elven; det, man beder om, er ej altid godt;

den der till rådde att byggja det opp,
lön take han i helvetes pott!“

Kong Haakon var imidlertid dragen hjem, og ſom det lader allerede nu ved Vintrens Begyndelſe til Bergen, for der at drive paa ſtørre Udruſtninger[1]. Han ventede formodentlig ikke, at Hertug Erik førend til næſte Vaar vilde begynde Fiendtligheder. Men hvis ſaa var, da tog han ſtorligen fejl. Hertug Erik ventede kun, til Froſten var indtraadt, og Iſen havde tillagt Vandene; da ſamlede han i Haſt en Krigsmagt, brød ind i Norge, og ſtandſede ikke førend han kom til Oslo. Alle de misfornøjede norſke Høvdinger vare med[2], hvad enten de nu førſt ſluttede ſig til ham eller allerede havde opſøgt ham i Sverige. I Oslo ſynes man ſlet ikke at have været forberedt paa hans Ankomſt, ſaa at Byen med Lethed faldt i hans Hænder. Viſtnok afkaſtede Nordmændene, ſom der ſiges, en Bro for at ſtandſe hans Fremtrængen, men uden at det nyttede ſtort; det er dog vanſkeligt at paaviſe, hvilken Bro dette ſkulde være, ſom de afkaſtede, førend Hertugen naaede Oslo; ſnarere ſkulde man

  1. Riimkr. S. 36. Det er viſtnok ellers antaget, at Kongen ej begav ſig til Bergen førend paafølgende Marts Maaned, men alene paa Grund af et Udtryk, der forekommer i det Beklagelſesbrev, han den 20de Marts ſkrev over Erkebiſkoppen, og ſom man aabenbart har misforſtaaet; der ſtaar nemlig: „Cum igitur, ad Bergensem civitatem venientibus et existentibus 1309 kal. Apr. XIII. … . dominis Ketillo Stavangrensi, Arnone Bergensi episcopis, ac paratis transire versus Nidrosiam, … nos, consideratis regni negotiis, … ipsis auctoritate regis præcepimus … ut … sequerentur nos“ o. ſ. v., og her er det aabenbart, at venientibus et existentibus gaar paa Biſkopperne, hiint paa Ketil, dette paa Arne, ſaa at det maa overſættes: „Thi da (eller endſkjønt) vi, idet den ſtavangerſke Biſkop Ketil og den bergenſke Biſkop Arne deels vare komne (Ketil) deels allerede vare (Arne) i Bergen den 20de Marts 1309, og agtede ſig videre til Nidaroos, befalede dem at følge os“ o. ſ. v.; ikke deſto mindre har man, ubegribeligt nok, henført venientibus et existeutibus til nos eller tænkt ſig et udeladt nobis. Det følger altſaa lille heraf at Kongen, men kun at Biſkop Ketil kom til Bergen den 20de Marts, og ſaaledes bliver der intet i Vejen for at antage, at han allerede før Juul kom derhen, hvilket og er det rimeligſte, thi alt tyder hen paa, at Kongen ej var i Oslo, da Erik angreb Byen, og at denne netop har villet benytte ſig af hans Fraværelſe.
  2. At de misfornøjede Nordmænd gjorde fælles Sag med Hertugen ved denne Lejlighed, ſees nokſom af Kongens Brev af 20de Marts, der ſtrax nedenfor anføres, hvor det heder at baade udenlandſke og indenlandſke Magnater havde gjort Indfald i Norge.