som det forstaar sig, mødte sin Brud med alle Slags Æresbeviisninger. Ikke længe efter stod Brylluppet. Dagen vides ikke, men ved Tractaten var det, som vi have seet, bestemt, at det skulde holdes mellem 30te August og 8de September, med mindre nogen uforudseet Hindring indtraf, og da ingen saadan nævnes at være indtruffen, er det vel ogsaa blevet holdt i den Tid, maaskee Søndagen den 31te August. Det forstaar sig af sig selv, at Landets fornemste gejstlige og verdslige Høvdinger ved denne Lejlighed vare tilstede i Bergen, og navnlig berettes dette udtrykkeligt om Erkebiskoppen og alle Landets Biskopper[1]. Men det var ogsaa sidste Gang paa længere Tid, at de gejstlige og verdslige Herrer saaledes vare fredeligt tilsammen, og selv ved Brudefesten manglede der ikke Beviis paa, hvor daarlig den gjensidige Forstaaelse var; thi en af Baronerne, den oftere omtalte Hallkell Agmundssøn, indfandt sig ved Gjestebudet, uden at ense Bannsættelsen, og da Erkebiskoppen fik Øje paa ham blandt Gjesterne, erklærede han, at han ikke vilde sætte sig til Bords, uden at Hallkell, som bannsat, spiste paa et andet Sted; og Hallkell maatte, som det synes, føje sig derefter[2]. I Tractaten var det bestemt, at Margrete skulde krones samme Dag, hun havde Bryllup med Kongen. Dette skede ogsaa, skjønt Enkedronningen som der fortælles, var meget derimod[3]; og Erkebiskoppen forrettede selv Kroningen. Sandsynligviis frygtede hun for derved at tabe Indflydelsen over sin Søn, især da Margrete var saa meget ældre end denne. Strax efter Brylluppet blev hiint før omtalte Afdrag paa Medgiftssummen, 3500 Mkr., udbetalt, og saavel Kongen, som Dronningen tilligemed Regjeringsherrerne, gave Kvitteringer derfor, forsynede med deres Segl[4]. Ligeledes beseglede Kong Erik det før nævnte Duplicat af Tractaten, saavel som et Par Gjenparter deraf, og det er heller ikke at betvivle, at Tractaten, ifølge Budet i Artikel ti, blev besvoren i de skotske Sendebuds Nærværelse af Dronningen saavel som de tilstedeværende Høvdinger. Man erfarer nemlig, at syv Høvdinger, der ej vare tilstede, gave tvende andre Fuldmagt til at aflægge Eeden i deres Navn, og at de skotske Gesandter, til yderligere Sikkerhed, førte disse Fuldmagter med sig tilbage[5].
Alle disse Forhandlinger tog sandsynligviis nogen Tid, saa at de skotske Herrer neppe kunde tiltræde Tilbagerejsen førend midt i Septem-
