Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/505

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
483
1308. Den ſtore Reform-Retterbod fra Tunsberg.

Øjekaſt kunde det ſynes beſynderligt at Kongen eller Aake Cantſler, der dog ſikkert havde det i ſin Magt at ordne det Hele ſom de fandt for godt, ikke gjorde Mariekirken i Oslo til det fornemſte af Capellerne og Provſten ved dens Capitel, altſaa Cantſleren ſelv, til Magiſter.Capellarum. Man kan vel heller ikke tvivle paa, at Aake helſt havde ønſket det ſaaledes, men Forholdene tillode det aabenbart ikke. Apoſtelkirken i Bergen var, om ikke egentlig ſom Kirke, dog ſom Sædet for et anſeet Chorsbrødre-Collegium, meget ældre end Mariekirken i Oslo; de fleſte af Capellerne laa i dens Nærhed, og desuden betragtedes vel Bergen endnu ſom en fornemmere Stad end Oslo, da den i faa lang Tid havde været Landets verdslige Hovedſtad og Kongernes fornemſte Reſidens. Denne Forrang kunde man ikke overſee uden maaſkee at vække Uvilje. Desuden fik Aakes Ferd herved ſaa meget mere Udſeende af at være uegennyttig. Cantſlerverdigheden, ſom han indehavde, holdt ham dog allerede nokſom ſkadesløs for dette Offer, om det kan kaldes ſaaledes, og vi ville ſenere erfare, hvorledes den endog kort efter udtrykkeligt forenedes med Provſte-Embedet ved Mariekirken.

Den 17de Juni, i Tunsberg, lod Kong Haakon den vigtige Forordning udgaa, hvorved de fornemſte af ham tilſigtede Reformer og øvrige Foranſtaltninger indførtes[1]. Der ſynes ikke at have været ſammenkaldt noget Høvdingemøde i den Anledning, ſaa meget mindre ſom det netop var St. Botolfs Dag, da Lagthingene holdtes rundtom i hele Norge, og de fleſte Høvdinger ſaaledes rimeligviis vare der tilſtede. Der nævnes ikke en eneſte gejſtlig eller verdslig Herre ſom ſamtykkende eller medbeſeglende; ej engang nogen Cantſler eller Vicecantſler ſees at have ſat det kongelige Segl for, men dette ſiges kun ſimpelt hen at være ſkeet „i Kongens egen Nærværelſe“, hvad enten nu Aake Cantſler ikke endnu var kommen tilbage fra Frankrige eller ej var tilſtede i Tunsberg; den eneſte, ſom nævnes, er Klerken Thorgeir Tovesſøn, der ſkrev Forordningen. Kongen ſynes ſaaledes at ville have haft denne Act alene betragtet ſom en Hirdſag, der kunde afgjøres ved hans egen Magtfuldkommenhed og ikke vedkom den almindelige Lovgivning. Paa den Maade maa den ogſaa være bleven betragtet af hans Mænd, thi man erfarer ikke andet, end at hans Befalinger lyſtredes uden nogen Proteſt, i det mindſte ingen af Betydenhed. I Indledningen til Forordningen paaberaaber Kongen ſig ſom Grund til dens Beſtemmelſer, „den Fremferd, adſkillige Mænd i hans og hans Broders Barndom og nu en

    mende efter „filius“ „dominus Finno“, ſe Aftrykket efter Bartholiniana i Thorkelins Analecta og Dipl. Sv.

  1. N. gl. L. III. No. 25 S. 74 og 224, jfr. ovf. S. 375—378.