Øjekast kunde det synes besynderligt at Kongen eller Aake Cantsler, der dog sikkert havde det i sin Magt at ordne det Hele som de fandt for godt, ikke gjorde Mariekirken i Oslo til det fornemste af Capellerne og Provsten ved dens Capitel, altsaa Cantsleren selv, til Magister.Capellarum. Man kan vel heller ikke tvivle paa, at Aake helst havde ønsket det saaledes, men Forholdene tillode det aabenbart ikke. Apostelkirken i Bergen var, om ikke egentlig som Kirke, dog som Sædet for et anseet Chorsbrødre-Collegium, meget ældre end Mariekirken i Oslo; de fleste af Capellerne laa i dens Nærhed, og desuden betragtedes vel Bergen endnu som en fornemmere Stad end Oslo, da den i faa lang Tid havde været Landets verdslige Hovedstad og Kongernes fornemste Residens. Denne Forrang kunde man ikke oversee uden maaskee at vække Uvilje. Desuden fik Aakes Ferd herved saa meget mere Udseende af at være uegennyttig. Cantslerverdigheden, som han indehavde, holdt ham dog allerede noksom skadesløs for dette Offer, om det kan kaldes saaledes, og vi ville senere erfare, hvorledes den endog kort efter udtrykkeligt forenedes med Provste-Embedet ved Mariekirken.
Den 17de Juni, i Tunsberg, lod Kong Haakon den vigtige Forordning udgaa, hvorved de fornemste af ham tilsigtede Reformer og øvrige Foranstaltninger indførtes[1]. Der synes ikke at have været sammenkaldt noget Høvdingemøde i den Anledning, saa meget mindre som det netop var St. Botolfs Dag, da Lagthingene holdtes rundtom i hele Norge, og de fleste Høvdinger saaledes rimeligviis vare der tilstede. Der nævnes ikke en eneste gejstlig eller verdslig Herre som samtykkende eller medbeseglende; ej engang nogen Cantsler eller Vicecantsler sees at have sat det kongelige Segl for, men dette siges kun simpelt hen at være skeet „i Kongens egen Nærværelse“, hvad enten nu Aake Cantsler ikke endnu var kommen tilbage fra Frankrige eller ej var tilstede i Tunsberg; den eneste, som nævnes, er Klerken Thorgeir Tovessøn, der skrev Forordningen. Kongen synes saaledes at ville have haft denne Act alene betragtet som en Hirdsag, der kunde afgjøres ved hans egen Magtfuldkommenhed og ikke vedkom den almindelige Lovgivning. Paa den Maade maa den ogsaa være bleven betragtet af hans Mænd, thi man erfarer ikke andet, end at hans Befalinger lystredes uden nogen Protest, i det mindste ingen af Betydenhed. I Indledningen til Forordningen paaberaaber Kongen sig som Grund til dens Bestemmelser, „den Fremferd, adskillige Mænd i hans og hans Broders Barndom og nu en
- ↑ N. gl. L. III. No. 25 S. 74 og 224, jfr. ovf. S. 375–378.
mende efter „filius“ „dominus Finno“, se Aftrykket efter Bartholiniana i Thorkelins Analecta og Dipl. Sv.
