Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/504

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
482
Haakon Magnusſøn.

ere blevne højſt overraſkede, da Meddelelſen derom indløb. Dette var formodentlig ſaa tidligt efter Udſtedelſesdagen, ſom et afſendt Bud kunde naa frem til Bergen, og der er al Rimelighed for, at Kongen havde modtaget den, da han den 20de Marts beſtemte hiint Møde med de danſke Underhandlere i Viken til 23de Mai. Thi med denne Sag bragt paa det Rene kunde han nu ej alene trodſe de Hindringer, Erkebiſkopperne og de øvrige Biſkopper, paavirkede af Hertug Erik, muligt kunde lægge hans videre Reformer og ydre Politik i Vejen — var Hierarchiet, ſom man har ſagt, hidtil en Stat i Staten, ſaa havde han nu igjen faaet oprettet et eget Hierarehi i ſelve Hierarchiet, hvorved dettes Modſtandskraft overordentligt maatte ſvækkes, — men han kunde trygt vove at ſkride til de vigtige verdslige Reformer, med hvis Iverkſættelſe han viſtnok netop ventede, indtil den her omhandlede Sag var afgjort, og lykkedes det førſt at bringe dem i Stand uden Voldſomhed eller indre Uroligheder, kunde han og tale et beſtemtere Sprog til Hertug Erik, end hidindtil, og følge ſin egen Politik, uden at tage Henſyn til ham. Han forlod ſaaledes Bergen i de førſte Dage af April, tilbringende, ſom det ſynes, temmelig lang Tid paa Agvaldsnes og i Nærheden af Stavanger, viſtnok for at treffe de nødvendige Foranſtaltninger med Henſyn til Organiſationen og Beſættelſen af de der i Biſkopsdømmet liggende Capeller, af hvilke maaſkee enkelte endog nu førſt ſkulde indvies[1]. Endnu den 29de April var han paa de Kanter; men i Begyndelſen af Mai er han formodentlig ankommen til Tunsberg, hvor det berammede Mode med danſke Befuldmægtigede ſikkert er holdt, ſom det i det følgende ſkal omtales, uagtet intet nærmere derom berettes.

Den førſte Magiſter Capellarum, hvilken nu næſten var hævet til biſkoppelig Verdighed, var Provſten Finn Halldorsſøn, forhen Chorsbroder i Nidaros[2], der allerede i længere Tid havde foreſtaaet Apoſtelkirken i Bergen, og ſom ſaadan var Medlem af Raadet[3]. Ved førſte

  1. Vi finde ham paa Agvaldsnes den 10de og 12te April, Dipl. Norv. III. 71, II. 90; paa Njardarland (nu Nærland) i Heſtbø Skibrede i Ryfylke endnu den 29de April (Dipl. Norv. IV. 75), maaſkee i Beſøg hos Merkesmanden Agmund Sigurdsſøn paa Heſtbø; han lod det da udſtedte Brev endog kun beſegle med ſit Secret, hvilket antyder at han ej havde ſit ſtørre Segl hos ſig.
  2. Dipl. Norv. II. 96.
  3. Som ſaadan nævnes Finn i Brev af 12te April 1306, Dipl. Norv. III. 64. Huitfeld og efter ham Lagerbring m. fl. fable om at Erik Valdemarsſøn af Sverige ſkulde have været Magiſter Capellarum: dette kommer alene deraf, at Huitfeld i ſin Opregnelſe af de Herrer, der medbeſeglede Fredsſlutningen i Kjøbenhavn af 17de Juli 1309 (S. 346), ſætter „Dominus Ericus Woldemari quondam regis Svecorum filius, Magister Capellarum nostrarum“, udeglem-