lig naar disse udgik fra oprigtig Fromhed“, havde bevilget Kongen paa hans Forestillinger og Bønner, at den Mand, som for Øjeblikket var eller for Fremtiden maatte være Forstander for Apostelkirken i Bergen, tillige, under Titel af Magister Capellarum, skulde være Formand for alle de øvrige nys nævnte Capeller, som her eet for eet opregnedes, med Tilføjende af at de vare stiftede og doterede deels af Kongen selv, deels af hans Fader, deels af hans Farfader, og at samme Magister Capellarum i sin egen Kirke, Apostelkirken, skulde have Ret til at bruge den biskoppelige Stav, Mitra og Ring samt uddele den biskoppelige Velsignelse, i Kongens Nærværelse, og naar ingen Biskop var tilstede, samt at han kunde visitere Capellerne og corrigere samtlige Capellgejstliges mindre Forseelser, vedkommende Diøcesanbiskops Ret i alt andet ellers forbeholdt. I det andet tilstod han, for at begunstige Capellerne, de oprigtigt Bodfærdige, der besøgte dem paa deres Festdage, Remission eller Aflad fra de dem paalagte Poenitenser, nemlig dem, der aarligt indfandt ilet, for et Aar, dem som kun eengang for alle, men i 8 samfulde Dage forrettede sin Andagt der, for 100 Dage. Endelig bestemte Paven i det tredie Brev, at, da Norges Rige, som Kong Haakon i sin Forestilling udtrykkeligt havde paapeget, var saa vidt udstrakt, skulde enhver af dets Biskopper være forpligtet til at promovere alle kongelige Klerker, som Capell-Magisteren personligen eller skriftligen præsenterede ham, naar de for Resten vare duelige, til alle gejstlige Grader, om de end vare fra et andet Biskopsdømme. Fremdeles gav Paven i et fjerde Brev[1] Biskopperne i Oslo og Bergen, i hvis Diøceser de to fornemste Capeller laa, ifølge Kongens Bøn Ret til selv eller ved andre at dispensere 60 af Kongen udnævnte Klerker fra de Hindringer, deres Fødsel ellers maatte stille i Vejen for deres Forfremmelse til gejstlige Grader samt Erholdelsen af gejstlige Beneficier, om endog ti af dem vare Prestesønner, naar de kun ikke vare Sønner af Klosterfolk eller fødde i Blodskam eller Hoor, samt for øvrigt opførte sig skikkeligt. Herved sikrede Kongen sig friere Adgang til at besætte Capellerne med de ham mest behagelige Personer.
Hvor vidt Biskoppernes Samtykke hertil bar været indhentet, erfares ikke, men af den Trætte, som kort efter rejstes af Biskoppen i Bergen om Indstiftelsesordenes Fortolkning, hvoraf man tydeligt kan see, at han betragtede den hele Institution med stor Ugunst, skulde man formode, at Kongen og Cantsleren have henvendt sig til Paven og denne givet sin Indvilgelse uden at spørge Biskopperne ad, saa at disse rimeligviis
- ↑ Regesta Clem. No. 121, trykt hos Suhm XI. 903.
