betalingstiden kunde bevirkes ved uforudseede Tilfælde, komme i Betragtning.
10. Naar Egteskabet var sluttet, og Norges Konge havde fyldt sit 14de Aar, samt ratificeret Egteskabet, og saa vidt det stod til ham fuldbyrdet det[1], skulde de ovennævnte Straffeclausuler ikke længer gjelde, undtagen for to Tilfælde, nemlig med Hensyn til hendes frie og uhindrede Afrejse fra Norge, samt hvis hun og hendes Børn ikke stedtes til den dem lovligt tilkommende Arv og øvrige Rettigheder. De Mangler, der kunde finde Sted ved en enkelt Afbetaling, skulde alene straffes med Forpligtelse til at betale det dobbelte af hvad der til den Termin skulde være erlagt.
11. Til des større Sikkerhed for alt dette, ratificerede de oven nævnte norske Befuldmægtigede, ifølge det dem dertil særskilt overdragne Mandat, i sin Konges Navn, den i hans Navn af Hr. Bjarne Erlingssøn aflagte Eed paa denne Contract, samt alt hvad den indeholdt; ligeledes lovede de sikkert og gave sin Haand paa, at Enkedronningen og Regjeringsherrerne, der havde besvoret denne Contract, snarest muligt i Overvær af Sendebud fra Skotlands Konge skulde godkjende deres tidligere aflagte Eed samt alt det øvrige, her ovenfor anført. Fremdeles godkjendte Skotlands Konge og hans Datter, i de norske Gesandters Overvær de edelige Løfter, som tidligere, i Norge, vare aflagte paa deres Vegne af deres Befuldmægtigede, Hr. Robert Lupell og Magister Godfrid. Ligeledes aflagde, i Overvær af de norske Gesandter, de skotske Herrer Patrick Jarl af Dunbar, Donald Jarl af Mar, Gilbert Jarl af Angus, Walter Jarl af Menteth, Duncan Jarl af Fife, Alexander, Skotlands Drottsete, John Comyn, William af Sulys, Justitiarius, William af Breyham, og Patrick, Søn af fornævnte Jarl Patrick, personligt, samt Alexander Comyn, Jarl af Buchan og Skotlands Constabel, samt Malise Jarl af Stratberne ved Fuldmægtig, Eed paa at de, saa vidt det stod i deres Magt, vilde drage Omsorg forat hvad der her af Kong Alexander og Jomfru Margrete var indgaaet, ubrødeligt blev overholdt; hvorimod de norske Herrer Vidkunn Erlingssøn. Ridder, Jon Finnssøn, Isak Gautessøn, Andres Peterssøn. Eilif Arnfinnssøn og Audun af Slinde edeligen lovede, at de som Gisler skulde forblive i Skotland, indtil Kong Erik havde fyldt sit 14de Aar, og godkjendt samt saa vidt muligt fuldbyrdet, Egteskabet, og at de inden den Tid ikke uden den skotske Konges Tilladelse skulde forlade Landet. Men hvis Kongen af Skotland ikke frigav dem efter at Kong Erik havde naaet sit 14de Aar og opfyldt sine Forpligtelser, da skulde han udrede
- ↑ Herved sigtedes det vel til hans Ungdom.
