som vi ville see, til Vicecantsler og Bevarer af Kongens mindre Segl, men sees dog ikke at have udført de egentlige Cantslerforretninger førend efter Aakes Død, da han fulgte ham i Embedet som virkelig Cantsler; imidlertid havde han været brugt i vigtige politiske Sendelser. Fremdeles maa man nævne den oftere omtalte Hauk Erlendssøn, der, om han end neppe, som det synes, havde studeret udenlands, dog var en for sin Tid usedvanligt mangesidigt dannet Mand, hvad hans efterladte, tildeels egenhændige Skrifter noksom bevidne, og som især maa have haft betydelige Kundskaber i den fedrelandske Ret. Paa mødrene Side hørte han vistnok til en anseet islandsk Ætt, men i Norge lader han ikke til at have haft fornemme Frænder. Hauk Erlendssøn forekommer allerede i 1302 som Lagmand i Oslo; omtrent ved 1309 blev han Gulathings Lagmand, hvilket Embede han længe beklædte, dog med flere Afbrydelser; han havde allerede, som vi have seet, været Lagmand paa Island i 1295 og sendtes i samme Egenskab derhen i 1304 og 1306. Hauk var allerede Medlem af Raadet i 1303 og blev formodentlig ej længe efter Ridder; Bjarne Audunssøn var endnu ikke Medlem af Raadet i 1306, men synes at være bleven det, saavel som Ridder, før 1308; at Ivar Olafssøn i det mindste var Medlem af Raadet, da han i December 1307 sendtes til Aaby for at underhandle med Hertugerne, sees deraf, at han ved denne Lejlighed kaldes „Herre“. Ogsaa de fleste øvrige Lagmænd hørte sandsynligviis under samme Kategorie; Lovkyndigheden udgjorde nu, som det allerede ovenfor (IV. 1. 505, 506) er paapeget, et virkeligt Studium, og de Retslærde en egen Classe; Lagmændene Hr. Heming i Bergen, Hr. Sigurd af Raude i Ryfylke o. fl. omtales udtrykkeligt som Medlemmer af Raadet.
End flere end disse kunde nævnes blandt de fra forholdsviis ringe Stand valgte Raadgivere, naar man her nærmere vilde omtale de virkelige Gejstlige, hvis Tjeneste Kong Haakon benyttede. Men dette vilde være overflødigt, da denne Anvendelse af Gejstlige i Kronens Tjeneste paa faa Undtagelser nær kun var en Følge af en anden Foranstaltning, som Kong Haakon satte i Verk samtidigt med og tildeels som en nødvendig Forberedelse til den verdslige Reform, nemlig en mere udvidet og omfattende Organisation af den kongelige Capellgejstlighed, saaledes at den inden Landets almindelige Presteskab dannede en særegen, ved sin Anseelse og sine Besiddelser indflydelsesrig Afdeling, der i alt væsentligt var unddragen fra Biskoppernes Myndighed og alene afhængig af Kongen. Derved vilde han ikke alene kunne sikre sig en Planteskole for vordende Cantslere og kundskabsrige Raadgivere, men tillige stedse kunne søge al den gejstlige Bistand, han behøvede, uden at ty til Biskopperne eller de af dem afhængige Prælater; og det vigtigste var, at han inden
