Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/474

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
452
Haakon Magnussøn.


Uagtet dette endnu ikke var en formelig Krigserklæring, eller Forkyndelse af at Krigsforetagender mod Danmark fra norsk Side strax vilde begynde, havde dog Hertugens og hans Venners Forestillinger udrettet faa meget at Kongen nu erklærede Indtagelsen af Hjelm for en casus belli[1], Fredsslutningen derved faktisk.hævet og sig selv følgelig løst fra enhver Forpligtelse, den paalagde, hvorfor han ogsaa nu atter tog de Fredløse i sin Beskyttelse. Hermed var dog allerede det meste vundet for Hertugen; det var neppe engang hans Mening, at Kongen skulde begynde Krig med Danmark, førend den Stilstand, han selv nys havde sluttet, var udløben, hvilket først vilde blive til Januar 1308, og da meente han vel det faldt af sig selv, at Kongen maatte gjøre fælles Sag med ham. Kongen derimod tænkte vel neppe at gaa saa vidt; han haabede formodentlig at Sagerne inden den Tid skulde ordne sig fredeligt, og at Danekongen, for ikke ogsaa at faa ham til Fiende, skulde byde Fred paa det Vilkaar, han nu sees bestemt at have villet opnaa, nemlig den formelige Afstaaelse af Nordre-Halland. Kongen havde maaskee allerede nu gjerne sluttet Separatfred med Kongen af Danmark for denne Priis og ladet Hertug Erik i Stikken, hvis Hertugen ikke selv havde haft baade Nordre-Halland og Kongehelle Slot i Besiddelse, og endnu vare dog ikke Omstændighederne saadanne, at han kunde være bekjendt i Forening med den danske Konge at fratage ham disse, og uden at være nødtvungen vilde Hertugen visselig ikke give dem tilbage. At Kongen havde den største Mistro til Hertugen, og kun var bleven nødsaget til sit sidste Skridt ved Omstændighedernes Magt og sine Omgivelsers Overhæng, er klart. Hertugerne benyttede imidlertid Aarsfristen utrætteligt til baade aabenbart og hemmeligt at udruste og styrke sig til den forestaaende Krig. Det lykkedes dem at omstrikke Kongen af Danmark med et skammeligt Forræderi i dennes egen nærmeste Familie. Forholdet mellem ham og hans Broder Christopher havde længe været daarligt, og allerede i 1297 var det, som ovenfor omtalt, kommet til voldsomme Optrin mellem dem. For maaskee paa en anstændig Maade at fjerne ham noget og gjøre ham uskadelig, havde Kongen i 1303 paa sex Aar forlenet ham med Estland og givet ham Hertugstitel[2]. Men hans Lov var saa slet, at de fornemste Herrer i Estland ved Efterretningen derom

  1. Det er charakteristisk nok, hvorledes Kong Haakon her kun omtaler Ødelæggelsen af Hjelm som Fredsbrud, ej nævnende sit eget Tog til Danmark, medens Kong Erik i sit senere Indlæg kun omtaler dette, uden at nævne Toget til Hjelm. Hvert Parti vilde have sit Tog anseet som en Ubetydelighed, snarere som en Politiforanstaltning end som et Krigsforetagende.
  2. Huitfeld S. 321, Suhm XI. 442.