Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/472

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
450
Haakon Magnusſøn.

havde været der, og hans perſonlige.Nærværelſe var nødvendig til Ordning af flere Anliggender, maaſkee og fordi der endnu var noget at ordne og bilægge mellem Erkebiſkoppen og Chorsbrødrene[1], hvorhos han dog ogſaa muligtviis kan have villet raadſlaa med Erkebiſkoppen og de throndhjemſke og haalogalandſke Stormænd om det Skridt, han nu ſtod i Begreb med at foretage. Den 2den Mai udſtedte han her fra Nidaros følgende Manifeſt[2]: „Haakon af Guds Miſkund Norges Konge, Søn af Kong Magnus, ſender alle dem, ſom dette Brev ſee eller høre, Guds og ſin Hilſen. Det maa Gud vide og alle de bedſte Mænd i Riget, der ſom ofteſt have været hos os, hvor meget det har ligget os paa Hjertet, og hvor ivrigt vi hos Danekongen have beſtræbt os for, at Fred og Ro kunde vorde begge Rigerne imellem, Norge og Danmark, idet vi have umaget os ſelv og andre vore gode Mænd ved mange Rejſer for at ſkaffe os Fred og hvad vor Ære fordrede, ligeſom vi og ſendte de Mænd, vi havde hos os og ſom Kongen af Danmark gav Skyld for ſin Faders Død, til at underkaſte ſig Prøv og frigjøre ſig hos ham for de Beſkyldninger, han gav dem. Men da de ſkulde komme did, da ſaa de Breve, der vare gjorte imod dem, og ſom de endnu have den Dag idag, hvis Indhold viiſte, at man ikke vilde lade dem nyde den Lov, der gjelder enten i Norge eller i Danmark eller andre Lande, ſaavidt Folk har hørt. Dertilmed truedes deres perſonlige Sikkerhed ſaa ſterkt og betænkeligt, at nogle af dem ikke engang paa nogen Maade kunde komme derhen[3]; Og de, ſom kom, fik hverken nyde Lov eller Ret for ſig, men Kongen af Danmark opnævnte Mænd og lod disſe paaſverge dem hvad han fandt for godt. Dette er dog baade mod Guds og alle chriſtne Menneſkers Lov, ſom de fleſte fornuftige Folk kunne ſkjønne efter den Fremferd, man lige i Førſtningen brugte mod dem da Beſkyldningen blev dem paaført, nemlig at de ſtrax bleve jagede i Landflygtighed af Riget, deres Gods optaget for dem, deres Frænder

  1. At der paany havde været Tale om i det mindſte et af Tviſtpuncterne, Reparationsomkoſtningerne for Mærens Kirke i Sparabu, ſees deraf, at der den 11te Septbr. blev taget bekræftet Copi af Erkebiſkop Jons derom i 1278 udſtedte Brev. Dipl. Norv. II. 86.
  2. Aftrykt, men heel fejlagtigt, efter Bartholiniana E. 327—329 i Thorkelins Analecta S. 91—94, og efter dette Aftryk igjen i Dipl. Sv. 1516.
  3. Hos Huitfeld, hvor der er meddelt en danſk Paraphraſe af dette Brev, ſom igjen er optagen hos Suhm, er Udtrykket paa dette Sted „at sumir af þeim máttu með engu móti fram þingat komast“ (eg. „at ſomme af dem paa ingen Maade kunde komme ſig, d. e. ſkaffe ſig frem derhen“), misforſtaaet, idet fram þingat er overſat med „fra Thinget“, hvoraf man kunde forledes til at tro at flere, der havde mødt frem, vare blevne anholdte og paagrebne.