Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/466

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
444
Haakon Magnusſøn.

hans Slot (Hjelm), og derved aabenbart og offentligen brudt denne Overeenskomſt, ſom han ſelv og Adelsmændene i hans Rige have givet ſit Ord paa, raade vi eder alle og hver iſær, at I eftertrykkeligen overtale vor Herre Kongen til ikke længer paa Grund af denne Overeenskomſt at fjerne eller udelukke Nogen af dem, der ynde ham eller ville ſlutte ſig til ham, fra ſit Rige, men heller at ſamle alle dem, han kan faa, underholde dem anſtændigt, og beſkytte dem“[1]. Hvad Kongen ſagde eller gjorde hertil, nævnes ikke, men man kan neppe tvivle paa at et ſaadant Skridt fra Hertugens Side i høj Grad maatte vække hans Bekymring og Harme; Hertugen vovede her for hans Øjne og ganſke offentligt at træde i Underhandlinger om vigtige politiſke Anliggender med hans Underſaatter: det var i det mindſte en Frekhed, tom end ikke ligefrem en Forbrydelſe; og det betænkeligſte var, at han vel neppe engang havde vovet det, derſom han ikke allerede var vis paa at have ſkaffet ſig et mægtigt Parti blandt Nordmændene. Skrivelſen havde viſtnok ogſaa for det førſte den Virkning at gjøre Kong Haakon end mere beſtemt paa at overholde Freden, end før.

De ſvenſke Hertuger maatte ſaaledes udfegte Striden paa egen Haand, ſamlede alle de Folk de kunde faa, og droge, ſom det heder, ned til Landemerket, det vil ſige, til Gøta-Elven, ved Kongehelle eller Ljodhuus[2]. De vare heldigere, end man nok i Førſtningen havde ventet. Danekongen bragte vel en ſtor Hær til Veje, men faldt dog ikke ind i Sverige, førend ved Juletider, og da indtraadte en ſaa forfærdelig Froſt; over hele Norden, ſom man i lang Tid ej havde ſeet Mage til. Over Øreſund laa Iſen femten Alen tyk; man kunde gaa paa Iſen fra Roſtock til Danmark, ja endog mellem Sverige, Øland, Gotland og Eſtland ſkal Øſterſøen være tilfrosſen, alle Havne vare tilfrosne i 14 Uger, nordenfor Island lagde Hav-Iſen ſig ſaa tæt, at den ikke hele Sommeren efter kom vort, ja endog i Frankrige ſkal Kulden have været overvættes ſtor[3]. Det er let at begribe, hvor meget denne Froſt maatte hindre Danekongen i hans Krigsforetagender[4]. Det anmerkes udtryk-

  1. Brevet er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 77, 78, ſamt derefter i Dipl. Sv. No. 1519.
  2. Da de, ved ſiden at ile de fremtrængende Danſke imøde, toge Vejen til Bogeſund, er det klart, at de ikke kunne have begivet ſig ſaa langt mod Syd ſom til Vardberg; Riimkrøniken vilde i ſaa Fald heller ikke have brugt Udtrykket „Landemerket“.
  3. Denne Kulde omtales i de islandſke, ſaavel ſom de fleſte danſke ældre Annaler. Scr. r. Dan. I. 190, 250, 257, 296, II. 528, VI. 628.
  4. Om dette Tog ſee de forſkjellige ſvenſke Krøniker i Scr. r. Sv. I., lige ſaa Scr. r. Dan. I. 250 (de esromſke Annaler) II. 176, IV. 595, V. 496 o. fl. jfr.