hans Slot (Hjelm), og derved aabenbart og offentligen brudt denne Overeenskomst, som han selv og Adelsmændene i hans Rige have givet sit Ord paa, raade vi eder alle og hver især, at I eftertrykkeligen overtale vor Herre Kongen til ikke længer paa Grund af denne Overeenskomst at fjerne eller udelukke Nogen af dem, der ynde ham eller ville slutte sig til ham, fra sit Rige, men heller at samle alle dem, han kan faa, underholde dem anstændigt, og beskytte dem“[1]. Hvad Kongen sagde eller gjorde hertil, nævnes ikke, men man kan neppe tvivle paa at et saadant Skridt fra Hertugens Side i høj Grad maatte vække hans Bekymring og Harme; Hertugen vovede her for hans Øjne og ganske offentligt at træde i Underhandlinger om vigtige politiske Anliggender med hans Undersaatter: det var i det mindste en Frekhed, tom end ikke ligefrem en Forbrydelse; og det betænkeligste var, at han vel neppe engang havde vovet det, dersom han ikke allerede var vis paa at have skaffet sig et mægtigt Parti blandt Nordmændene. Skrivelsen havde vistnok ogsaa for det første den Virkning at gjøre Kong Haakon end mere bestemt paa at overholde Freden, end før.
De svenske Hertuger maatte saaledes udfegte Striden paa egen Haand, samlede alle de Folk de kunde faa, og droge, som det heder, ned til Landemerket, det vil sige, til Gøta-Elven, ved Kongehelle eller Ljodhuus[2]. De vare heldigere, end man nok i Førstningen havde ventet. Danekongen bragte vel en stor Hær til Veje, men faldt dog ikke ind i Sverige, førend ved Juletider, og da indtraadte en saa forfærdelig Frost; over hele Norden, som man i lang Tid ej havde seet Mage til. Over Øresund laa Isen femten Alen tyk; man kunde gaa paa Isen fra Rostock til Danmark, ja endog mellem Sverige, Øland, Gotland og Estland skal Østersøen være tilfrossen, alle Havne vare tilfrosne i 14 Uger, nordenfor Island lagde Hav-Isen sig saa tæt, at den ikke hele Sommeren efter kom vort, ja endog i Frankrige skal Kulden have været overvættes stor[3]. Det er let at begribe, hvor meget denne Frost maatte hindre Danekongen i hans Krigsforetagender[4]. Det anmerkes udtryk-
- ↑ Brevet er aftrykt i Thorkelins Analecta S. 77, 78, samt derefter i Dipl. Sv. No. 1519.
- ↑ Da de, ved siden at ile de fremtrængende Danske imøde, toge Vejen til Bogesund, er det klart, at de ikke kunne have begivet sig saa langt mod Syd som til Vardberg; Riimkrøniken vilde i saa Fald heller ikke have brugt Udtrykket „Landemerket“.
- ↑ Denne Kulde omtales i de islandske, saavel som de fleste danske ældre Annaler. Scr. r. Dan. I. 190, 250, 257, 296, II. 528, VI. 628.
- ↑ Om dette Tog see de forskjellige svenske Krøniker i Scr. r. Sv. I., lige saa Scr. r. Dan. I. 250 (de esromske Annaler) II. 176, IV. 595, V. 496 o. fl. jfr.
