Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/465

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
443
1306. Forhandlinger om de danſke Fredløſe.

Vintren allerede ſtod for Døren, gjorde han dog Anſtalter til ſnareſt muligt at ile Svogeren og Syſteren til Hjelp. Han ſkyndte ſig nu at faa gjort Ende paa Tviſten med de ſlesvigſke Fyrſter, hvis Afgjørelſe ved Dom man ikke oppebiede, men ſom blev bilagt ved et Forliig i Midelfart den 4de November, og det paa en for Kongen ret fordeelagtig Maade, idet alt de Fredløſes Gods i Hertugdømmet tilfaldt ham,“ og begge Brødrene forbandt ſig til at tjene Kongen, ifølge deres Leenspligt, med et viſt Antal Krigsfolk, ſamt ikke at modtage nogen af Kongens Fiender, navnlig ingen af de Fredløſe[1]. Til disſe Betingelſer vilde de neppe have bekvemmet ſig, derſom Kong Haakon endnu havde ligget med en Flaade i de danſke Farvande, eller derſom de endog havde haft mindſte Haab om at han vilde fornye Fiendtlighederne næſte Aar. Hertug Erik i Sverige, ſom ſaa det truende Uvejr nærme ſig, lod det, ſom man kan ſlutte, ikke mangle paa de indſtændigſte Opfordringer til ſin Svigerfader om at komme ham til Hjelp og erklære Danmark formelig Krig; han maa have anvendt alle de Overtalelſes- og Opeggelſes-Midler, han kunde, og fornemmelig ſøgt at gjøre det til en Æresſag; for Kong Haakon at hevne eftertrykkeligt de ham tilføjede Fornærmelſer; men forgjeves: Kong Haakon var beſtemt paa at holde Fred og ej at betragte Erobringen af Hjelm ſom en egentlig casus belli. Ogſaa Grev Jakob, der tilligemed de øvrige Fredløſe maaſkee havde haft et ſvagt Haab om at kunne finde et Friſted hos Hertug Valdemar i Jylland, vel endog om at egge ham til Opſtand, men ſom nu ved Forliget af 4de November ganſke maatte opgive dette, har nu ſikkert beſtormet Hertug Erik med Bønner om at faa Kong Haakon til at erklære formelig Krig, eller i det mindſte, hvad der for Øjeblikket var dem vigtigſt, atter at unde dem Tilhold i ſit Rige. Man maa vel for en ſtor Deel anſee det bevirket ved Grev Jakobs Foreſtillinger, at Hertug Erik den 25de November fra Vadſtena tilſkrev Erkebiſkop Jørund, de øvrige Biſkopper, Abbeder, Baroner, kongelige Raadgivere, Riddere og Knaper, Gejſtlige og Lægmænd i hele Norge et Brev, hvori han opfordrede dem til at formaa deres Konge til dog ikke længer at negte de Fredløſe Tilhold. „Saaſom den ſtormægtige Herre og vor kjære Fader Kong Haakon“, ſiger han her, „for Fredens Godes Skyld har villet overholde alt hvad der blev vedtaget mellem ham og den berømmelige Konge af Danmark, men denne, glemmende Aftale og Løfte, bekræftet mellem begge Riger, ſaaledes ſom de derom oprettede Breve fuldſtændigt viſe, har under Trygden og tvert imod Overeenskomſten til ikke ringe Forargelſe og Skade for Kong Haakon og hans Mænd med væbnet Haand aldeles opbrændt og ødelagt

  1. Huitfeld S. 350.