Vintren allerede stod for Døren, gjorde han dog Anstalter til snarest muligt at ile Svogeren og Systeren til Hjelp. Han skyndte sig nu at faa gjort Ende paa Tvisten med de slesvigske Fyrster, hvis Afgjørelse ved Dom man ikke oppebiede, men som blev bilagt ved et Forliig i Midelfart den 4de November, og det paa en for Kongen ret fordeelagtig Maade, idet alt de Fredløses Gods i Hertugdømmet tilfaldt ham,“ og begge Brødrene forbandt sig til at tjene Kongen, ifølge deres Leenspligt, med et vist Antal Krigsfolk, samt ikke at modtage nogen af Kongens Fiender, navnlig ingen af de Fredløse[1]. Til disse Betingelser vilde de neppe have bekvemmet sig, dersom Kong Haakon endnu havde ligget med en Flaade i de danske Farvande, eller dersom de endog havde haft mindste Haab om at han vilde fornye Fiendtlighederne næste Aar. Hertug Erik i Sverige, som saa det truende Uvejr nærme sig, lod det, som man kan slutte, ikke mangle paa de indstændigste Opfordringer til sin Svigerfader om at komme ham til Hjelp og erklære Danmark formelig Krig; han maa have anvendt alle de Overtalelses- og Opeggelses-Midler, han kunde, og fornemmelig søgt at gjøre det til en Æressag; for Kong Haakon at hevne eftertrykkeligt de ham tilføjede Fornærmelser; men forgjeves: Kong Haakon var bestemt paa at holde Fred og ej at betragte Erobringen af Hjelm som en egentlig casus belli. Ogsaa Grev Jakob, der tilligemed de øvrige Fredløse maaskee havde haft et svagt Haab om at kunne finde et Fristed hos Hertug Valdemar i Jylland, vel endog om at egge ham til Opstand, men som nu ved Forliget af 4de November ganske maatte opgive dette, har nu sikkert bestormet Hertug Erik med Bønner om at faa Kong Haakon til at erklære formelig Krig, eller i det mindste, hvad der for Øjeblikket var dem vigtigst, atter at unde dem Tilhold i sit Rige. Man maa vel for en stor Deel ansee det bevirket ved Grev Jakobs Forestillinger, at Hertug Erik den 25de November fra Vadstena tilskrev Erkebiskop Jørund, de øvrige Biskopper, Abbeder, Baroner, kongelige Raadgivere, Riddere og Knaper, Gejstlige og Lægmænd i hele Norge et Brev, hvori han opfordrede dem til at formaa deres Konge til dog ikke længer at negte de Fredløse Tilhold. „Saasom den stormægtige Herre og vor kjære Fader Kong Haakon“, siger han her, „for Fredens Godes Skyld har villet overholde alt hvad der blev vedtaget mellem ham og den berømmelige Konge af Danmark, men denne, glemmende Aftale og Løfte, bekræftet mellem begge Riger, saaledes som de derom oprettede Breve fuldstændigt vise, har under Trygden og tvert imod Overeenskomsten til ikke ringe Forargelse og Skade for Kong Haakon og hans Mænd med væbnet Haand aldeles opbrændt og ødelagt
- ↑ Huitfeld S. 350.
