Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/464

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
442
Haakon Magnusſøn.

nærmeſt gjaldt Beltet, og at han navnlig brandſkattede Øen Thorseng[1]; andenſteds fortælles det, at en heel Deel Nordmænd deels bleve dræbte, deels faldt i Vandet og druknede ved Tornborg (nærved Korsør), ved hvilken Lejlighed en tapper danſk Ridder, Jakob Olafsſøn, tilſatte Livet ved uforſigtigt at løbe over paa et fiendtligt Skib, ſaa at han ſtyrtede i Søen[2]. Altſaa maa en Fegtning her have fundet Sted, idet den norſke Flaade, eller en Deel deraf, har lagt til for at herje. Uſandſynligt er det ej, at ogſaa flere af de Røverier i og ved Beltet, ſom Danekongen i ſit Klageſkrift lægger de Fredløſe til Laſt, ere forøvede ved denne Lejlighed, under den almindelige Forvirring, ſkjønt det ikke er ſandſynligt, at Kong Haakon vilde have dem i ſit Følge. Efter alt, hvad man kan ſlutte, har Toget kun været et hurtigt Strejftog, foretaget med en i al Haſt tilvejebragt Styrke, og alene gaaet ud paa at tage et Slags Represſalier for Ødelæggelſen af Hjelm, maaſkee og paa at befrie de i Danmark anholdte norſke Skibe, uden at Kong Haakon hermed vilde have Freden anſeet ſom brudt, lige faa lidet ſom Kongen af Danmark anſaa Freden brudt ved Toget til Hjelm. Det er viſt, at Kong Haakon, efter nu at have gjort, hvad Æren fordrede, vendte tilbage til Norge med den beſtemte Henſigt ſtrengt at overholde Freden, og at han fremdeles vægrede ſig for at modtage de Fredløſe, uagtet de nu, huusvilde, viſtnok dobbelt overhang ham med Bønner om atter at faa Tilhold i Norge. At Efterretningen om den ſtore Begivenhed i Sverige, der maa have naaet ham enten under Toget eller ſtrax efter hans Hjemkomſt, ikke forandrede hans Beſlutning, ja endog, ſom det ſynes, gjorde ham end mere beſtemt paa at holde ſig rolig, uagtet han maatte forudſee, at Danekongen med f det førſte vilde komme ſin Svoger til Hjelp, viſer tydeligt, at han maa f have misbilliget Hertug Eriks Gjerning og ikke ſpaaet gode Følger deraf f for Norge.

Paa den danſke Konge maatte Efterretningen om den Ulykke, der var overgaaet hans Svoger og Syſter, gjøre et ſaa meget ſterkere Indtryk, ſom den rimeligviis aller førſt bragtes ham af den troe Arvid Smaalænding ſelv, da denne overgav den frelſte Kongeſøn Magnus til hans Beſkyttelſe. Han ſkal og have taget ſig den meget nær, og uagtet

  1. Det heder i Kong Eriks Klageſkrivelſe: Sven miſtede et Skib ved Fynshoved for 120 Mkr., Nikolas Skaaning miſtede ved Thorseng et Skib, taxeret for 60 Mkr., Sven Djerv et for 12 Mkr., Asſer et med Gods verd 100 Mkr.; Kongen af Norge har brandſkattet Kongens Vender paa Therseng, Hr. Magnus Langs Gods paa Thorseng brændte han under Freden; Hamund Lilie har han berøvet Gods paa Rotenes, Peter Tille ſammeſteds berøvede han hans Gods og Bonden druknede han.
  2. De esromſke Annaler, Scr. r. Dan. I. 250, jfr. V. 626.