nærmest gjaldt Beltet, og at han navnlig brandskattede Øen Thorseng[1]; andensteds fortælles det, at en heel Deel Nordmænd deels bleve dræbte, deels faldt i Vandet og druknede ved Tornborg (nærved Korsør), ved hvilken Lejlighed en tapper dansk Ridder, Jakob Olafssøn, tilsatte Livet ved uforsigtigt at løbe over paa et fiendtligt Skib, saa at han styrtede i Søen[2]. Altsaa maa en Fegtning her have fundet Sted, idet den norske Flaade, eller en Deel deraf, har lagt til for at herje. Usandsynligt er det ej, at ogsaa flere af de Røverier i og ved Beltet, som Danekongen i sit Klageskrift lægger de Fredløse til Last, ere forøvede ved denne Lejlighed, under den almindelige Forvirring, skjønt det ikke er sandsynligt, at Kong Haakon vilde have dem i sit Følge. Efter alt, hvad man kan slutte, har Toget kun været et hurtigt Strejftog, foretaget med en i al Hast tilvejebragt Styrke, og alene gaaet ud paa at tage et Slags Repressalier for Ødelæggelsen af Hjelm, maaskee og paa at befrie de i Danmark anholdte norske Skibe, uden at Kong Haakon hermed vilde have Freden anseet som brudt, lige faa lidet som Kongen af Danmark ansaa Freden brudt ved Toget til Hjelm. Det er vist, at Kong Haakon, efter nu at have gjort, hvad Æren fordrede, vendte tilbage til Norge med den bestemte Hensigt strengt at overholde Freden, og at han fremdeles vægrede sig for at modtage de Fredløse, uagtet de nu, huusvilde, vistnok dobbelt overhang ham med Bønner om atter at faa Tilhold i Norge. At Efterretningen om den store Begivenhed i Sverige, der maa have naaet ham enten under Toget eller strax efter hans Hjemkomst, ikke forandrede hans Beslutning, ja endog, som det synes, gjorde ham end mere bestemt paa at holde sig rolig, uagtet han maatte forudsee, at Danekongen med f det første vilde komme sin Svoger til Hjelp, viser tydeligt, at han maa f have misbilliget Hertug Eriks Gjerning og ikke spaaet gode Følger deraf f for Norge.
Paa den danske Konge maatte Efterretningen om den Ulykke, der var overgaaet hans Svoger og Syster, gjøre et saa meget sterkere Indtryk, som den rimeligviis aller først bragtes ham af den troe Arvid Smaalænding selv, da denne overgav den frelste Kongesøn Magnus til hans Beskyttelse. Han skal og have taget sig den meget nær, og uagtet
- ↑ Det heder i Kong Eriks Klageskrivelse: Sven mistede et Skib ved Fynshoved for 120 Mkr., Nikolas Skaaning mistede ved Thorseng et Skib, taxeret for 60 Mkr., Sven Djerv et for 12 Mkr., Asser et med Gods verd 100 Mkr.; Kongen af Norge har brandskattet Kongens Vender paa Therseng, Hr. Magnus Langs Gods paa Thorseng brændte han under Freden; Hamund Lilie har han berøvet Gods paa Rotenes, Peter Tille sammesteds berøvede han hans Gods og Bonden druknede han.
- ↑ De esromske Annaler, Scr. r. Dan. I. 250, jfr. V. 626.
