Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/459

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
437
1306. Thorgils Knutsſøn henrettet.

ſkulle have faaet Kongen til at tro, at han var Skyld i al den Kiv, der havde herſket imellem dem, men Anklagen maa dog have ſtøttet ſig til mere beſtemte Facta, viſtnok iſær de Skridt, han for faa Aar ſiden havde tilladt ſig mod Gejſtligheden[1]. Tre Dage efter Fængſlingen ſkal Skilsmisſen mellem Hertugen og hans Datter være bleven forkyndt, med Tilladelſe for dem begge til at gifte ſig igjen. Da førſt fik ogſaa Hertug Erik Nykøping Slot tilbage[2]. Procesſen med Thorgils blev dreven med ſaadan Skyndſomhed, at han allerede førſt i Februar 1306 vare dømt tildøde og henrettedes den 10de[3]. Over de Begivenheder, der forefaldt i Sverige i de nærmeſt paafølgende Maaneder, hviler der en fuldkommen Taushed. Man kan kun gjette, at de virkſomme Hertuger have benyttet ſig af ſin Fordeel, og ved at hykle Venſkab og Underdanighed for Kongen faaet dysſet denne fuldkommen i Godtroenheds-Søvn, medens de maa have været raſtløſere end nogenſinde i at bringe det længe nærede Anſlag mod hans kongelige Magt til Modenhed. Ikke førend i September høre vi atter til dem; da maa de have følt ſig ſaa ſikre i

  1. Saavel Kong Byrge, i et Brev af 8de September 1308, ſom Hertugerne, i Brev af 1ſte Octbr. ſ. A. (Dipl. Sv. 1694 og 1699) bekræfte nogle Jordebytter, Kong Magnus i ſin Tid havde gjort med Upſala Domkirke, uanſeet at Thorgils Marſk havde forſøgt i Kongens Navn at omſtyrte Byttet.
  2. Dette veed man kun af et Uddrag, Huitfeld meddeler S. 326; Erik gav, heder det, i Nykøping, de uſkyldige Børns Dag (28de Decbr.) 1305 Brev, og ſvor en Eed paa, at naar Kongen lod ham faa Nykøpings Slot igjen, ſkulde han ikke ſkade Kongen eller hans Børn o. ſ. v.; hans Mænd ſkulde aflægge en lignende Eed, og døde Hertugen for Kongen, ſkulde Slottet, uanſeet om Hertugen efterlod Børn, overgives til denne. Ogſaa Hertug Valdemar beſeglede Brevet. Originalbrevet, der ligeledes viſtnok hørte til de Actſtykker, Kong Byrge medbragte til Danmark og ſom derved kom ind i det danſke Kongearchiv, maa efter hvad der tidligere er viiſt, have haft Aarstallet 1306, da dette Aar regnedes at begynde med 25de December 1305, og Huitfeld maa have forſtaaet retteligen at henføre det hertil; dette fremgaar ogſaa deraf, at der exiſterer, eller har exiſteret, endnu et Brev, udſtedt af Kong Byrge ſamme Dag, og ſom virkelig er dateret die sanctorum innocentium 1306; Lagerbring omtaler det III. 45, 48, og kalder det et Morgengavebrev paa to Gaarde eller 40 Mkr. ledig, udſtedt i Nærværelſe af Hertug Erik, Hertug Valdemar, Peter Ragnvaldsſøn o. fl. Han henfører det til Aar 1306, og vil deraf beviſe, at Kong Byrge endda ikke under ſit Fangenſkab kunde være ſaa afſkaaren fra godt Selſkab. Men om end Byrge til den Tid kan have udſtedt et ſaadant Brev, ſaa vare dog Hertugerne i Julen 1306—1307 langvejs fra Nykøping, ved den veſtlige Grændſe; ſe det efterfølgende.
  3. Hans Henrettelſe henføres i de fleſte Chroniker til St. Dorotheæ Dag eller 6te Februar; kun i eet til St. Scholaſticæ eller 10de Febr. (Scr. r. Dan. V. 496); denne Dag bliver dog den rette, da hans Teſtament, ſom endnu er til (Dipl. Sv. No. 1496), er dateret 9de. Riimkrøniken lader endog Folke Jonsſøn forkynde ham hans foreſtaaende Henrettelſe ved „Faſtegang“, 13de Febr.