Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/456

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
434
Haakon Magnussøn.

Bergen, da det laa belejligst til for de tvende andre Biskopper, som maatte være tilstede, og Erkebiskoppen desuden begjærligt synes at have grebet enhver Lejlighed til at være borte fra Nidaros. Det er ellers vanskeligt nok at gjette, hvilke de Biskopper vare, som ved denne Lejlighed assisterede, thi ogsaa Biskop Thorstein af Hamar var død den 2den Mai 1304[1], og den 16de October samme Aar døde den gamle Biskop Narve i Bergen[2]. I Dagene fra den 16de October til den 25de, da Indvielsen af hine tre Biskopper skede, var der altsaa ingen indviet Biskop ved nogen af de egentlige norske Biskopsstole. Formodentlig sendtes der da Bud efter Biskop Erlend fra Færøerne, der i alle Fald i det følgende Aar var tilstede i Bergen; muligt at man ogsaa hentede Biskop Dolgfinn fra Orknøerne. Biskop Markus af Syderøerne døde ogsaa i 1303; hans Efterfølger heed Alan, og var fra Galloway[3]; maaskee endog han indviedes ved samme Lejlighed, dersom han ellers ikke kom saa tidligt til Norge, at han kunde indvies under Kongens og de tvende Biskoppers Nærværelse i Nidaros i August eller September 1303. I Thorsteins Sted valgtes til Biskop i Hamar Ingjald, vistnok den samme Chorsbroder fra Hamar, der i 1301 havde været i Nidaros og laa ivrigt taget Parti for Erkebiskoppen. Det var formodentlig af Erkjendtlighed derfor, at Erkebiskoppen benyttede den Indflydelse, han tydeligt sees at have udøvet ved Capitlet i Hamar siden den Tid, da han selv var dets Medlem, til at skaffe Ingjald den ledige Biskopsstol, trods det at han for saa kort Tid siden havde været i Kirkens Bann. Erkebiskoppen viiste sig ogsaa som en varm Forsvarer af det hamarske Capitels Selvstændighed, da Capitlet i Oslo, faa Dage efter Ingjalds eenstemmige Valg i September 1305, atter fornyede den gamle Fordring paa; at deeltage med det hamarske Capitel i Valget. Jørund, som da allerede havde begivet sig til Bergen, hvor ogsaa Narves Eftermand skulde indvies, forkastede ved Erklæring af 21de October Oslo-Capitlets Paastand som aldeles uhjemlet og paaberaabte sig at allerede Erkebiskop Jon i 1278 havde frifundet Hamars Capitel for ethvert saadant Krav. Dog indberettede han Sagen til Paven, tilbydende sig at undergive den andre lovlige Dommere til Undersøgelse og Afgjørelse, hvis Oslos Biskop og Capitel i Tide og med gyldige Grunde gjorde Indsigelse mod hans Competence[4], men en saadan Indsigelse synes ej at være frem-

  1. Hans Dødsdag findes antegnet i et Kalendarium.
  2. Mscr. Barthol. E. 751.
  3. Chron. reg. Manniæ.
  4. Dipl. Norv. I. 105. Se for øvrigt nærmere om alt dette Keysers norske Kirkehistorie II. S. 104–106.