Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/455

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
433
1304—1305. Biſkopsſkifter.

og at det derfor netop var Kongen magtpaaliggende at erholde deres udtrykkelige Tilſagn om at ſikre Dronningen hendes Tilkommende, i Tilfælde af at han ſelv ſkulde afgaa ved Døden før hende. Og den Omſtændighed, at Kongen anſaa det nyttigt eller nødvendigt at tage dette Løfte af dem, viſer umiskjendeligt, at han, trods det ivrige Venſkab, der herſkede mellem Dronningen og Hertug Erik, dog ikke var ſaa ganſke ſikker paa, at denne vilde lade hende nyde ſin Ret efter hans Død. De øvrige verdslige Herrer, ſom afgave Løftet, vare Bjarne Erlingsſøn, Jon Ragnvaldsſøn, Sæbjørn Helgesſøn, Velent af Stikke, Snare Aslaksſøn, Erling Aamundesſøn, Gibbon Marſkalk (ſandſynligviis en Skotlænder i Dronning Iſabellas Tjeneſte) og Bjarne Audunsſøn, en anſeet og i boglig Lærdom vel forfaren Mand fra Veſtfold, der nu førſte Gang nævnes, men ſidenefter i en Række af Aar var en af Kongens meſt betroede Mænd og hyppigt beſørgede Cantſler-Forretningerne. I hvad Egenſkab Salomon Thoraldesſøn deeltog i Acten, er uviſt; ſandſynligviis har han vel fungeret ſom et Slags Cantſler for Erkebiſkoppen. Han havde før været Chorsbroder i Stavanger og var ganſke nylig bleven Chorsbroder i Nidaros[1]. Erkebiſkoppen havde formodentlig udvalgt ham dertil for i ham, ſom i Laurentius, at have en Støtte mod de ældre, ſtridbare Chorsbrødre. Han lod ham ſtrax efter ogſaa rejſe udenlands for at ſtudere. Dette bragte Salomon i Skuddet, ſaa at han tilſidſt blev Biſkop i Oslo.

Næſten alle de norſke Biſkopsſtole havde ved denne Tid ſkiftet Indehavere. Den ſtavangerſke Biſkop Arnes Død i 1303 og Biſkopsſtolens Beſættelſe med den forrige Chorsbroder Ketil er allerede omtalt. Sidſt i 1303 døde Biſkop Eivind i Oslo, og i hans Sted valgtes Helge, Chorsbroder i Oslo og Preſt til Korskirken; ſaavel han ſom Ketil af Stavanger og Arne Helgesſøn af Skaalholt indviedes alle tre paa een Gang af Erkebiſkop Jørund den 25de Octbr. 1304[2], formodentlig i

  1. Salomon nævnes aller førſt ſom Chorsbroder i Stavanger og Præbendar ved Mariæ Alter i Domkirken 1296, Dipl. Norv. IV. 16, ſiden ſom Capitlets Procurator ved Procesſen i Oslo 1298 (ſſteds No. 22, 24); tidligere havde han vel været Preſt i det Stavanger Biſkopsdømme tilhørende Slidre, hvis Kirke han ſom Biſkop forærede en Sølvkalk, der endnu findes der (Saml. til det norſke Folks og Sprogs Hiſtorie II. S. 213). Maaſkee ogſaa at han kun var fød i Slidre og var i Slægt med Erkebiſkoppen, der ſynes at have haft hjemme i Land (Dipl. Norv. III. 104). I Laur. Saga Cap. 24 omtales Salomon i 1308 ſom nys udnævnt Chorsbroder og nylig hjemkommen fra Studium; man ſeer dog af det Brev, vi her have for Øje, at han allerede i 1305 var bleven Chorsbroder i Nidaros. Han blev Biſkop i 1322 og døde ikke førend efter Peſten 1350.
  2. Dette ſiges udtrykkeligt i de fortrinlige Annales regii.