og at det derfor netop var Kongen magtpaaliggende at erholde deres udtrykkelige Tilsagn om at sikre Dronningen hendes Tilkommende, i Tilfælde af at han selv skulde afgaa ved Døden før hende. Og den Omstændighed, at Kongen ansaa det nyttigt eller nødvendigt at tage dette Løfte af dem, viser umiskjendeligt, at han, trods det ivrige Venskab, der herskede mellem Dronningen og Hertug Erik, dog ikke var saa ganske sikker paa, at denne vilde lade hende nyde sin Ret efter hans Død. De øvrige verdslige Herrer, som afgave Løftet, vare Bjarne Erlingssøn, Jon Ragnvaldssøn, Sæbjørn Helgessøn, Velent af Stikke, Snare Aslakssøn, Erling Aamundessøn, Gibbon Marskalk (sandsynligviis en Skotlænder i Dronning Isabellas Tjeneste) og Bjarne Audunssøn, en anseet og i boglig Lærdom vel forfaren Mand fra Vestfold, der nu første Gang nævnes, men sidenefter i en Række af Aar var en af Kongens mest betroede Mænd og hyppigt besørgede Cantsler-Forretningerne. I hvad Egenskab Salomon Thoraldessøn deeltog i Acten, er uvist; sandsynligviis har han vel fungeret som et Slags Cantsler for Erkebiskoppen. Han havde før været Chorsbroder i Stavanger og var ganske nylig bleven Chorsbroder i Nidaros[1]. Erkebiskoppen havde formodentlig udvalgt ham dertil for i ham, som i Laurentius, at have en Støtte mod de ældre, stridbare Chorsbrødre. Han lod ham strax efter ogsaa rejse udenlands for at studere. Dette bragte Salomon i Skuddet, saa at han tilsidst blev Biskop i Oslo.
Næsten alle de norske Biskopsstole havde ved denne Tid skiftet Indehavere. Den stavangerske Biskop Arnes Død i 1303 og Biskopsstolens Besættelse med den forrige Chorsbroder Ketil er allerede omtalt. Sidst i 1303 døde Biskop Eivind i Oslo, og i hans Sted valgtes Helge, Chorsbroder i Oslo og Prest til Korskirken; saavel han som Ketil af Stavanger og Arne Helgessøn af Skaalholt indviedes alle tre paa een Gang af Erkebiskop Jørund den 25de Octbr. 1304[2], formodentlig i
- ↑ Salomon nævnes aller først som Chorsbroder i Stavanger og Præbendar ved Mariæ Alter i Domkirken 1296, Dipl. Norv. IV. 16, siden som Capitlets Procurator ved Processen i Oslo 1298 (ssteds No. 22, 24); tidligere havde han vel været Prest i det Stavanger Biskopsdømme tilhørende Slidre, hvis Kirke han som Biskop forærede en Sølvkalk, der endnu findes der (Saml. til det norske Folks og Sprogs Historie II. S. 213). Maaskee ogsaa at han kun var fød i Slidre og var i Slægt med Erkebiskoppen, der synes at have haft hjemme i Land (Dipl. Norv. III. 104). I Laur. Saga Cap. 24 omtales Salomon i 1308 som nys udnævnt Chorsbroder og nylig hjemkommen fra Studium; man seer dog af det Brev, vi her have for Øje, at han allerede i 1305 var bleven Chorsbroder i Nidaros. Han blev Biskop i 1322 og døde ikke førend efter Pesten 1350.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i de fortrinlige Annales regii.
