Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/453

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
431
1305. Fred til Søborg.

dem den Lov, der gjaldt i Norge, Danmark eller andre Lande, og trods Lejdet havde man lagt Anſlag mod deres Liv, ſaa at flere ikke engang vovede at begive ſig til Mødet; de, ſom dog indfandt ſig, fik ikke fremført deres Beviisligheder, da Kongen ſtrax opnævnte Mænd, der paaſvore dem alle de Beſkyldninger, han opſtillede; de ſaa da, heder det, ingen anden Udvej end at appellere til Paven og henſkyde Sagen til hans Dom. Dette er formodentlig ſkeet, ſkjønt det er vanſkeligt at ſige, med hvad Retshjemmel det ſkede. Hermed blev dog ikke Stilſtanden hævet eller Underhandlingerne afbrudte, thi Kong Haakon, der oprigtigt ønſkede Fred, og ſom formodentlig allerede længe havde ſtundet efter en Lejlighed til med nogenlunde Anſtændighed at kunne ſkaffe ſig de Fredløſe, der maatte være ham heel beſværlige Gjeſter, af Halſen, føjede ſig for ſaa vidt efter Dommen, ſom han virkelig viiſte dem fra ſig[1]. Hvor de toge ſit Ophold, ſiges ikke, men efter al Sandſynlighed og enkelte Antydninger maa det have været paa det eenſomme Hjelm[2]. Formodentlig var det ogſaa under dette ſit Ophold i de danſke Farvande, at Kongen havde en Sammenkomſt med Fyrſt Vitſlav og at denne udredede Medgiften paa oven anførte Maade. Og nu var der ikke længer noget i Vejen for Fredens Afſlutning. Den ſluttedes paa det kongelige Slot Søborg i Nordſjæland, formodentlig i October[3]. Desverre haves heller ikke det derover oprettede Document, faa at Betingelſerne ikke nøje kjendes; den blev nemlig efter ſaa kort Tids Forløb brudt, at dens Beſtemmelſer neppe anſaaes Umagen verd at erindre. Saa meget er viſt, at den ſluttedes paa ti Aar, men, ſom man maa formode, med det udtrykkelige Tillæg, at den da, hvis intet nyt var kommet i Vejen, ſkulde fornyes, og ſaa fremdeles[4]. Det maa have været beſtemt, at hvert Riges Indbyggere frit ſkulde kunne beſøge det andet og handle der, og at man ingen Skade ſkulde tilføje hinanden. Og endelig maa Danekongen udtrykkeligt have lovet Kong Haakon at udrede ham det, der endnu ſtod tilbage af hans Mødrenegods, thi dette var jo egentlig fremdeles Krigens Ho-

  1. Alt ifølge Kongens Brev af 2den Mai 1307.
  2. Dette maa man ſlutte deels deraf, at Kong Erik kort efter gjorde et Ødelæggelſestog mod Hjelm; deels deraf at de Utilbørligheder, Danekongen ſenere paaſtod at Grev Jakob med Følge havde øvet under denne Stilſtand, ſees for en ſtor Deel at: have fundet Sted i Nærheden af Hjelm, ſom ved Smuk, ved Fynshoved, i Beltet, ved Aarhuus, o. ſ. v. Se Suhm XI. 584.
  3. Søborg ſom Stedet for Freden nævnes kun i Kong Eriks Klagebrev af 1307 eller 1308, ſe Suhm XI. 583.
  4. Kong Erik ſiger i ſit Klagebrev kun „paa 10 Aar“, Kong Haakon derimod i Brevet af 2den Mai 1307 „evindeligen“. Formodentlig er dette ſaaledes at forſtaa, ſom her angivet. Fredsſlutninger indgikkes i disſe Tider egentlig kun paa visſe Aar.