Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/452

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
430
Haakon Magnusſøn.

og Enigheden nogenledes var gjenoprettet mellem Hertugerne og deres kongelige Broder, eller rettere, at denne fra ſin Side havde taget dem til Naade; Den danſke Konge maa endog, i det mindſte midlertidigt, have anerkjendt deres Beſiddelſe af Nordre-Halland, og modtaget deres Hylding for dette, thi de ſad tilligemed Hertug Chriſtopher, Biſkopperne, Grev Gerhard og mange andre Herrer ſom Biſidderei den Raadsforſamling, for hvilken Dommen nu blev afſagt over de Indſtevnte, og til en ſaadan Raadsforſamling kunde Hertugerne neppe have Adgang uden ſom danſke Vaſaller; det har vel været en af de Betingelſer, den kloge Hertug Erik opſtillede ved Forliget med ſin Broder, at denne ſkulde udvirke ham den danſke Konges Anerkjendelſe af hans Herredømme over Nordre-Halland, hvoraf fulgte at han aflagde Danekongen Hylding ſom Leensherre. Derved blev han desuden ſaa meget mere uafhængig af den norſke Konge, der dog atter heri maatte ſee en mistænkelig Demonſtration. For et Syns Skyld er da og en Deel af Lenet overdraget til Valdemar, eller det er, efter en ved ſlige Lejligheder ofte fore kommende Skik, overdraget til deres „ſamlede Haand“[1]. Den Rettergang, der fandt Sted paa Danehofet, beſkrives i Domsacten ſelv ſaaledes[2]. Kong Erik fremſtod, klagede over ſin Faders Drab, og nævnte Grev Jakob, Marſk Stig, Nikolas Hallandsfar, Peter Pors, Peter Jakobsſøn, Nikolas Knutsſøn, Aake Krake, Rune Jonsſøn og Arvid Benedictsſøn ſom hans Drabsmænd; men uagtet de allerede vare lovligen domfældte derfor, tillod han dog af ſærdeles Naade, og formedelſt fyrſtelig (d. e. Kong Haakons) Forbøn, dem af disſe, ſom troede at kunne fralægge ſig Skylden, at komme frem og føre ſine lovlige Beviſer, bydende de opnævnte Dommere (ſandſynligviis ſom forrige Gang 27 Riddere) at ranſage Beviislighederne og dømme og ſverge efter Samvittighed, hvo der var ſkyldig og hvo ikke. Og efter behørig Raadſlagning erklærede Dommerne, ſvergende paa Euangeliet, at alle de af Kongen nævnte Mænd vare ſkyldige i Drabet. I hele Forſamlingen, heder det, var der ingen ſom proteſterede, uden Peter Jakobsſøn, der ſaaledes maa have fortrøſtet ſig til Griden, og nogle af de Anklagedes Børn, for hvilke Faren ved at fremmøde perſonligt maatte være mindre. Kong Haakon paaſtod derimod ſenere, at de Indſtevnte ikke vare blevne redeligt behandlede; man havde ikke budt

  1. Suhm (XI. 491) har viſt ganſke Ret, naar han antager at Udſagnet i Krøniken af 1317: „Sveriges Hertuger Erik eg Valdemar hyldede Danekongen“ her urigtigt er henført til 1302 og bør henføres til 1305; thi i 1302, førend Hertugerne havde faaet Beſiddelſer, og Valdemar Hertugstitel, kunde der ei engang være Tale om nogen Hylding.
  2. Huitfeld S. 328.