og Enigheden nogenledes var gjenoprettet mellem Hertugerne og deres kongelige Broder, eller rettere, at denne fra sin Side havde taget dem til Naade; Den danske Konge maa endog, i det mindste midlertidigt, have anerkjendt deres Besiddelse af Nordre-Halland, og modtaget deres Hylding for dette, thi de sad tilligemed Hertug Christopher, Biskopperne, Grev Gerhard og mange andre Herrer som Bisidderei den Raadsforsamling, for hvilken Dommen nu blev afsagt over de Indstevnte, og til en saadan Raadsforsamling kunde Hertugerne neppe have Adgang uden som danske Vasaller; det har vel været en af de Betingelser, den kloge Hertug Erik opstillede ved Forliget med sin Broder, at denne skulde udvirke ham den danske Konges Anerkjendelse af hans Herredømme over Nordre-Halland, hvoraf fulgte at han aflagde Danekongen Hylding som Leensherre. Derved blev han desuden saa meget mere uafhængig af den norske Konge, der dog atter heri maatte see en mistænkelig Demonstration. For et Syns Skyld er da og en Deel af Lenet overdraget til Valdemar, eller det er, efter en ved slige Lejligheder ofte fore kommende Skik, overdraget til deres „samlede Haand“[1]. Den Rettergang, der fandt Sted paa Danehofet, beskrives i Domsacten selv saaledes[2]. Kong Erik fremstod, klagede over sin Faders Drab, og nævnte Grev Jakob, Marsk Stig, Nikolas Hallandsfar, Peter Pors, Peter Jakobssøn, Nikolas Knutssøn, Aake Krake, Rune Jonssøn og Arvid Benedictssøn som hans Drabsmænd; men uagtet de allerede vare lovligen domfældte derfor, tillod han dog af særdeles Naade, og formedelst fyrstelig (d. e. Kong Haakons) Forbøn, dem af disse, som troede at kunne fralægge sig Skylden, at komme frem og føre sine lovlige Beviser, bydende de opnævnte Dommere (sandsynligviis som forrige Gang 27 Riddere) at ransage Beviislighederne og dømme og sverge efter Samvittighed, hvo der var skyldig og hvo ikke. Og efter behørig Raadslagning erklærede Dommerne, svergende paa Euangeliet, at alle de af Kongen nævnte Mænd vare skyldige i Drabet. I hele Forsamlingen, heder det, var der ingen som protesterede, uden Peter Jakobssøn, der saaledes maa have fortrøstet sig til Griden, og nogle af de Anklagedes Børn, for hvilke Faren ved at fremmøde personligt maatte være mindre. Kong Haakon paastod derimod senere, at de Indstevnte ikke vare blevne redeligt behandlede; man havde ikke budt
- ↑ Suhm (XI. 491) har vist ganske Ret, naar han antager at Udsagnet i Krøniken af 1317: „Sveriges Hertuger Erik eg Valdemar hyldede Danekongen“ her urigtigt er henført til 1302 og bør henføres til 1305; thi i 1302, førend Hertugerne havde faaet Besiddelser, og Valdemar Hertugstitel, kunde der ei engang være Tale om nogen Hylding.
- ↑ Huitfeld S. 328.
