Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/451

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
429
1305. Danehof i Helſingborg.

mentet haves ikke, men man kan dog ikke tvivle paa, og erfarer desuden af det følgende, at Kongen maa have forbundet ſig til at tage dem til Naade igjen og tilbagegive dem deres Forleninger, hvorimod de Betingelſer, Hertugerne maatte underkaſte ſig, paa“det nærmeſte maa have været de ſamme ſom de, der nævntes i Kolſeterbrevet, navnlig, hvad Anerkjendelſen af Junker Magnus’s Valg og Forpligtelſen til ſtreng Neutralitet betreffer. Det er endog et Spørgsmaal, om ikke Kong Haakon tog dette noget ilde op og allerede heri ſaa det førſte mistænkelige Tegn til, at Hertugen kun havde ſin egen Fordeel for Øje. Det er tydeligt, at deres Veje fra dette Øjeblik af længe vare forſkjellige, og at en vis Kulde maa være indtraadt mellem dem. Krigen med Danmark kan kun have været meget kortvarig, thi Krigsforetagenderne kunne ej have begyndt førend midt i Auguſt, og allerede førſt i September vare Underhandlinger aabnede. Alt hvad man veed af de forefaldne Krigsbegivenheder, er, at Danerne dræbte den nys omtalte Hallvard Baat med 60 Mand, formodentlig ved et Overfald. Man ſkulde næſten formode, at Kong Byrge er optraadt ſom Megler, og at en foreløbig Stilſtand ſtrax er kommen i Stand, ſaa at hiin Begivenhed med Hallvard Baat kun har været et Ulykkestilfælde, foraarſaget ved at enten han ſelv eller de, der dræbte ham, vare uvidende om at Stilſtanden var indgaaet. Thi til en af de førſte Dage i September, ſandſynligviis den 8de, ſammenkaldte Danekongen et almindeligt Danehof i Helſingborg, og lod dertil indſtevne alle de Landflygtige, der, ſom den norſke Konge paaſtod, vare uſkyldige i hans Faders Drab, for at— de lovligt kunde beviſe ſin Uſkyld, tilſikrende dem i dette Øjemed fuldſtændig Grid, og Kong Haakon lod, ſom han ſelv ſenere ſkriftligen berettede, de Indſtevnte begive ſig derhen: altſaa maa Underhandlinger have været indledede og midlertidig Stilſtand været ſluttet. Formodentlig har Kong Haakon da ligget med den norſke Flaade i Øreſund. De ſvenſke Hertuger vare ogſaa i Nærheden, dog ej i Følge med Kongen, thi fra Herrisvads Kloſter i Skaane gave de den 14de September ſin Erklæring, at de ſamtykkede i den Beſlutning paa Mødet i Faveredal, hvorved Magnus, Byrges Søn, udvalgtes til Sveriges Konge og fik Kongetitel, at de herved lovede ham Troſkab og Tjeneſte ſom deres rette Herre, og at de, hvis han døde, altid i hans Sted ſkulde vælge til Konge den ældſte af Kong Byrges Sønner, ſaa længe nogen af dem levede[1]. Dette var netop en ſaadan Erklæring, ſom allerede ved Kolſeter var dem afæſket. Muligt, at Danekongen, ſaavel ſom Grev Gerhard, der ogſaa var tilſtede, nu havde givet den forlangte Forſikring for dem, thi fra dette Øjeblik af kan man ſige, at Freden

  1. Dipl. Sv. No. 1480.