mentet haves ikke, men man kan dog ikke tvivle paa, og erfarer desuden af det følgende, at Kongen maa have forbundet sig til at tage dem til Naade igjen og tilbagegive dem deres Forleninger, hvorimod de Betingelser, Hertugerne maatte underkaste sig, paa“det nærmeste maa have været de samme som de, der nævntes i Kolseterbrevet, navnlig, hvad Anerkjendelsen af Junker Magnus’s Valg og Forpligtelsen til streng Neutralitet betreffer. Det er endog et Spørgsmaal, om ikke Kong Haakon tog dette noget ilde op og allerede heri saa det første mistænkelige Tegn til, at Hertugen kun havde sin egen Fordeel for Øje. Det er tydeligt, at deres Veje fra dette Øjeblik af længe vare forskjellige, og at en vis Kulde maa være indtraadt mellem dem. Krigen med Danmark kan kun have været meget kortvarig, thi Krigsforetagenderne kunne ej have begyndt førend midt i August, og allerede først i September vare Underhandlinger aabnede. Alt hvad man veed af de forefaldne Krigsbegivenheder, er, at Danerne dræbte den nys omtalte Hallvard Baat med 60 Mand, formodentlig ved et Overfald. Man skulde næsten formode, at Kong Byrge er optraadt som Megler, og at en foreløbig Stilstand strax er kommen i Stand, saa at hiin Begivenhed med Hallvard Baat kun har været et Ulykkestilfælde, foraarsaget ved at enten han selv eller de, der dræbte ham, vare uvidende om at Stilstanden var indgaaet. Thi til en af de første Dage i September, sandsynligviis den 8de, sammenkaldte Danekongen et almindeligt Danehof i Helsingborg, og lod dertil indstevne alle de Landflygtige, der, som den norske Konge paastod, vare uskyldige i hans Faders Drab, for at– de lovligt kunde bevise sin Uskyld, tilsikrende dem i dette Øjemed fuldstændig Grid, og Kong Haakon lod, som han selv senere skriftligen berettede, de Indstevnte begive sig derhen: altsaa maa Underhandlinger have været indledede og midlertidig Stilstand været sluttet. Formodentlig har Kong Haakon da ligget med den norske Flaade i Øresund. De svenske Hertuger vare ogsaa i Nærheden, dog ej i Følge med Kongen, thi fra Herrisvads Kloster i Skaane gave de den 14de September sin Erklæring, at de samtykkede i den Beslutning paa Mødet i Faveredal, hvorved Magnus, Byrges Søn, udvalgtes til Sveriges Konge og fik Kongetitel, at de herved lovede ham Troskab og Tjeneste som deres rette Herre, og at de, hvis han døde, altid i hans Sted skulde vælge til Konge den ældste af Kong Byrges Sønner, saa længe nogen af dem levede[1]. Dette var netop en saadan Erklæring, som allerede ved Kolseter var dem afæsket. Muligt, at Danekongen, saavel som Grev Gerhard, der ogsaa var tilstede, nu havde givet den forlangte Forsikring for dem, thi fra dette Øjeblik af kan man sige, at Freden
- ↑ Dipl. Sv. No. 1480.
