Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
23
1287. Geſandtſkab fra Norge til Skotland.

hun andenſteds kunde gjøre et meget lettere og ſømmeligere Parti“, men at det alene var hendes Fader, der ønſkede Giftermaalet, og at han tilſidſt ſatte ſin Villje igjennem[1]. Man kan heller ikke fortænke den næſten tyveaarige ſkotſke Kongedatter i, at hun ej havde ſynderlig Lyſt til at drage over til et fremmed, nordligt Land, og et Hof, der i en lang Række af Aar havde været anſeet ſom fiendtligt ſindet mod Skotland, for at egte en halvvoxen Dreng, der endnu ſtod under Formynderſkab, og ſom havde en myndig og herſkeſyg Moder, der neppe vilde blive hende gunſtig, om Svigerdatteren ſøgte at tilvende ſig noget af den Indflydelſe, hun hidtil udeelt havde udøvet over ſin Søn. Men omſider bleve dog alle Hindringer bortryddede, og ved Midſommerstid afgik det glimrende Geſandtſkab fra Norge, der ſkulde afſlutte den endelige Egteſkabs-Tractat og føre Bruden med ſig tilbage. Geſandtſkabet beſtod af Hr. Bjarne Erlingsſøn, Biſkop Peter af Orknø, den unge Konges Cantſler Magiſter Bjarne Lodinsſøn, og den oftere omtalte Franciſkanermunk, Broder Mauritius, der allerede havde deeltaget i Underhandlingerne ſtrax efter Kong Haakons Død, ſaavel ſom Ridderne Vidkunn Erlingsſøn, Bjarnes Broder, Jon Finnsſøn, Iſak Gautesſøn (Søn af Baronen Hr. Gaute i Tolga), Andres Petersſøn, Eilif Arnfinnsſøn og Audun af Slinde. Dog vare kun de fire førſtnævnte Herrer egentlige befuldmægtigede Sendebud, de øvrige ledſagede dem for at beſværge den Tractat, der ſkulde oprettes, ſom ogſaa vel i det Hele taget for at give Geſandtſkabet ſtørre Glands. Det er betegnende nok for Stemningen, der paa den Tid raadede mellem Gejſtligheden og de verdslige Høvdinger, at ingen Biſkop eller overhoved nogen fornem Prælat fra ſelve Norge var Medlem af Geſandtſkabet. Den orknøiſke Biſkop har rimeligviis førſt ſluttet ſig til dette ved de øvrige Medlemmers Ankomſt til Orknøerne, over hvilke man fra Norge ſædvanligviis lagde Vejen til Skotland; han nævnes aldrig ſom Deeltager i Striden, der nu herſkede i Norge, og ſtod vel

  1. Det er ikke uſandſynligt, at den ældre Tractat virkelig har indeholdt en Artikel om, at Kong Alexander, ved at betale 3000 Mk. eengang for alle, kunde blive den aarlige Afgift af 100 Mk. kvit for Eftertiden, thi medens Medgiften i den endelige Tractat af 1281 beſtemtes til 14000 Mkr., ſtaar i hiin Beretning, der meddeles af Chron. de Lanercost, at den ſkotſke Konge med ſin Datter gav 17000 Mk. „hovedſagelig ſom Medgift, men ved Siden deraf (accessorie) for at indløſe Rettere over Øerne“. Men forſaavidt denne Antagelſe er rigtig, har der ſenere, efter Ratificationen, været gjort Motion fra norſk Side om at faa denne Artikel hævet, hvilket ogſaa er ſkeet, ſiden Medgiften i den endelige Tractat kun beſtemmes til 14000, og det udtrykkeligt heder, at Artikelen af 1266 om den aarlige Afgift af 100 Mkr. ſkal blive ſtaaende. Denne Sag vilde i og for ſig have været tilſtrækkelig til at forhale Giftermaalets endelige Afſlutning.