Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/45

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
23
1287. Gesandtskab fra Norge til Skotland.

hun andensteds kunde gjøre et meget lettere og sømmeligere Parti“, men at det alene var hendes Fader, der ønskede Giftermaalet, og at han tilsidst satte sin Villje igjennem[1]. Man kan heller ikke fortænke den næsten tyveaarige skotske Kongedatter i, at hun ej havde synderlig Lyst til at drage over til et fremmed, nordligt Land, og et Hof, der i en lang Række af Aar havde været anseet som fiendtligt sindet mod Skotland, for at egte en halvvoxen Dreng, der endnu stod under Formynderskab, og som havde en myndig og herskesyg Moder, der neppe vilde blive hende gunstig, om Svigerdatteren søgte at tilvende sig noget af den Indflydelse, hun hidtil udeelt havde udøvet over sin Søn. Men omsider bleve dog alle Hindringer bortryddede, og ved Midsommerstid afgik det glimrende Gesandtskab fra Norge, der skulde afslutte den endelige Egteskabs-Tractat og føre Bruden med sig tilbage. Gesandtskabet bestod af Hr. Bjarne Erlingssøn, Biskop Peter af Orknø, den unge Konges Cantsler Magister Bjarne Lodinssøn, og den oftere omtalte Franciskanermunk, Broder Mauritius, der allerede havde deeltaget i Underhandlingerne strax efter Kong Haakons Død, saavel som Ridderne Vidkunn Erlingssøn, Bjarnes Broder, Jon Finnssøn, Isak Gautessøn (Søn af Baronen Hr. Gaute i Tolga), Andres Peterssøn, Eilif Arnfinnssøn og Audun af Slinde. Dog vare kun de fire førstnævnte Herrer egentlige befuldmægtigede Sendebud, de øvrige ledsagede dem for at besværge den Tractat, der skulde oprettes, som ogsaa vel i det Hele taget for at give Gesandtskabet større Glands. Det er betegnende nok for Stemningen, der paa den Tid raadede mellem Gejstligheden og de verdslige Høvdinger, at ingen Biskop eller overhoved nogen fornem Prælat fra selve Norge var Medlem af Gesandtskabet. Den orknøiske Biskop har rimeligviis først sluttet sig til dette ved de øvrige Medlemmers Ankomst til Orknøerne, over hvilke man fra Norge sædvanligviis lagde Vejen til Skotland; han nævnes aldrig som Deeltager i Striden, der nu herskede i Norge, og stod vel

  1. Det er ikke usandsynligt, at den ældre Tractat virkelig har indeholdt en Artikel om, at Kong Alexander, ved at betale 3000 Mk. eengang for alle, kunde blive den aarlige Afgift af 100 Mk. kvit for Eftertiden, thi medens Medgiften i den endelige Tractat af 1281 bestemtes til 14000 Mkr., staar i hiin Beretning, der meddeles af Chron. de Lanercost, at den skotske Konge med sin Datter gav 17000 Mk. „hovedsagelig som Medgift, men ved Siden deraf (accessorie) for at indløse Rettere over Øerne“. Men forsaavidt denne Antagelse er rigtig, har der senere, efter Ratificationen, været gjort Motion fra norsk Side om at faa denne Artikel hævet, hvilket ogsaa er skeet, siden Medgiften i den endelige Tractat kun bestemmes til 14000, og det udtrykkeligt heder, at Artikelen af 1266 om den aarlige Afgift af 100 Mkr. skal blive staaende. Denne Sag vilde i og for sig have været tilstrækkelig til at forhale Giftermaalets endelige Afslutning.