forudganget Udbud af Kogger over det hele Rige, gjorde et Tog til Nordre-Halland og belejrede begge dets Slotte. Vel fik han dem ikke i sin Magt og maatte, som det synes, vende tilbage med uforrettet Sag, men da det var at forudsee, at han til Vaaren vilde fornye Angrebet med større Kraft, befandt Grev Jakob sig dog i den yderste Forlegenhed og tyede som sedvanligt til Kong Haakon om Hjelp. Denne maa ogsaa have fundet flg opfordret til at skaffe ufortøvet Hjelp, da vi allerede i Begyndelsen af Marts sinde ham i Tunsberg, hvorhen han saaledes endnu i Februar eller maaskee Januar maa have begivet sig fra Bergen, for snarest muligt at faa en Flaade samlet; men det gjaldt ogsaa nu ej alene at sikre Grev Jakob, men og at staa Hertugerne bi. Hertug Erik fik nu ret Lejlighed til at lægge sin fuldendte Statsklogskab for Dagen, idet han benyttede sig af Omstændigheder, der for den almindelige Betragter maatte synes heel uheldige for ham; til at vinde Fordele, der bragte ham hans Maal med Kæmpeskridt nærmere. Hertugen, fortæller Riimkrøniken, stod nu faa godt anskreven hos Kongen, at denne intet negtede, af hvad han bad ham om; engang da Kongen just var i godt Lune, ytrede han saaledes, at om han kunde blive forlenet med Vardberg (og som en Følge deraf med Nordre-Halland), da vilde det være ham særdeles tjenligt. Kongen skal dertil have svaret, at hvis man kunde faa Grev Jakob til at afstaa det for Penge, skulde han selv fra sin Side intet have derimod. Hvor vidt nu Samtalen just faldt saaledes, eller Kongen havde en faa ubetinget Hengivenhed for Hertug Erik, faar staa ved sit Verd, men vist er det, at han virkelig gjorde Udvej til at skaffe ham Nordre-Halland. Dette lader sig ogsaa simpelthen forklare deraf, at han under enhver Omstændighed, og især nu, da Krigen med Danmark forestod, ikke kunde være tjent med at Nordre-Halland med dets Slotte faldt i Danekongens Vold; men dette vilde blive Tilfældet, da Grev Jakob, som man maa antage, virkelig ikke saa sig i Stand til at forsvare det. Her maatte saaledes Kong Haakon skaffe Hjelp, og det nemmeste var da at overdrage Landskabet med dets Slotte til Hertug Erik, der allerede havde Kongehelle i Forlening og derved lettest og kraftigst kunde yde det fornødne Vern. Desuden havde Kongen, som vi erfare, den bestemte Plan, ganske at forene Nordre-Halland med Norge, og dertil maatte dets Overdragelse til Hertug Erik, hvis Søn med Tiden skulde blive Norges Konge, aabne den bedste Udsigt. Transactionen med Grev Jakob viser aabenbart, i hvilken Nød denne har været stedt, og hvor mislig hans økonomiske Forfatning maa have været[1]. Den Sum, hvormed han foreløbigt lod sig affinde, be-
- ↑ Dette antyder ogsaa Riimkrøniken paa det foranførte Sted, skjønt den rigtignok altfor tidligt nævner „at han hverken havde Borge eller Land“.
