Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/447

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
425
1305. Grev Jakob afſtaar Nordre-Halland til Kong Haakon.

forudganget Udbud af Kogger over det hele Rige, gjorde et Tog til Nordre-Halland og belejrede begge dets Slotte. Vel fik han dem ikke i ſin Magt og maatte, ſom det ſynes, vende tilbage med uforrettet Sag, men da det var at forudſee, at han til Vaaren vilde fornye Angrebet med ſtørre Kraft, befandt Grev Jakob ſig dog i den yderſte Forlegenhed og tyede ſom ſedvanligt til Kong Haakon om Hjelp. Denne maa ogſaa have fundet flg opfordret til at ſkaffe ufortøvet Hjelp, da vi allerede i Begyndelſen af Marts ſinde ham i Tunsberg, hvorhen han ſaaledes endnu i Februar eller maaſkee Januar maa have begivet ſig fra Bergen, for ſnareſt muligt at faa en Flaade ſamlet; men det gjaldt ogſaa nu ej alene at ſikre Grev Jakob, men og at ſtaa Hertugerne bi. Hertug Erik fik nu ret Lejlighed til at lægge ſin fuldendte Statsklogſkab for Dagen, idet han benyttede ſig af Omſtændigheder, der for den almindelige Betragter maatte ſynes heel uheldige for ham; til at vinde Fordele, der bragte ham hans Maal med Kæmpeſkridt nærmere. Hertugen, fortæller Riimkrøniken, ſtod nu faa godt anſkreven hos Kongen, at denne intet negtede, af hvad han bad ham om; engang da Kongen juſt var i godt Lune, ytrede han ſaaledes, at om han kunde blive forlenet med Vardberg (og ſom en Følge deraf med Nordre-Halland), da vilde det være ham ſærdeles tjenligt. Kongen ſkal dertil have ſvaret, at hvis man kunde faa Grev Jakob til at afſtaa det for Penge, ſkulde han ſelv fra ſin Side intet have derimod. Hvor vidt nu Samtalen juſt faldt ſaaledes, eller Kongen havde en faa ubetinget Hengivenhed for Hertug Erik, faar ſtaa ved ſit Verd, men viſt er det, at han virkelig gjorde Udvej til at ſkaffe ham Nordre-Halland. Dette lader ſig ogſaa ſimpelthen forklare deraf, at han under enhver Omſtændighed, og iſær nu, da Krigen med Danmark foreſtod, ikke kunde være tjent med at Nordre-Halland med dets Slotte faldt i Danekongens Vold; men dette vilde blive Tilfældet, da Grev Jakob, ſom man maa antage, virkelig ikke ſaa ſig i Stand til at forſvare det. Her maatte ſaaledes Kong Haakon ſkaffe Hjelp, og det nemmeſte var da at overdrage Landſkabet med dets Slotte til Hertug Erik, der allerede havde Kongehelle i Forlening og derved letteſt og kraftigſt kunde yde det fornødne Vern. Desuden havde Kongen, ſom vi erfare, den beſtemte Plan, ganſke at forene Nordre-Halland med Norge, og dertil maatte dets Overdragelſe til Hertug Erik, hvis Søn med Tiden ſkulde blive Norges Konge, aabne den bedſte Udſigt. Transactionen med Grev Jakob viſer aabenbart, i hvilken Nød denne har været ſtedt, og hvor mislig hans økonomiſke Forfatning maa have været[1]. Den Sum, hvormed han foreløbigt lod ſig affinde, be-

  1. Dette antyder ogſaa Riimkrøniken paa det foranførte Sted, ſkjønt den rigtignok altfor tidligt nævner „at han hverken havde Borge eller Land“.