Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/446

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
424
Haakon Magnusſøn.

Thorgils Knutsſøn eller nogen anden af Kongens Mænd i eller udenfor Raadet nogen Skade, fordi de i Krigen havde ſtaaet Kongen bi. De ſkulde inden St. Hansdag ſkaffe den danſke Kong Eriks, den norſke Kong Haakons og den holſteenſke Grev Gerhards Borgen for, at de her givne Løfter ſkulde holdes; brøde de dem (med mindre de aabenbart bleve tvungne dertil), ſkulde disſe tre Herrer hverken hjelpe dem eller modtage dem i ſine Lande. Endelig underkaſtede de ſig den ſvenſke Gejſtligheds Bann, om de brøde dette Forliig, der blev medbeſeglet af Bjarne Erlingsſøn, Hallvard Baat, Matthias Ketilmundsſøn og Ivar[1]. Muligt, at Kongen eller Thorgils Marſk paa hans Vegne igjen udſtedte et Brev med Tilſagn af ſaadant Indhold ſom det nys anførte til dem, og at dette Brev ikke er opbevaret; men det ſandſynligſte er dog, at dette ikke ſkede, og at Riimkrøniken her kun under eet har omtalt Forliget, ſaaledes ſom dette tilſidſt kom iſtand. Havde Kongen ſtrax taget dem til Naade, vilde de vel ogſaa ſtrax have taget deres ſvenſke Leen i Beſiddelſe. Men da dette ikke ſkede, er det tydeligt, at Kongen, der for Øjeblikket havde Magten paa ſin Side, i det højeſte kun har givet et yderſt betinget og maaſkee endog blot mundtligt Løfte om at ville tage dem til Naade, naar den i Brevet æſkede Borgen var tilvejebragt, ja at maaſkee alt, hvad han tilſtod dem mod hine Løfter, kun var uhindret Tilbagetog til Norge, og at de, ude af Stand til at udrette noget mod hans Overmagt, maatte priſe ſig lykkelige ved at ſlippe for at falde i hans Vold, hvilket de kanſkee neppe engang havde undgaaet, om ej de norſke Herrer havde været tilſtede, hvorhos vel og Thorgils, i Betragtning af at Hertug Valdemar var hans Svigerſøn, ej vilde lade det komme til det yderſte. Nogen perſonlig Sammenkomſt mellem Brødrene ſynes aldeles ikke at have fundet Sted.

Hvorledes Hertugerne inden St. Hansdag ſkulde kunne ſkaffe baade den danſke og den norſke Konges Borgen for deres fremtidige gode Opførſel, ſynes ellers nu at maatte være en Gaade, da Krigen mellem Norge og Danmark juſt ſtod i Begreb med at begynde paany, ja for ſaa vidt allerede kunde ſiges at være begyndt, ſom Danekongen, der juſt nu ved Hertug Erik Knutsſøns Død[2] havde gjenforenet Søndre-Halland med Kronen og derved maatte føle ſig dobbelt opfordret til at gjøre en Ende paa de idelige Fejder og Røvertog, Grev Jakob og hans Venner ſkulle have foretaget ind i dette Landſkab, endnu om Vintren, efter

  1. Ivar forekommer i andre Breve af Hertugen ſom Ivar Jensſøn, og det kan neppe betvivles, at han var Jon Rauds Søn og en af de flere unge Nordmænd, der ſtode i Hertugens Tjeneſte.
  2. Scr. r. D. I. 189, VI. 222.