Thorgils Knutssøn eller nogen anden af Kongens Mænd i eller udenfor Raadet nogen Skade, fordi de i Krigen havde staaet Kongen bi. De skulde inden St. Hansdag skaffe den danske Kong Eriks, den norske Kong Haakons og den holsteenske Grev Gerhards Borgen for, at de her givne Løfter skulde holdes; brøde de dem (med mindre de aabenbart bleve tvungne dertil), skulde disse tre Herrer hverken hjelpe dem eller modtage dem i sine Lande. Endelig underkastede de sig den svenske Gejstligheds Bann, om de brøde dette Forliig, der blev medbeseglet af Bjarne Erlingssøn, Hallvard Baat, Matthias Ketilmundssøn og Ivar[1]. Muligt, at Kongen eller Thorgils Marsk paa hans Vegne igjen udstedte et Brev med Tilsagn af saadant Indhold som det nys anførte til dem, og at dette Brev ikke er opbevaret; men det sandsynligste er dog, at dette ikke skede, og at Riimkrøniken her kun under eet har omtalt Forliget, saaledes som dette tilsidst kom istand. Havde Kongen strax taget dem til Naade, vilde de vel ogsaa strax have taget deres svenske Leen i Besiddelse. Men da dette ikke skede, er det tydeligt, at Kongen, der for Øjeblikket havde Magten paa sin Side, i det højeste kun har givet et yderst betinget og maaskee endog blot mundtligt Løfte om at ville tage dem til Naade, naar den i Brevet æskede Borgen var tilvejebragt, ja at maaskee alt, hvad han tilstod dem mod hine Løfter, kun var uhindret Tilbagetog til Norge, og at de, ude af Stand til at udrette noget mod hans Overmagt, maatte prise sig lykkelige ved at slippe for at falde i hans Vold, hvilket de kanskee neppe engang havde undgaaet, om ej de norske Herrer havde været tilstede, hvorhos vel og Thorgils, i Betragtning af at Hertug Valdemar var hans Svigersøn, ej vilde lade det komme til det yderste. Nogen personlig Sammenkomst mellem Brødrene synes aldeles ikke at have fundet Sted.
Hvorledes Hertugerne inden St. Hansdag skulde kunne skaffe baade den danske og den norske Konges Borgen for deres fremtidige gode Opførsel, synes ellers nu at maatte være en Gaade, da Krigen mellem Norge og Danmark just stod i Begreb med at begynde paany, ja for saa vidt allerede kunde siges at være begyndt, som Danekongen, der just nu ved Hertug Erik Knutssøns Død[2] havde gjenforenet Søndre-Halland med Kronen og derved maatte føle sig dobbelt opfordret til at gjøre en Ende paa de idelige Fejder og Røvertog, Grev Jakob og hans Venner skulle have foretaget ind i dette Landskab, endnu om Vintren, efter
