mark og mod Sverige, med hvilket sidste Rige man hidtil ej havde været i Krig. Det var en stiltiende Erklæring om, at Kong Haakon nu gjorde Hertug Eriks Sag til sin egen lige over for hans Broder. Riimkrøniken gjør udtrykkeligt opmerksom paa, at Kongehelle Slot kun laa to Mile fra Ljodhuus, og lægger Kong Byrge, ved Underretningen om at Slottet var overladt til Hertugen, disse Ord i Munden: „det ligger os alt for nær, og jeg veed nok nu, hvorledes det vil gaa: de ville gjeste Sverige og rende os hjem i vore Herberger“. Han lod ogsaa, formodentlig efter Thorgils Drottsetes Raad, strax paabegynde Opførelsen af et sterkt og fast Slot paa Gullbergsheid, for at kunne holde Hertugerne Stangen. Imidlertid viiste det sig, at han havde spaaet ganske rigtigt, thi med sine raske Mænd gjorde Hertugerne flere dristige Udfald; de overfaldt og fangede Lagmanden i Vestergøtland, Benedict Algotssøn, i hans eget Hjem; siden opbrændte de Ljodhuus, og trængte lige op i Dalsland, hvor de opførte en Skandse, som de kaldte Dalaborg, og hvortil de omboende Bønder, faa nødigt de vilde, maatte gjøre Pligt-Arbejde. Kong Byrge sendte en Skare, anført af 8 Riddere, for at afkaste Agna-Bro og hindre Overgangen over Elven, men den kjekke Matthias Ketilmundssøn vadede en Nat over med en udsøgt Trop, overfaldt de Kongelige paa den Gaard, hvor de havde sit Natteqvarteer, og tog dem alle til Fange med ubetydeligt Tab. Da det var en alt for stor Plage for Landet at have Hertugerne liggende i Dalsland, lige ved Væneren, med en Hær, især nu da Vintren nærmede sig, og Isen vilde gjøre de fleste Vande farbare, besluttede Kong Borge efter Thorgils Drottsetes Raad at gjøre,en kraftig Anstrengelse for at faa dem bort. Han sendte, heder det, sine Breve om til alle Landskaber og udbød Folk, Riddere og Bønder, for at møde ved Agnabro og siden belejre Dalaborg. Der samledes saaledes en Hær af 10000, eller efter en anden Angivelse 20000 Mand[1], af hvilke de fleste, som det synes, vare komne fra de østligere Egne, anførte af Drottseten, maaskee endog af Kongen selv, og havde haft en yderst møjsommelig Marsch gjennem Vermeland. Hertugerne, der, som det synes, ej vare mandsterke nok til at binde an med en saa stor Hær, som den, der nu nærmede sig, ilede til Norge for at bede Kong Haakon om Bistand. Denne, som stod paa Rejsen til Bergen, hvor han agtede at tilbringe Julen, kunde neppe skaffe mange Folk til Veje, men han medgav dem, hvad han i en Hast kunde faa samlet, sandsynligviis af sine egne og de nærmeste Sysselmænds Huustropper; dog var det neppe hans Mening, at de med denne ubetydelige Styrke skulde vove nogen Kamp mod den store svenske Hær:
- ↑ Begge Læsemaader findes i Riimkrøniken.
